På lørdag kl. 14.00 ruller fodbolden igen i Brabrand. Den nye kunstgræsbane lægger underlag til kampen mod fynske Tarup-Paarup. Brabrand indleder jagten på en af pladserne i oprykningsspillet med mindst to debutanter: Målmanden Henrik Lindhard og den hjemvendte Brabrand-dreng, Lasse Tougaard Andersen.
Generalprøven gik nogenlunde. Godt nok blev det til et 2-3-nederlag til Skive. Men træner Tom Søjberg var overordnet tilfreds med indsatsen:
”Spillerne leverede en god præstation mod et rigtig stærkt Skive-hold. Holdet viste det rigtige udtryk, ud fra den måde vi gerne vil spille på. Så jeg er meget tilfreds, selvom der var nogle småfejl undervejs”, siger Tom Søjberg.
18-årige Anton Søjberg havde en fod med i spillet ved begge Brabrands mål. Han udlignede selv til 1-1, og han sparkede det frispark, der gav føringen til 2-1: Frisparket endte i panden på Michael Pedersen, som sende bolden på tværs til Frederik Poulsen. Han kunne let sende bolden over målstregen.
Tom Søjberg lover, at holdet er så klar til de afgørende kampe, som holdet kan blive. Han vurderer forberedelserne til et 8-tal på en skala til 10 og lover, at holdet er klar til at indlede jagten på de fire hold, han ser som de oplagte favoritter i kampen om oprykningspladserne: Middelfart, Skive, Kolding og Jammerbugt.
”Det har været rigtig fint. Vi er vel på cirka 90% af det niveau, hvad vi kan håbe på at nå. Så må det sidste kommer på efterfølgende.”
Henrik Lindhard ny målmand
To centrale spillere har forladt holdet: Målmand Can Dursun fik søndag debut for Viborg FF i 1. division, og tidligere anfører Jesper Brinck spiller nu kontraktfodbold for KI Klaksvik på Færøerne.
Til gengæld er resten af truppen samlet, og Tom Søjberg har kunnet fortsætte med at udvikle den dynamiske spillestil med flot, bevægeligt fodboldspil.
Allerede nu ser det ud til, at mindst to spillere vil få debut i kampen på lørdag: Holdet skal have ny målmand efter Can Dursun, og afløseren bliver formentlig Henrik Lindhard, som tidligere har spillet i Skive.
De to unge målmænd i truppen, Oliver Milton og Mark Solis, er begge skadede og kan næppe bidrage endnu.
Lasse Tougaard ind på midtbanen
Desuden har også Lasse Tougaard Andersen spillet sig ind på holdet. Han har i de fleste træningskampe spillet på den centrale midtbane og har gjort det så godt, at Tom Søjberg regner ham som en oplagt starter på lørdag.
”Lasse har lige skullet finde melodien i Brabrand og lære, hvordan holdet spiller, men har gjort det rigtig godt. Det er dejligt med sådan en Brabrand-gut, der bare går ind og snupper en plads på holdet.”
Kunstgræs et kæmpe løft
Tom Søjberg er glad for at vide, at kampen med sikkerhed spilles på hjemmebanen i Brabrand. Tidligere måtte holdet på denne årstid ud og finde en bane i Østjylland et sted, fordi græsset i Brabrand ikke var klar til fodbold. Men med den nye kunstgræsbane er det fortid.
”Det betyder virkelig meget for os alle, at vi ikke skal være usikre på, om og hvor vi skal spille kampen. Jeg kan allerede nu mærke, at det er et kæmpe løft for holdet, at vi har fået den bane”, siger han.
Der vil til denne første kamp vil være gratis adgang, fortæller Paw Simon Krogh fra Brabrand Fodbolds eliteudvalg. Til de følgende hjemmekampe vil der blive krævet entré, dog med den tilføjelse at alle medlemmer af BIF Fodbold og klubbens frivillige kommer gratis ind.
Eventuelle overskud fra hjemmekampene vil gå til fællesskabsfremmende tiltag på divisionsholdet og i ungdomsafdelingen.
Lørdag d. 9. marts kl. 14.00 på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen: Brabrand IF-Tarup-Paarup, 2. division, gruppe 1.