Regnen holdt sig akkurat tilbage, da Brabrand Kulturuge lørdag formiddag blev åbnet med det traditionelle morgenbord og åbningstale. Det foregik i år i gården bag Gasværket, hvor knap 100 mennesker mødte frem. De kommende dage går det løs med masser af arrangementer rundt om i Brabrand.
Vores Brabrand har bladret i programmet og har nogle forslag til dig – her samlet i flere forskellige kategorier: De utraditionelle nyskabelser, de gedigne klassikere og så en hel stribe spændende koncerter og kunstudstillinger.
Der er links til de fleste arrangementer, så du selv kan gå på jagt efter flere informationer.
De utraditionelle nyskabelser
Et af de andre virkelig spændende arrangementer står Gasværket for onsdag d. 16. september. Som en markering af jubilæumsåret for Danmarks besættelse og befrielse har Gasværket planlagt en aften med netop den titel, hvor to unge frihedskæmpere kommer i fokus.
Først vil Lars Nikolajsen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv fortælle om den lokale helt, Alf Tolboe Jensen, og dernæst spiller duoen Bull og Hjorth deres musikalske versioner af modstandsmanden Morten Nielsens digte.
Der har før været sjov og ballade under Brabrand Kulturuge, men en Comedy Night er alligevel en skæg nyskabelse. Det er Dann Phaff fra Gasværkets bestyrelse, som har formået at bringe de fire dygtige krøllede hoveder sammen på Gasværkets scene torsdag d. 17. september.
Til begge de nævnte arrangementer er der på grund af corona-reglerne kun plads til 55 gæster på Gasværket. Billetter sælges kun ved indgangen.
Endelig er Brabrand Aarslev Kirker torsdag d. 17. september også vært for en rigtig fin nyskabelse – nemlig en naturdag på kirkegården ved Hougårdsvej, hvor man kan høre om biodiversitet, bistader og være med til at plante træer og buske.
De gedigne klassikere
Så er der alle de arrangementer, mange elsker og holder af ved Brabrand Kulturuge – og som fortjener at endnu flere lærer dem at kende. Det gælder blandt andet den traditionsrige åbning af kulturugen, der ikke alene inkluderer en åbningstale, men også gratis morgenkaffe og rundstykker. Åbningen blev som nævnt holdt lørdag formiddag holdt i gården ved kulturhuset Gasværket.
En vigtig del af Brabrand Kulturuge er ligeledes den historiske byvandring, der år for år bringer forskellige områder af 8220 Brabrand i fokus. Sidste år startede vandreturen ad den tidligere Vestergade, der i dag kendes som Hovedgaden. Og i dag, søndag, kl. 14.00, fortsættes turen fra Stationsbakken og østpå, til Hovedgaden munder ud i Silkeborgvej. Undervejs vil Svend-Erik Christiansen og Henrik Andersen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv levere facts og fortællinger, fra 1950´erne, da gaden var et livligt handelsstrøg.
Der er også tradition for endnu et udendørs arrangement, og det foregår i år tirsdag d. 15. september i Brabrand Søpark, hvor Brabrand-Årslev Fællesråd og Vores Brabrand holder pop-op event. Her kan du høre om de mange forskellige planer og projekter, der skal gøre området omkring Brabrand Sø endnu mere attraktivt. Og ikke nok med det: Café Brabrand sørger for, at du for rimelige penge kan købe et måltid varm mad, grillpølser, kaffe, kage, øl og vand.
Koncerterne
En rigtig kulturuge har naturligvis også nogle koncerter, og dem er der hele tre af i år:
Mandag d. 14. september venter der en fin oplevelse på Gasværket, hvor det er lykkedes at få blokfløjtenisten Clara Guldberg Ravn til solo at fremføre nyskrevet klassisk musik. Også til denne koncert er der plads til 55 tilhørere. Der er gratis adgang.
Fredag d. 18. september lægger Gasværket også scene til en koncert med Uffe Steen Trio og Vestbo Trio. Hos begge bands er guitaren i centrum. Det bliver eventyrlysten groovy jazz og blues.
Traditionen tro er også Brabrand Kirke vært for en søndagskoncert d. 20. september med Messiaen Ensemble Aarhus, der vil opføre Olivier Messiaens ”Kvartet til tidens ende”. Der er gratis adgang til koncerten.
Kunstudstillingerne
Og så er der kunstudstillingerne, der er en hjørnesten i Brabrand Kulturuge.
Lørdag var der fernisering på spændende udstillinger på Gasværket og i Brabrand Sognegård. På Gasværket udstiller Mette Dreyer, som til daglig er bladtegner på Politiken, og keramiker Hanne Marie Leth Andersen.
Og i sognegården udstiller fire kunstnere, der alle har tilknytning til Brabrand: Dorte Borg, Hanne Munch Pedersen, Cilla Eistrup Carstensen og Anette Munch Andersen. Du kan hele kulturugen igennem besøge begge udstillinger.
Desuden kan du også opleve spændende udstillinger og møde kunstnerne i Viktor´s Værksted i Gasværkets gård, Atelier JP17B på J.P. Larsens Vej 17B og i Jydsk Grafisk Værksted.
Hov – og så var vi ved at glemme litteraturen: Jydsk Antikvariat på J.P. Larsens Vej 17 holder ugen igennem åbent, så du kan gå på jagt blandt tusindvis af bøger!
Når det gælder åbningstiderne ugen igennem på de forskellige udstillingssteder, kan du se tiderne de forskellige dage i kulturugens program, som du finder her. Du kan også se åbningstiderne fra dag til dag på forsiden af Vores Brabrands hjemmeside.
Du spørger sikkert dig selv: Hvordan skal jeg dog få tid til alt dette? Du kan starte med at notere et par spændende arrangementer i din kalender.
Og her er så et andet tip: Notér åbningstiderne hos nogle af de mange kultur-spots og læg så en rute rundt gennem lokalsamfundet – og gå ind og kig dig omkring. Du vil ikke alene komme i snak med nogle flinke mennesker, men også få et helt nyt kig på dit lokalsamfund!