
Brabrand IF Fodbold har ansat den 28-årige Thomas Otkjær som ungdomskonsulent. Han skal være med til at skabe bedre kvalitet og sammenhæng i foreningens tilbud til både drenge og piger. Thomas Otkjær er læreruddannet og træner for klubbens jyllandsseriehold.
Brabrand IF Fodbold har i forvejen masser af ideer og planer for, hvordan der kan skabes endnu bedre kvalitet i foreningens tilbud til børn og unge. De er formuleret samlet i det, der i foreningen går under navnet ”den blå tråd”, opkaldt efter farven på Brabrands klubdragt.
Men det kniber med at realisere planerne i hverdagen for en forening, der først og fremmest er drevet af frivillige. Det skal ansættelsen af Thomas Otkjær nu være med til at ændre på, fortæller bestyrelsesmedlem i BIF Fodbold, Andreas Rasch-Christensen:
”Når en klub når op på et medlemsantal, som vi har nu, er det en nødvendighed, at den må drives af andre kræfter end kun de frivillige. Vi har brug for nogen, der kan tænke og skabe sammenhæng på tværs,” siger han.
”Vi er hele tiden i konkurrence med andre fritidstilbud, og vi oplever en forventning udefra om, at vi hele tiden arbejder på at forbedre vores kvalitet, ikke bare på det fodboldmæssige område, men også når det gælder det sociale og det pædagogiske. Set i det lys er det en vigtig milepæl, at vi nu laver den her ansættelse.”
Et kendt ansigt
Den nyansatte ungdomskonsulent, Thomas Otkjær, er allerede et kendt ansigt i Brabrand IF Fodbold. Han er tidligere spiller og nuværende træner for klubbens jyllandsseriehold for herrer, og han er desuden assistent for 2. divisionstræner Tom Søjberg. Andreas Rasch-Christensen kalder det et ønske-scenarie, at man har kunnet ansætte Thomas Otkjær:
”Det er en stor fordel, at Thomas allerede kender vores klub. Og så har han med sin lærer-uddannelse den rigtige professionelle baggrund. Desuden har han gode relationelle kompetencer, og det kan være ret afgørende, når man skal bokse rundt med os frivillige og måske have os til at gøre noget andet, end det vi allerede gør.”
Planen er, at den nye ungdomskonsulent vil bruge 10-12 timer om ugen på opgaverne og blandt andet formentlig vil have faste tidspunkter, hvor man kan møde ham på idrætsanlægget.
Lang venteliste til fodboldskole
Hovedopgaven bliver at styrke træner-rekruttering og sammenhæng i fodboldtilbuddene til både drenge og piger. Desuden skal Thomas Otkjær være med til at skabe endnu bedre overgange mellem ungdoms- og senior-afdelingen.
”Vi skal have alt, hvad vi gør, grundigt beskrevet og struktureret, sådan at vi ideelt set kan drive vores klub med kvalitet, uafhængigt af hvilke personer der er her,” lyder Andreas Rasch-Christensens vision.

Blandt andet skal der planlægges opstartsforløb, der gør, at forældre til nye unge medlemmer let kan fornemme de værdier og principper, der præger klubben. Desuden skal Thomas Otkjær se på muligheden for at tilbyde yderligere træneruddannelse og tage andre initiativer på tværs af årgangene.
En tredje opgave er at se frem mod sommerens fodboldskole i Brabrand, der er mere populær end nogensinde før. Selvom alle hjørner af idrætsanlægget udnyttes, er fodboldskolen allerede er fuldstændig udsolgt og har en lang venteliste.
Her bliver Thomas Otkjærs rolle at overtage en del koordinerende opgaver fra Mike Kaljo, som de seneste år har været leder af fodboldskolen.
Ikke den sidste ansættelse
De første skridt tages om kort tid, når han sammen med andre repræsentanter for foreningen mødes med Dansk Boldspil-Unions klubkonsulent og formelt bliver en del af deres strategi for børnefodbold. Ansættelsen betyder, at DBU også vil afsætte yderligere ressourcer til at understøtte udviklingsarbejdet i BIF, forklarer Andreas Rasch-Christensen.
Han understreger, at ansættelsen ikke kommer til at koste nedskæringer på andre af klubbens aktiviteter. Klubben har i løbet af det seneste år fået flere medlemmer og har en sund økonomi. Derfor var tidspunktet nu det rigtige til at tage det næste skridt i udviklingen af foreningen.
”Jeg håber og tror, at det her ikke bliver den sidste ansættelse. Jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver noget, vi vil arbejde videre med,” siger han.