Det er meget mere end et indkøbscenter, der tirsdag har 50 års jubilæum. City Vest har gennem mange år været et samlingssted for lokale børn og unge. En af dem var Chadi Ali Kayed, som nu er tilbage i City Vest som leder af grøntafdelingen i føtex.
City Vest var bare stedet. Det var her, man lige smuttede forbi om eftermiddagen for at møde dem, man kendte. Og når i ferierne var det her, man hang ud, når der ikke lige skete noget andre steder – i fodboldklubben for eksempel.
Det er Chadi Ali Kayed, som fortæller. Han kom som otte-årig til Danmark i 1986. Som mange andre med palæstinensisk baggrund endte han i Gellerup. På det tidspunkt var der stadig mange danske familier i Gellerup-området, hvor også mange med tyrkisk baggrund boede. De mødtes alle sammen i City Vest.
Det var på den tid, hvor indkøbscentret havde sin storhedstid. Det var fuldt udlejet, og der var altid masser af mennesker. Og hvis man var barn eller ung, var det her, det skete. I weekenden var der tit underholdning på Centertorvet. Og ellers var det bare spændende, at der altid var mennesker i centret.
”Det var da mega fedt. City Vest var et samlingssted for os alle sammen. Der var jo alt, hvad man kunne ønske sig. Som 10-12-årige var det vores mødested, når vi ikke lige var til fodbold,” fortæller han.
Han nævner McDonald´s og Café Corner som nogle af de gode steder. Pommes frites var ellers ikke noget, de arabiske piger og drenge havde et særligt forhold til. Men det blev det.
”City Vest var jo tit propfyldt – især i begyndelsen af måneden, hvor folk havde råd til at gå ud. Der var mange koncerter og andre arrangementer. Der kunne let være 1000-1500 menneske på Store Torv, og så kunne man stå og kigge ned fra balkonen ovenover.”
Mere ansvarsbevidst nu
Knap 10 år senere åbnede Bazar Vest. Der gik nogle år, før bazaren fik samme status som City Vest. Men stille og roligt blev det ligeledes et sted, hvor man gik hen og mødte vennerne.
Han blev i februar 2022 ansat i føtex og er nu leder af grønt-afdelingen, der for tiden bliver bygget om som led i en ny måde at drive butik på. Han er desuden en engageret ildsjæl i Gellerup, blandt andet i fædregruppen Baba.
Han tager løbende en snak med nogle af de drenge, der som ham selv for mange år siden, bruger indkøbscentret som en ekstra fritidsklub, når lejligheden derhjemme bliver for lille.
”Det er meget anderledes at være en del af City Vest nu som medarbejder, set i forhold til dengang man bare kom her som dreng. Man er nok blevet noget mere ansvarsbevidst nu. Det handler om, at alle kan føle sig velkomne her,” siger han.