For Brabrands jyllandsseriehold i fodbold kulminerer et stærkt efterår lørdag kl. 13.00, når holdet i Odder spiller om oprykning. Det er ”knald eller fald” for holdet, da kun vinderen får lov til at tage et skridt op og spille i jyllandsserie 1 til foråret.
Stemningen var energifyldt og positiv, da de 23 fodboldspillere tirsdag aften sluttede af på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det havde været en god aften med masser af intensitet og ikke mindst mange fremmødte.
Sådan har det været det meste af efteråret, fortæller holdets anfører, Anders Hyttel Jensen:
”Der har været en virkelig fed træningskultur her i efteråret. Det giver virkelig meget, at mange u19-spillere kommer med krudt i røven og virkelig går til den. De tør godt at slå sig på os seniorspillere. Det har hjulpet til, at vi har holdt et højt niveau til træning.”
Han roser også træner Thomas Otkjær, som har formået at skabe en god stemning omkring holdet.
Den gode stemning er bevaret i kampene i jyllandsserien, hvor holdet har haft mange succes-oplevelser og blev en solid nummer to i rækken efter Søften. Det giver nu en kvalifikationskamp om at komme med op i jyllandsserie 1.
Modstanderen er Odder, der ligesom Brabrand er klubbens andet-hold. Kampen spilles på opvisningsbanen i Odder lørdag kl. 13.
”Det er en kamp, vi jo selvfølgelig rigtig gerne vil vinde. Vi har haft en rigtig stærk sæson, hvor jeg synes, at vi sammen med Søften var et niveau over resten af holdene i rækken. Så jeg synes, at vi vil have vores berettigelse i jyllandsserie 1. Det vil betyde rigtig meget for os at rykke op,” siger træner Thomas Otkjær.
Anders Hyttel Jensen tilføjer, at Odder er et velspillende hold, der tidligere har givet Brabrand store problemer, men at Brabrand-spillerne er godt forberedt til kampen.
”Det er en kamp, der betyder en masse for os. Vi har ikke prøvet at spille sådan en knald-eller-fald-kamp før. Jeg tror den bliver seværdig, og vi kommer til at give den fuld knald med noget forhåbentlig lækker offensiv fodbold,” siger anføreren.