
Brabrand IF satte lørdag eftermiddag kirsebærret på toppen af en fantastisk sæson i 3. division i fodbold for mænd. 3-2-sejren i den afsluttende kamp over Næsby betød, at holdet fik overrakt en flot pokal som vinder af rækken. Nu venter “de hårde drenge” i landets tredje bedste række efter sommerferien.
Der var sol og sommer, drikkedunke og plakater til børnene fra holdets nye sponsor og blomster og taktfaste klapsalver til den mangeårige træner Tom Søjberg.
Og så var der lige en fodboldkamp at spille. Sæsonens sidste. Egentlig en lidt ligegyldig sommerkamp, hvor ingen af de to hold rigtig havde brug for de tre points. Og så alligevel… Der var lige en ekstra gulerod for Brabrand: Pokalen som rækkens vinder var da også værd at tage med.
Næsby gik i gang med kampen, som om de stadig havde en masse at spille for. I smukke mønstre spillede de bolden rundt, så Brabrand-forsvaret i perioder lignede statister. Rasmus Juul, Kasper Skræp og Rasmus Kirkegaard Jensen var blevet valgt til tremands-forsvaret, og de havde det umådelig svært i det første kvarter.

I den periode skabte Næsby et utal af chancer, hvor Brabrands målvogter Mathias Ørnskov havde rigeligt at se til. Efter 13 minutter kunne han dog kun se til, at gæsternes Laurits Daurhøj upresset fra kanten af feltet sparkede bolden helt op i målhjørnet til 1-0.
Gradvist åd Brabrand sig dog ind i kampen, som man ved, de kan – og pludselig var det “de blå brasilianere”, der skabte chancerne. Mathias “Marvin” Laursen fik flere gode muligheder, hvor han fik sendt bolden snært forbi målet. Også Marcus Bay fik sendt sin velkendte tordenhammer afsted et par gange uden held.
Smukke scoringer af Henrik Borup
Og så kom målet fem minutter før halvleg. Simon Vesterbæk spillede fint Lucas Møller fri på højre kant, og hans tværpasning forvaltede Henrik Borup på smukkeste vis, da han med ydersiden bragede bolden i mål uden chance for Næsbys målmand.
1-1 ved pausen og masser af hygge på stadion, hvor der blev spist stadionplatter, drukket fadøl og snakket om løst og fast.

I anden halvleg var det fortsat Brabrand, der havde godt fat i tøjlerne på kampen, uden at det dog i det dog blev til det helt store – lige indtil det hele klikkede i det 70. minut:
Brabrand kom hurtigt afsted i en omstilling, og Mathias Laursen serverede bolden smukt til Henrik Borup, som med elegance og sikkerhed for anden gan gi kampen sparkede bolden sikkert i mål til en 2-1-føring til Brabrand.
Den føring asfalterede Mathias “Marvin” Laursen få minutter senere på endnu et gennemspillet angreb. Marcus Bay og Henrik Borup skabte oplægget, så angriberen midt for målet uden problemer kunne sparke sit hold på 3-1.
Så troede de fleste nok, at “den ged var barberet”, men nej: Næsby havde mere i ærmet og sluttede dagens målscoring af på den smukkest mulige måde, da Oliver Koertz umiddelbart efter Brabrands 3-1-mål bragede bolden op i målhjørnet fra distancen.
Der var dog ikke det store krudt i de to hold i afslutningen, og Brabrand kunne forholdsvis uforstyrret redde sejren i hus.
Lidt af en rutsjebanetur
Ud over den fine pokal sikrede Brabrand-lejren sig vished for, at holdet har en bred og god trup, med masser af spillere, som har noget at byde ind med i 2. division.
Forsvarsdynamo Rasmus Juul betegnede sæsonen som lidt af en rutsjebanetur, der begyndte med to nederlag i august sidste år, inden “de blå brasilianere” valgte at skrue lidt ned for de offensive ambitioner og holde fast i de gode gamle Brabrand-dyder:

En stærk defensiv krydret med den velkendte Brabrand-dna og evnen til at slide snævre étmåls-sejre hjem, når der var brug for det.
“Alle hold har slået hinanden på kryds og tværs, og selvom vi ikke ligefrem har spillet brasiliansk inspireret fodbold, har vi klaret os på en stabil defensiv de gode Brabrand-dyder som sammenhold og fightervilje. Det tror jeg har været udslagsgivende,” sagde han.
Rasmus Juul satser på, at det samtidig vil kunne give holdet en fordel, når 2. division efter en kort opstarts-periode går i gang.
“Vi kører videre – vi skal ikke være en døgnflue i 2. division men satser på at etablere os i rækken,” sagde han.
“Men det bliver svært, for der er økonomien til forskel: De andre hold spiller i modsætning til os fodbold på deltid eller fuld tid. Vi skal formå at tiltrække nogle spillere, som vil være med på vores præmisser: Sammenhold, og hårdt arbejde. Vi er her allesammen, fordi vi godt kan li´ det. Det skal vi holde fast i, og det kan måske blive vores fordel.”
Rasmus Juul tror og håber, at det kan lykkes at holde truppen samlet, før de nye udfordringer i 2. division venter til august.
“Der er ingen af dem, jeg har snakket med, som smutter til andre klubber. Alle glæder sig til at spille i 2. division.”
Her får du en stribe billeder fra en stemningsfuld sommerdag på idrætsanlægget i Brabrand. De første billeder er taget af Ole Jakobsen, mens Henrik Andersen står bag de nederste.












