For nogen tid siden døde Aage Dalum. Her får du fortællingen om en ganske særlig mand, som havde stor betydning for sit nærområde og sine nærmeste. Ikke fordi han sad i en masse bestyrelser eller på anden måde var ”højt på strå”. Men fordi han gjorde en forskel med sin venlighed og interesse for andre mennesker.
Da Brabrand Kirkes klokker i november ringede til Aage Dalums begravelse, strømmede det til med mennesker. Kirken var fyldt – ikke kun af den nærmeste familie og bekendte og venner. De fleste husstande i den østlige ende af Engdalsvej var repræsenteret.
Aage Dalum betød noget for de fleste i den del af Brabrand. Man mødte ham tit på vejen, når Aage var på én af sine daglige gåture hen forbi Brabrandhallen eller en kort tur langs Brabrandstien.
Han stoppede altid op, spurgte interesseret til de gøremål, man nu var i gang med, og til hvordan familien havde det. Og han fortalte selv om, hvordan han havde det. Om et gradvist svigtende helbred – men hovedsagelig om hverdagens små glæder, som han stadig let kunne få øje på.
Du tænker måske, hvor specielt det lige var – men hvis du spørger naboerne omkring Engdalsvej, vil du ikke være i tvivl. Mødet med Aage var altid specielt og en dejlig oplevelse.
Aage Dalum var en af den slags mennesker, som spreder glæde i hverdagen, uden at vi altid rigtig lægger mærke til det – før han ikke er der mere. Som en af naboerne udtrykte det:
”Aage var et helt unikt menneske.”
Da Aage blev elektriker
Han blev født i 1935 i den lille by Overlade tæt på Limfjorden. Da han blev 14 år, tog hans mor ham med hen til den lokale automekaniker. Havde han brug en lærling? Svaret var kort og negativt. De gik videre til snedkeren i byen. Nej, han havde snedkere nok. Og så videre til el-installatør Øgaard…
Nej, han kunne heller ikke tage Aage ind som elektriker-lærling. Men han kendte en kollega ovre i nabobyen, som måske….
Og sådan gik det til, at Aage blev elektriker.
“En hilsen fra Aage”
Nogle få år efter skete endnu en afgørende begivenhed i 17-årige Aages liv. Han var til håndboldstævne og fik her øje på den tre år yngre Yelva, som også spillede håndbold. De fik kort talt med hinanden, og Aage sørgede for, at de holdt kontakten.
Et halvt år efter skulle Yelva konfirmeres, og det var vigtigt for Aage, at han blev inviteret med til hendes ungdomsgilde. Hvad gør man så? Jo, Aage sendte da et telegram på dagen – og det endte som han håbede. Han blev inviteret med til festen.
At den unge mand også kunne være poetisk, viste han nogle få år efter, hvor de to unge gradvist havde lært hinanden bedre at kende.
Sammen med et lille foto skrev han under “en hilsen fra Aage”:
Den favre blomst er kærlighed
et kunstværk af guds finger
den vokser op, før støv det ved,
i lønlighed
til dejlig den udspringer
Som nogle vil vide, var det andet vers af ”Jeg ved en blomst så favr og fin”
Den lille hilsen gemmer Yelva stadig. To år efter blev de to nemlig forlovet, men der kom dog til at gå yderligere fire år, før de i 1962 blev gift.
I mellemtiden havde Aage ikke tænkt sig at blive hjemme i Overlade. Først var han en periode i Grønland, og omkring den tid, hvor det unge par blev forlovet, rejste han til København, hvor han hurtigt fik arbejde.
Imens gik Yelva på Ranum Seminarium og besøgte Aage på pensionatet i København, så tit hun kunne. Hun fortæller en historie fra hans første tid som elektriker i hovedstaden:
Han skulle lægge kabler op i en kælder, og gik ved frokosttid op til chefen og fortalte, at han var færdig. Og chefen blev rasende: ”Færdig?? Er du fuldstændig vanvittig – det var en opgave, der skulle have taget 2-3 dage!”
