Aarhus Friplejehjem Helheden i Gellerup samarbejder med Jobbanken, som hjælper sårbare flexjobbere med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Flexjobberne kommer to gange om ugen og laver aktiviteter sammen med plejehjemmets beboere. “De har for eksempel haft beboere med på shopping et par gange. Det er altid rart med ture ud af huset. De har også været i køkkenet, hvor de bagte boller og spredte glæde og velduft på hele hjemmet,” skriver plejehjemmet på Facebook.
I går eftermiddags var der som altid den sidste onsdag i måneden en hyggelig sammenkomst på Fredspladsen foran Gellerup Kirke, hvor Livsværkstederne og kirken sørgede for et varmt måltid mad, og musiker Martin Hornstrup stod i spidsen for fællessang. Foto: Helle Hansen.
I dag kl. 9.45 inviterer Gellerup Bibliotek til en formiddag med Lego, hvor de deltagende børn bygger, hygger og leger sig til en dialog om et bæredygtigt dyreliv. Det er gratis, men kræver billet, som du kan bestille her.
I eftermiddag kl. 16.30-17.30 kan du endnu en gang deltage i fyraftenssang, hvor musiker Martin Hornstrup, Gellerup Kirke, har udvalgt en række sange og spiller for på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82.
I aften kl. 19 spiller fodboldklubben ACFC fra Gellerup en vigtig kamp i fodboldens serie 1 på udebane mod Stavtrup IF. Begge hold ligger placeret midt i rækken. “Vi har arbejdet hårdt hele sæsonen, og nu er det tid til at vise verden, hvad vi er lavet af. Vi ved, hvor vigtigt det er at sikre os de 3 point i dag. Det er ikke kun for vores position i tabellen, men det er også for vores selvtillid, vores holdånd og vores mål for denne sæson,” skriver ACFC på Facebook og opfordrer alle til at møde op og støtte holdet på Aura Park i Stavtrup.