En ny bevægelse for pigers og kvinders lige rettigheder blev lørdag grundlagt i Gellerup. 23-årige Nagin Ravand sparkede med en fodboldturnering for piger organisationen GloBall i gang. Målet er, at piger i Afghanistan, hvor hun stammer fra, igen kan få lov at gå i skole og spille fodbold.
Der er intet glamourøst over at være arrangør af fodboldstævner. Det ved alle, som har gjort det – og ikke mindst Nagin Ravand og de unge kvinder i GloBall, som lørdag endnu gang gjorde klar til et fodboldstævne for piger i Globus1 i Gellerup.
Borde skal flyttes, præmier skal gøres klar, og aftaler skal træffes. Og denne gang skulle der også lige holdes åbningstale for den organisation, hun for kort tid siden har stiftet, og som nu skal i gang med at gøre en forskel i Gellerup, resten af Danmark – og i hele Verden, så snart det bliver muligt.
”Det kan godt være svært at spille fodbold, men det skal ikke være svært at kunne gå til fodbold. Det er derfor, vi er her. Der er enormt meget læring at hente i fodbold, og derfor skal vi sikre, at alle har adgang til at spille,” sagde Nagin Ravand.
”Jeg har samlet lokalområdets stærkeste ildsjæle, hvis hjerte banker ekstra stærkt for den her sag, og sammen vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at fodbold bliver en ressource for alle piger i hele Danmark og i resten af verden.”
Hun pegede rundt på de 11 andre unge kvinder i orange GloBall-trøjer:
”Ved siden af mig står de 11 første GloBall-ambassadører, som til sommer har færdiggjort deres uddannelse og bliver den første generation af GloBall Ambassadors i Danmark. Vi kæmper for en fremtid, hvor alle piger, har muligheden for at udnytte deres fulde potentiale gennem fodbold. Vi vil gerne skabe lige adgang for alle, lige meget hvor man bor og hvilke ressourcer man har.”
Vil kæmpe for ambassadører i Afghanistan
Nagin Ravand benyttede også lejligheden til at nævne situationen i Afghanistan, som hendes familie måtte flygte fra, da hun var ganske lille.
”Jeg vil gerne som afghansk flygtning men først og fremmest som studerende sende min hilsen og respekt til de piger, der som de eneste i hele verden lige nu er frataget deres ret til at gå i skole og til at lære. Jeg drømmer om, at GloBall kan uddanne ambassadører i Afghanistan, og selvom den drøm virker meget langt væk lige nu, så vil jeg stadig kæmpe for at få det til at ske.”
Andre steder klipper man en snor over ved indvielser, men hos Globall blev en stor kagemand/kvinde skåret for af kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, som tegn på, at Globall nu er i gang.
”Når jeg kigger nogle år tilbage her i Gellerup, så var der ikke noget, der hed pigefodbold. Og se nu hvor mange piger, der er engageret i dag. Og det er takket være dig, Nagin, og alle dem, du har samlet omkring dig. I gør en kæmpe stor indsats i lokalområdet, og rigtig mange piger vil se op til jer,” sagde kulturrådmanden.
”Som far til to små piger, hvor den ene allerede er rigtig glad for fodbold, så glæder jeg mig rigtig meget til, at lige så mange piger som drenge er aktive på fodboldbanen.”
Også borgmester Jacob Bundsgaard kiggede forbi i Globus1 og fløjtede den første kamp i gang.
”Tak for det kæmpestore arbejde, I gør! Man kan godt blive lidt nedtrykt og forstemt, når man ser, hvor mange kræfter der bliver lagt i at undertrykke menneskerettigheder rundt om i verden, så der er brug for håb, og for at nogen tænder lys i det mørke. Det er du med til at gøre, Nagin,” sagde Jacob Bundsgaard.