”Så kom Aage ind på kontoret, så han ikke kunne lave flere ulykker,” smiler Yelva.
Ankomsten til Engdalsvej
Men Yelva Smed og Aage Bach Andersen blev som nævnt gift i 1962. Et par år senere fandt de ud af, at Yelvas familie tilbage i tiden hed Dalum og tog navnet Dalum-Andersen. Senere blev det bare Dalum.
De flyttede til Kalundborg, hvor de begge fik arbejde – inden turen gik mod Aarhus, hvor Aage havde fået job som overmontør.
Men Yelva skulle helst også have et job. Så den aktive mand, som Aage var, gik ind på rådhuset, hvor han ønskede at tale med skoledirektøren. Om kommunen havde et lærerjob til hans kone?
Sådan kunne man skaffe sig et job midt i 1960´erne, for kort efter ringede skoledirektøren og fortalte, at han havde et ledigt job som cykelvikar på Frydenlundskolen.
Familien voksede og bestod nu også af de tre drenge Flemming, Jesper og Peter. Yelva havde set, at det var muligt at købe en grund ned mod engområdet ved Brabrand Sø, og efter et stykke tid gik Aage med til at cykle ned for at se, hvordan der så ud.
Og sådan gik det til, at familien blev Brabrand-beboere. Både Aage og drengene spillede en masse badminton i Brabrandhallen, der var forholdsvis ny.
Aage blev også holdleder i Brabrand IF, og han var i det hele taget meget interesseret i sit lokalområde, og de mennesker der boede der. Når nye beboere flyttede ind i nærheden, gik han hen og ringede på og bød dem velkommen til området.
Snakkede med folk på sprog han ikke kendte
Sådan var det også, når familien var på rejse i udlandet. Han snakkede interesseret med folk, selvom han ikke kunne sproget. Godt nok var sønnerne betydeligt bedre til sprog, men det var alligevel Aage, der knyttede kontakter til folk.
Også hjemme i familien var Aage med sit smittende humør og altid kvikke bemærkninger med til at holde sammen på familien.
”Han var i et strålende humør hver eneste dag i de 59 år, vi var sammen. Vi har altid været gode venner, og jeg er aldrig taget af sted, uden at han kom ud i døren og vinkede.”
”Pas nu godt på dig selv”
I sit 86. leveår var Aage efterhånden mærket af en fremadskridende demens. Der var flere og flere ting, det kneb med. Avisen blev ikke længere læst grundigt som før. I et stykke tid nøjedes de med at læse bagsiden sammen. Til sidst læste de bare datoen på avisen.
”Men Aage var glad til det sidste. Han kunne stadig gå sine to daglige ture. Og jeg tror, han stadig kunne kende mig. Jeg er så glad for, at han blev fri for at komme på plejehjem. Det ville have været forfærdeligt for ham.”
Aage døde en sen aften på Universitetshospitalet i Skejby, efter at han havde hilst af med Yelva og drengene, som havde været på besøg.
”Pas nu godt på dig selv,” sagde han til Yelva, som han havde gjort i tusindvis af gange før, mens han holdt hendes hånd.
Ingen grund til at sørge
Når venner og pårørende samles til mindekaffe efter en begravelse, er det sjældent, at mange har lyst til at fortælle om den afdøde. Men sådan var det ikke, da lokalområdet skulle tage afsked med Aage.
Mange havde små anekdoter og minder om mødet med den altid humørfyldte, positive men også diplomatiske mand, som aldrig sagde et ondt ord om nogen.
Og Yelva tænker tilbage med vemodighed – men også taknemmelighed:
”Jeg er blevet inviteret til at være med i en sorggruppe. Men jeg sørger ikke. Med den afslutning han fik – og jeg fik – er der ingen grund til at sørge. Jeg glæder mig i stedet over det liv, vi har haft sammen.”
