Fællesskabet er en vigtig del af kulturen, og er helt afgørende for den måde vi får ting til at lykkes på i Brabrand! Det sagde formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Chresten Ibsen, som lørdag formiddag åbnede Brabrand Kulturuge.
9.30 regnede det stadig tæt over Brabrand – men kl. 10.00 lignede alt sig selv i gården mellem Brabrandhus og Danmissions genbrugsbutik.
Solen tittede frem, og folk myldrede til. Frivillige fra genbrugsbutikken, Gasværket og fællesrådet havde i en fart fået borde og stole gjort klar, og i genbrugsbutikkens køkken var de 120 rundstykker blevet smurt, og kaffen brygget.
Det var magisk at opleve – men i virkeligheden et billede på det, Chresten Ibsen talte om, da han tog mikrofonen for at holde Brabrand Kulturuges åbningstale: Det handler om fællesskabet. Uden fællesskabet går det ikke.
”Det er 575 dage siden, vi kunne hænge ud sammen på samme måde, som vi gør nu, uden at skulle tænke på, hvordan vi gør det. Og man skulle tænke sig om, inden man gik ned og købte ind eller drak en kop kaffe med naboen. På en måde har det nok påvirket mange af os,” sagde Chresten Ibsen.
”Men sammen har vi løftet opgaven med et kæmpe stort ansvar. Vi har ladet os teste og vaccinere, og vi har gjort det i fællesskab. Jeg synes, fællesskabet er en vigtig del af den danske kultur. Og det er det også her i Brabrand. Det er en vigtig del af den måde, vi gør ting sammen på – og lykkes med ting.”
Fællesrådsformanden kom rundt om kultur, kunst, fodbold og kunstgræsbaner og fortalte om en aften, hvor han gik hjem fra forældremøde sammen med sin ven Mads, som overtalte ham til, at de skulle købe to øl i Rema 1000 og drikke dem på vejen hjemad.
”Det gjorde vi så – selvom jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle være sådan en der gik og drak en øl på vejen hjem. Men det viste sig, at det var en rigtig god idé – det var mega hyggeligt og vi kom hinanden ved, mens vi gjorde det,” sagde han og fortsatte:
”Vi skal gribe de chancer, vi har, for at ses – også når I er ude til kulturugen. I kan jo risikere at I står og kigger på et billede, I ikke forstår, sammen med en I ikke kender, som heller ikke forstår det. Og så har I jo noget at snakke om!”
Som altid var åbnings-arrangementet en hyggelig komsammen, hvor mange fik en snak med hinanden – akkurat som Chresten Ibsen foreslog.
Berit Secher fra Brabrand-Årslev Fællesråd havde bagt fællesskabskage, der blev spist med stor fornøjelse, og der blev snakket lokalpolitik med kandidater fra Socialdemokratiets lokale partiforening. Det var ét stort fællesskab.