Corona-krisen kommer til at betyde faldende omsætning, frygter de 22 virksomheder, der har svaret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Brabrand Erhvervsforening. Til gengæld regner de fleste af virksomhederne med, at de kan undgå afskedigelser som følge af COVID-19.
I samarbejde med Erhverv Aarhus har Brabrand Erhvervsforening i denne uge gennemført en spørgeskema-undersøgelse blandt medlemsvirksomhederne for at få et overblik over konsekvenserne af nedlukningen.
Kun 22 ud af de 84 medlemsvirksomheder har svaret – svarende til godt 25% – , og det betyder, at man ikke skal konkludere alt for skråsikkert. Men svarene giver dog en pejling på, hvordan Brabrands virksomheder vurderer udsigterne, tre uger efter at landet i nogen grad blev sat i stå som følge af spredningen af COVID-19.
Alle virksomhederne, der har besvaret spørgeskemaet, vurderer, at de vil blive ramt negativt af den aktuelle situation med COVID-19 – nogen forventer at blive ramt hårdere end andre.
Lille frygt for afskedigelser
Især forventer virksomhederne faldende omsætning. Dernæst angiver virksomhederne, at de er usikre på fremtiden, og hvad den bringer, efter corona-krisen nu for alvor har gjort sit indtog i Danmark.
Derudover oplever virksomhederne også udfordringer, som er af mere praktisk karakter. Det kan være udfordringer i forhold til forretningsrejser, møder med kunder og samarbejdspartnere. Desuden er der de praktiske udfordringer på selve arbejdspladsen, nu der skal holdes afstand mellem hinanden, og mange arbejder hjemmefra.
På den positive side er frygten for afskedigelser ikke så stor blandt virksomhederne, som man måske ville forvente. Dette kan måske forklares med de vedtagne hjælpepakker, som virksomhederne generelt er positive over for, og hvis indhold virksomhederne også føler sig godt informeret om.
Men det fremgår også af svarene, at hjælpepakkerne stadig for alvor mangler at løse problemerne med nedgangen i omsætning, som mange virksomheder oplever lige nu.