De sidste forberedelser til Byfesten i Brabrand lørdag d. 9. september er i fuld gang. De seneste uger har mange lokale beboere engageret sig i planlægningen. Selvom Hovedgaden ikke bliver lukket af for gennemkørende biler, er der alligevel lagt op til en festlig dag.
Sang og musik, loppemarked, boder med mad og drikke og aktiviteter hos de handlende. Det er nogle af de tilbud, du kan forvente at opleve i Hovedgaden lørdag d. 9. september i tidsrummet kl. 10-15.
Til hverdag er det eneste, man kan høre i Hovedgaden, larmen af forbipasserende biler. Men lørdag d. 9. september skulle der gerne være meget andet at fokusere på.
Målet var i første omgang at få gaden afspærret for bilkørsel på dagen, men det har vist sig at være svært at få tilladelsen i hus i tide. Derfor har planlægningsgruppen besluttet at arbejde med aktiviteter, der kan afholdes i og omkring gaden også med bilkørsel.
Tre centrale steder danner rammen om dagens aktiviteter:
- På parkeringspladsen bag Danmissions genbrugsbutik ved Brabrandhus bliver der gratis kaffebord med rundstykker sponseret af Bager Hartmeier og kaffen doneret af Rema 1000.
- På græsbakken foran Brabrandhus laver lokale spejdere pandekager over bål og andre hyggelige spejderaktiviteter
- På og omkring Brabrand Torv ved Hovedgaden 33 kan du opleve levende musik, der vi være salg af mad og drikke – og så vil der ikke mindst være et kæmpe loppemarked
En fin start
Desuden vil flere af de handlende være med til at sætte farver på Hovedgaden denne dag. En af dem er indehaver af garnbutikken Genuina Garn & Håndværk, Sara Brockelmann, som glæder sig til dagen.
”Jeg drømmer som mange andre om, at vi på sigt får mulighed for at lukke gaden kan slutte dagen med en kæmpe voksenfest. Men det her er en fin start, og jeg håber, at vejret bliver godt, og at der kommer rigtig mange mennesker,” siger hun.
For at bidrage med aktiviteter, der kan give mere liv i gaden, tilbyder hun et startkursus til folk, som gerne vil lære at strikke.
Og til alle dem, som allerede kan strikke, donerer hun garn til, at man kan strikke små huer til de nyfødte på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet har efterspurgt huer, og hun ser det som en god mulighed for, at lokalområdet kan hjælpe med den opgave.
”Jeg er jo vant til at lave forskellige arrangementer i butikken, men det er fint med nye muligheder, og når der bliver taget initiativ til fest i Hovedgaden, skal jeg selvfølgelig være en del af det,” siger Sara Brockelmann.
Desuden har hun inviteret de lokale kunsthåndværkere, som gennem årene har vist deres produkter frem i butikken, til at komme og fortælle og præsentere deres arbejde. Det drejer sig blandt andet om keramiker Heidi Vaarbjerg og om det ligeledes lokale familie-foretagende Otto og Morfar, som sælger trævarer.
Hun forestiller sig, at der vil være bord-bænke-sæt og måske en lille pavillon på gaden foran butikken, hvor man kan sætte sig og strikke sammen.
”Det bliver fællesskabs-baseret”
Også Christine Wiklund Hansen, Helenelyst, har sagt ja til at bidrage til byfesten. Hun står for koordinering af loppemarkedet, der ligeledes bliver en del af den festlige dag.
”Jeg blev opfordret til at hjælpe med loppemarkedet, og det ville jeg gerne. Jeg kan godt li´ at arbejde med markedsførings-delen, og så har jeg selv altid været vild med loppemarkeder og det ønske om genbrug, der ligger bag. Samtidig kan loppemarkeder fungere som et rigtig godt mødested,” siger hun.
Hun har allerede modtaget over 30 tilmeldinger og oplever generelt en rigtig stor interesse for loppemarkedet.
”Det bliver fællesskab-baseret, hvor alle bidrager ved selv at medbringe alt, hvad der skal til for at lave en hyggelig bod,” siger hun.
Alle møder op på dagen mellem kl. 9 og 10 og stiller op. Og så kan man i løbet af dagen smutte forbi og få en snak og gøre en god handel. Christine Wiklund Hansen vurderer, at handels-folkene repræsenterer de fleste aldersgrupper, og at der bliver salg af alt fra børnetøj og legetøj over køkkenudstyr til antikke nips-ting.
Desuden har der også meldt sig flere små selvstændige, som ligeledes får en bod, hvor de vil sælge blandt andet keramik og brugskunst.
Lørdagsfrokost og masser af musik på Brabrand Torv
En tredje Brabrand-beboer, som har ladet sig begejstre over udsigten til en festlig dag i Hovedgaden, er Morten Sand, som mange kender som tidligere bestyrer af caféen i Brabrandhallen, Café Brabrand.
Han er i dag bestyrer af Tunø Røgeri og Havnebistro, som i begyndelsen af september lukker ned for sæsonen. Og så er Morten Sand klar til at bidrage til den gode stemning i Hovedgaden.
”Jeg kommer jo fra Odder, og Odder Byfest har altid været noget kæmpestort. Det har altid været den weekend, hvor alle mødtes. Kunne man lave det her, hvor vi får lavet en hyggelig dag med noget stemning og musik i baggrunden, og man kan møde sine naboer og bekendte, man ikke ser så tit? Det vil jeg gerne være med til,” siger Morten Sand.
Sammen med sine holdkammerater på oldboysholdet i Brabrand IF Fodbold står han klar til at servere din lørdagsfrokost på Brabrand Torv. Der bliver forskellige tilbud af mad og drikkevarer.
Men ikke nok med det. Morten Sand har også nogle musikalske venner, som også har lovet at møde op. Mortens Kolonihavehus hedder bandet, der især henvender sig til børnefamilierne.
Men desuden spiller han med De Folkelige også op til hyggelig lørdagsstemning med hits fra de sidste mange år. Og endelig sørger Morten Sand ligeledes for at sætte skub i det hele lørdag formiddag med fællessang, hvor der er gamle viser danske evergreens på programmet.
Ud over Morten Sands forskellige musikalske sammenhænge bliver der ligeledes optræden af Brabrand Sangkor.
Det endelige program præsenteres her på Vores Brabrand, så snart det er færdigt.