En gruppe spejdere har gennem det seneste år skabt et populært fritidstilbud for børn og unge i Gellerupområdet. Her vil spejderleder, Israa Maarouf, blandt andet gerne vise, at muslimske piger også kan være seje. Det er vejen frem for Gellerup, siger en forsker.
Af Ditte Klöcker Jepsen og Josephine Bech
Fem-seks meter oppe på en klatrebane står to spejderpiger. De er bange, de græder faktisk. De synes, det er meget svært at komme videre, for tænk nu, hvis de falder ned. Pigerne har tidligere sammen med deres patrulje brugt seks timer på at sælge kage og juice til et lokalt arrangement i Gellerup, for at tjene penge til deres tur til klatreparken i Vejle.
Nede på jorden står deres spejderleder, Israa Maarouf, sammen med resten af patruljen, der er en del af spejdergruppen Oliven Spejderne. De gør, hvad de kan for at opmuntre deres spejderkammerater: ”I kan jo godt, nu er I nået så langt”, råber de nede fra jorden. Efter mere end en time med opmuntrende tilråb, lykkes det pigerne at gennemføre klatrebanen.