Trygheden blandt beboerne i Gellerupparken og Toveshøj er stadig betydeligt lavere end blandt beboerne i resten af Aarhus – for slet ikke at tale om resten af kommunerne i Østjylland. Ikke en gang to ud af tre beboere i Gellerup og Toveshøj føler sig trygge i deres nabolag.
Faktisk er trygheden i Gellerup og Toveshøj faldet betydeligt fra 2021 til 2023, viser Justitsministeriets undersøgelse. 62 procent af beboerne fortæller i den nye undersøgelse, at de grundlæggende føler sig trygge.
Det er stadig et langt lavere niveau end før 2017, hvor bandekonflikten brød ud. Da svarede flere end 70 procent, at de grundlæggende følte sig trygge i de to boligområder, men i 2017 faldt andelen til 52,9 procent.
Siden har de årlige tryghedsmålinger vist, at trygheden langsomt nærmede sig det gamle niveau – senest med 68,7 procent i 2021. Men nu er trygheden altså faldet markant igen.
Tallene er opgjort på basis af svar på spørgsmålet: ”På en skala fra 1-7, hvor 1 er ”jeg føler mig grundlæggende tryg i mit nabolag” og 7 er ”jeg føler mig grundlæggende utryg i mit nabolag”, hvor tryg eller utryg føler du dig så? Med nabolag menes det område, der umiddelbart omgiver din bopæl.”
Andelen af trygge borgere, er opgjort som den andel, der har svaret 1-3 på 7-trins skalaen.
Stort forebyggende arbejde
Overordnet set føler 87 procent af borgerne Østjyllands politikreds sig grundlæggende trygge i deres nabolag. Andelen af borgere, der grundlæggende føler sig trygge eller utrygge i deres nabolag, adskiller sig ikke statistisk signifikant fra den tilsvarende andel i resten af Danmark.
Man kan samtidig se, at Aarhus Kommune med 85 procent ligger betydeligt lavere end kommuner som Favrskov, Syddjurs og Odder kommuner med 93 procent.
Og her er Gellerupparken, Toveshøj, Bispehaven og Herredsvang altså med til at trække Aarhus Kommune nedad. I Rigspolitiets undersøgelse betegnes de nævnte områder som Socialt Udsatte Boligområder (SUB).
”Der er en tendens til, at andelen af borgere i SUB-områderne, der grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag i 2023, er mindre end ved målingen i 2022. Der er ingen forskel, når 2023 sammenlignes med gennemsnittet for de tidligere målte år,” konkluderes det blandt andet.
Forskellene mellem SUB-områderne og det øvrige Danmark fremhæves især som markante, hvad angår grupper af børn og unge, der hænger ud, højtråbende eller larmende adfærd samt rocker- og bandeaktiviteter, står der i rapporten.
”Vi er opmærksomme på, at borgerne i de socialt udsatte boligområder i det vestlige Aarhus generelt svarer, at de føler sig mindre trygge end borgerne i politikredsens øvrige nabolag, og det er selvfølgelig et område, som særligt vores lokale politi i Aarhus Vest har fokus på,” siger politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, i en kommentar.
”Vores lokale betjente yder dagligt en stor indsats for at øge trygheden i den vestlige del af politikredsen med både et stort forebyggende arbejde og en hårdt kurs over for de kriminelle, som er med til at skabe utryghed i boligområderne,” siger hun.
Læs også: