Er Brabrand en sløv forstad eller en levende bydel? Det kan måske blandt andet måles på evnen til at mødes omkring fælles aktiviteter i lokalområdet. I så fald er muligheden der lørdag d. 9. september, hvor 8220 Brabrand er sprængfyldt med mødesteder og liv.
Byfest i Brabrand hedder et nyt initiativ, der skal vise, at samle mange mennesker til fælles hygge og aktivitet i Hovedgaden. Måske er det ikke helt som i de gode gamle dage, men dagen er det første forsøg på at samle lokale virksomheder, foreninger og ildsjæle om at arrangere en aktivitetsdag i Hovedgaden.
Tre steder langs Hovedgaden er udvalgt som særlige steder, hvor der vil være musik, liv og aktivitet:
Kl. 10.00 begynder det hele i gården bag genbrugsbutikken Danmission ved Brabrandhus med fælles morgenmad sponseret af Bager Hartmeier, Rema 1000 og Gasværket. Kl. 10.30 åbner formand for Brabrand Erhvervsforening, Henrik Bastrup Jacobsen, Brabrand Kulturuge, og kl. 11.00 spiller Let It Be Beatles masser af Beatles-numre.
Kl. 11.00 er der spejderaktiviteter og pandekager over bål på den grønne bakke foran Brabrandhus. Og senere, kl. 14.30, optræder Brabrand Sangkor og synger for til fællessang. Det er også her, alle samles til fælles afslutning og kæde gennem Hovedgaden.
Kl. 10.45 går det ligeledes løs på og omkring Brabrand Torv (ved Hovedgaden 33), hvor Morten Sand og hans musikalske venner spiller op til hyggelig fællessang . Senere optræder også Mortens Kolonihavehus og De Folkelige. Desuden serverer oldboys-spillerne fra Brabrand IF lækker mad og kolde drikke.
Og ikke nok med det. Gennem Hovedgaden er der masser at opleve:
- Et kæmpe loppemarked giver store dele af Hovedgaden et solidt strejf af sydlandsk markedsstemning
- Foran Vinkælderen holder en imponerende limousine, som du kan bese indefra – og du kan prøvesmage mørk rom af den fineste slags
- Foran Genuina Garn & Håndværk er der ligeledes masser af aktivitet. Blandt andet kan du få et intro-kursus i strikningens kunst
- Ibens Kaffehus har tegnekonkurrence for børnene med mulighed for at vinde fine præmier.
Dertil kommer boder, hvor blandt andre Brabrand Erhvervsforening, Brabrand IF fodbold og håndbold og andre byder på aktiviteter og en god snak.
Fyldigt kulturuge-program
Som nævnt er dagen også startskuddet til Brabrand Kulturuge, hvor lokalområdets kultur-aktører traditionen tro gennem 10 dage har en masse forskellige tilbud – fra klassiske koncerter til en aften i whisky´ens tegn.
Allerede lørdag er der flere ferniseringer på udstillinger, du kan opleve i løbet af ugen. I Brabrand Sognegård udstiller Engdalskolens 6. klasser bud på religiøse symboler, og på Gasværket inviterer Kunstværket til udstillingen Vinyl, hvor 21 lokale kunstnere har taget afsæt i inspiration fra brugte LP-plader.
Og det er bare begyndelsen. Som du kan se af det fyldige kulturuge-program, er der masser at opleve. Mange af arrangementerne er ligeledes beskrevet i Vores Brabrands begivenheds-sektion.
Læs også:
Sang og musik i gaden: Programmet er klar til byfesten i Brabrand