
Mandag aften ved midnatstid lukkede fodbold-verdenens transfer-vindue. Selvom Brabrand IF ikke var med i kampen om million-kontrakterne, blev det et hektisk opløb for sportschef Andreas Rasch-Christensen. I sidste øjeblik sikrede klubben bl.a. en fornyet aftale med den gambianske angriber Omar Jarju.
Brabrand IF går styrket ind i en svær forårssæson i 2. division i fodbold. Det er konklusionen efter en vinter med mange klubskifter i fodboldens verden.
Der har også været bud efter nogle af Brabrands nøglespillere, men det er lykkedes at holde fast i grundstammen på holdet – og så er der endda kommet spændende fornyelser til på træningsbanen ved Brabrandhallen.
Først og fremmest har Brabrand IF fået flere strenge at spille på i offensiven. De to lynhurtige esser Nemo Thomsen og Omar Jarju, som begge spillede afgørende roller i efterårets fine pointhøst, forbliver i klubben.
Især 21-årige Nemo Thomsen er i løbet af efteråret blevet en yndlingsspiller for mange Brabrand-fans. Hans hurtighed og fine teknik har gjort en forskel i mange kampe – og sportschef Andreas Rasch-Christensen handlede hurtigt og sikrede sig allerede i slutningen af 2025 hans underskrift på en kontrakt i Brabrand.
“Ekstraordinær hurtighed”
Med 19-årige Omar Jarju var det mere komplekst. Han har fuldtidskontrakt i AC Horsens og var egentlig på vej ud på et nyt fodbold-eventyr hos en klub i Finland. Faktisk var han allerede rejst nordpå – men tingene gik ikke som håbet, og eventyret sluttede, før det var begyndt.
Først mandag aften stod det klart, at Omar Jarju i stedet tager endnu et halvt år i Brabrand.
“Hvad der præcis gik galt, ved jeg ikke. Omar er naturligt nok lidt skuffet, men vi har snakket med ham, og han er glad for at komme tilbage til os, hvor han jo havde en rigtig god efterårs-sæson,” siger sportschef Andreas Rasch-Christensen.
“Han har en ekstraordinær hurtighed, der betyder meget for vores omstilinger.”

Da også den teknisk dygtige kantspiller Tobias Friis er tilbage i Brabrand efter et halvår med studier i udlandet, har træner Michéle Demontis nu flere forskellige offensive kort på hånden.
Og faktisk har flere spændende spillere med mål i støvlerne meldt deres ankomst i Brabrand.
Både Marc Gangia og Nassim Bendaoud er kommet fra 3. divisionsholdet Lyseng, hvor de har været vigtige målscorere i efteråret. De har begge fået spilletid i vinterens første træningskampe, og Andreas Rasch-Christensen vurderer, at de også kan komme til at spille en rolle i Brabrands angrebsspil i foråret.
Fire kontraktspillere i Brabrand
Ud over de nævnte spillere er også de to kantspillere Frederik Jørgensen og Rasmus Kirkegaard Jensen, kaldet “høvl”, tilbage i Brabrand. Førstnævnte efter et efterår som kontraktspiller i AB og sidstnævnte efter et udlandsophold.

Og så har holdet endelig fået tilgang af en koreansk spiller, Song, der tidligere har begået sig fint på tredje niveau i koreansk fodbold.
Endelig fortsætter den unge målmand fra Arsenal, Lucas Martin, som tidligere planlagt i Brabrand også her i foråret. Derefter er det planen, at han vender retur til London.
Hermed går Brabrand IF foråret i møde med fire kontraktspillere: Nemo Thomsen og målmand Henrik Lindhard samt de to låne-spillere Omar Jarju og Lucas Martin, hvoraf de to sidstnævnte har kontrakt i AC Horsens og Arsenal.
Ophævet kontrakt med angriber
Da der allerede i efteråret var trængsel på træningsbanen i Brabrand, har holdet også måttet sige farvel til en række spillere.
Det gælder først og fremmest angriberen John Frederiksen, som i efteråret var kontraktspiller i Brabrand, men som aldrig blev den vigtige faktor i angrebet, man i klubben havde håbet på. I fælles forståelse er kontrakten nu ophævet.
Også Blend Istrefi, Rasmus Jønsson, Alex Larsen og Jonas Ben Abdallah har modtaget den svære besked, at de ikke længere er en del af førsteholdstruppen i Brabrand.
“De er alle spillere, som vi har været super glade for at have i klubben. Men de kunne alle se ind i en halvsæson uden spilletid, og derfor er det bedre, at vi skilles nu,” siger sportschefen.
Dertil kommer, at der i løbet af januar har været bud efter flere af Brabrands dygtige spillere – blandt andet fra naboklubben og konkurrenten i 2. division, VSK Aarhus, fortæller Andreas Rasch-Christensen.
“Det er klart, at nogle klubber forsøger at få flere gode spillere ind, samtidig med at man så også vil kunne svække en direkte konkurrent i rækken. Heldigvis har de pågældende spillere valgt at blive i Brabrand,” siger han.
Vaklende indsats i træningskampe
Selvom holdet altså har bevaret stammen fra holdet, der i efteråret klarede sig over forventning i 2. division – og endda har fået forstærkninger ind – har holdet endnu ikke overbevist i de første træningskampe.
Nederlag til Odder fra 3. division, sejr over AaB´s u19-hold og en meget ujævn indsats mod Silkeborg IF´s u19-hold midt i ugen er det foreløbige udkomme.
I den seneste kamp i Silkeborg skiftede træner Michéle Demontis hele holdet i pausen – og de to halvlege blev vidt forskellige. Den ene halvleg vandt Brabrand 1-0, mens den anden blev tabt 0-6.
“Det har da set lidt vaklende ud i træningskampe, men sådan er det jo, når nye ting skal prøves af. Det er stadig tidligt på sæsonen, og jeg tror ikke, vi kan gøre det ret meget bedre på nuværende tidspunkt,” siger Andreas Rasch-Christensen.
Du kan tirsdag aften se nærmere på holdets kvaliteter, når Brabrand IF kl. 17.30 tager imod Lyseng i en træningskamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen.
I næste uge går det mod varmere himmelstrøg, når holdet traditionen tro pudser formen af på en træningslejr i Tyrkiet.
Den 7. marts går det løs på Nord Energi Arena i Hjørring, hvor modstanderen er Vendsyssel FF.
