Programmet ligger nu klar for Byfest i Brabrand lørdag d. 9. september. Du kan forvente en dag med masser af aktiviteter både for børn og voksne på hele strækningen på Hovedgaden fra Den Flyvende Hane til Brabrand Torv. Blandt andet vil der det meste af dagen være musik i gaden.
Er du en af de mange, som stadig holder af Beatles her, 50 år efter at de fire gutter fra Liverpool takkede af? Så får du muligheden for et genhør med mange af de klassiske Beatles-sange til Byfesten i Brabrand lørdag d. 9. September.
Bandet ”Let It Be Beatles” er blandt de mange, som støtter op om planerne om at skabe mere liv i Brabrands hovedgade – og de stiller op til koncert sidst på formiddagen i forbindelse med det store brunch-arrangement med gratis kaffe og rundstykker på parkeringspladsen ved Brabrandhus.
De tre medlemmer af bandet har alle forbindelse til Brabrand og støtter arbejdet med at gøre bydelens hovedstrøg til et bedre sted at færdes. Palle Kjær Carlson, cajon-trommer, og Lisbeth Kjær Carlson, bas og kor, bor på Ingasvej, mens Lars Sloth, guitar og sang, er lærer på Sødalskolen.
De udgør en halvakustisk trio, der fortolker kendte og elskede sange fra The Beatles store sangbog og fortæller historier og anekdoter undervejs.
”Vi vil også høre Beatles om 100 år”
Lars Sloth blev selv for nogle år siden fanget ind af den kolossale spændvidde og popularitet, der præger Beatles´ sangkatalog, og han begyndte at optræde med sangene rundt omkring.
”Sangene har stadig kæmpe indflydelse på mange menneskers liv i hele verden. Man kan sammenligne Beatles´ sangskrivning med Mozart: De har en kvalitet, så vi også vil høre dem om 100 år,” siger Lars Sloth.
For halvandet år siden fik han Lisbeth og Palle Kjær Carlson med i projektet, og de tre udgør nu trioen ”Let It Be Beatles”.
Du kan høre dem til privatfester og byfester rundt omkring – og her i efteråret også på Fairbar i Aarhus og til kulturugen i Aabyhøj. Og så altså også til byfesten i Brabrand, hvor de optræder kl. 11 i forbindelse med det gratis kaffebord ved Brabrandhus.
Desuden bliver der masser af andre aktiviteter i og omkring Hovedgaden, som du kan se af det samlede program for dagen:
Musikalsk lørdagshygge og dronefoto
Ud over de handlendes forskellige aktiviteter og det store loppemarked, der kommer til at præge gadens liv, kan du også få en masse andre musikalske oplevelser:
Ved Brabrand Torv spiller blandt andet Mortens Kolonihavehus, hvor dygtige musikere med Morten Sand, tidligere indehaver af Café Brabrand, i spidsen vil spille op til fest og ballade for børnefamilier og alle andre, som kan li´ hyggen og stemningen ved livemusik.
Og omkring frokosttid – ca 12.45 – spiller bandet De Folkelige op til endnu mere lørdagshygge med sange, du kender fra de sidste 50 år i rock- og popmusik.
Også Brabrand Sangkor har sagt ja til at optræde ved byfesten. Det sker ved 14-tiden på den græsklædte bakke op mod Brabrandhus, som også Brabrand FDF og Valhalla-spejderne i løbet af dagen indtager med pandekage-bagning og andre hyggelige aktiviteter.
Byfesten slutter kl. 15 ved at alle byfestens deltagere samles til fællessang, og derefter dannes en kæde, der forhåbentlig kan række fra den ene ende af Hovedgaden til den anden. Den del vil blive fotograferet fra oven af fotograferne i The Blue Room.