Engdalskolen er i alvorlige pladsproblemer og mangler akut to undervisningslokaler. Lige nu har skolen lejet en pavillon, men når lejemålet ophører i 2022, kniber det for alvor. Men der er penge på vej til Engdalskolen, lover borgmester Jacob Bundsgaard.
Engdalskolens skolebestyrelse og ledelse havde håbet, at politikerne i Aarhus Byråd havde sat penge af til en udbygning af skolen, da de for nylig indgik budgetforlig for 2022. Men i stedet nøjedes politikerne med denne hensigtserklæring i aftalen:
”Forligspartierne er opmærksomme på, at der er kapacitetsudfordringer på Engdalsskolen, hvor Engdalsskolen aktuelt har et lokaleunderskud på to lokaler, og det forventes, at skolen i 2029/2030 har et lokaleunderskud på seks lokaler.”
Men der er en konkret løsning på vej på skolens umiddelbare udfordringer, lovede borgmester Jacob Bundsgaard, da han søndag besøgte Brabrand, inviteret af Socialdemokratiet i Brabrand-Årslev-Gellerup.
”Skolen får den udbygning, der umiddelbart har brug for. Som jeg husker det, er det to nye undervisningslokaler. Pengene udløses automatisk af prognosen for børnetallet her til foråret, så skolen har penge til at bygge de nødvendige lokaler,” sagde Jacob Bundsgaard.
Yderligere tryk på Engdalskolen
Partiets lokale byrådskandidat, Peter Nørskov, var med på gåturen langs Årslev Engsø og stillede spørgsmålet til Jacob Bundsgaard om Engdalskolens situation.
Borgmesteren svarede, at han godt kender til Engdalskolens pressede lokalesituation, men at han regner med, at de umiddelbare problemer kan løses ved yderligere tilbygninger. Sandsynligvis vil der blive frigjort midler til yderligere en tilbygning i løbet af de næste par år, når antallet af klasser igen stiger.
Jacob Bundsgaard er klar over, at blandt andet den kommende byudvikling i Årslev vil lægge et yderligere tryk på Engdalskolen.
”Skolen ligger ret indeklemt på grunden og er rigtig svær at udbygge, så vi kommer til at kigge på, hvordan vi kan få det til at gå op,” sagde borgmesteren.
Læs også:
Broen der forsvandt: Sejre og nederlag for Brabrand i budget 2022
Analyse: Engdalskolen søger langsigtet plan for skolens udvikling