Kan man leve fuldt bæredygtigt uden at trække på vores fælles ressourcer? 33-årige Anders Boisen har besluttet at prøve og har etableret sig i sit lille selvbyggede hus på en mark i Årslev. Vores Brabrand har besøgt ham for at høre om erfaringerne, et år efter at han gik i gang.
Den seneste vinter var endnu mere kold og mørk, end den plejer at være. Mens corona-restriktionerne lukkede det meste af samfundet ned, lagde frosten sig tungt over landet.
Det mærkede Anders Boisen også i sit 14 kvadratmeter store hjem på en bådtrailer placeret på en mark i den yderste kant af Brabrand. Det var en tid, hvor han ikke havde meget glæde af sine to solcelle-paneler, mens den tilknyttede lille vindmølle til gengæld var på overarbejde.
”Nu hvor det er blevet sommer, tænker jeg alligevel tilbage på den vinter med en vis taknemmelighed. Jeg lærte, at man ikke skal tage varme og komfort for givet. Jeg har fået en helt anden ydmyghed over for, hvad det vil sige at have energi nok til at have det rart.”
Anders Boisen er tilhænger af en livsstil, hvor man bor billigt og samtidig helst fuldt bæredygtigt. Hans mål er at skabe sit eget lille økosystem, hvor han kan blive selvforsynende med både vand, strøm og varme.
I begyndelsen af 2020 blev han færdig med at bygge et tiny house på hjul, som han fik lov til at placere i Årslev med en fantastisk udsigt over engsøen. Han sagde sit faste job op og ville i stedet bruge en stor del af tiden på at lære at indrette sig sådan, at han trækker så lidt som muligt på vores fælles energi-ressourcer.
Den ambition blev dog udfordret kraftigt af en vinter, hvor hverken solcellepaneler eller den lille vindmølle kunne levere den nødvendige strøm, og hvor også andre uventede udfordringer dukkede op.
I øjenhøjde med sit energiforbrug
Især januar og februars bidende kulde påvirkede livet i det lille hus på bådtraileren. Anders Boisen byggede sin bolig med træfiber-isolering, der skulle holde bedre på varmen end den traditionelle glas- og stenuldsisolering. Alligevel kostede varmeforsyningen ham en del arbejde – og var samtidig med til at diktere hans døgnrytme.
Det første han gjorde tidligt om morgenen var at tænde op i den lille brændeovn, og så skulle ilden ellers holdes ved lige i løbet af dagen. Kl. 14 lod han ilden dø ud, når det var blevet virkelig varmt i huset, og så tændte han op igen kl. 17. Et par gange om ugen måtte han ud og hente og kløve mere brænde.
”Det var virkelig en læring for mig, hvor meget arbejde det kræver at være selvforsynende. Jeg indså, hvor meget vi tager varmen for givet i vores boliger. Man kommer virkelig i øjenhøjde med sit energiforbrug.”
Kuldebro og vestenvind
Men så opstod et af vinterens helt store benspænd. Det var en morgen, hvor det var ekstra koldt udenfor. Han tændte op, som han plejede – og pludselig væltede røgen ud i det lille hus.
Hans første tanke var, at der nok skulle endnu mere gang i ilden, men det resulterede bare i endnu mere røg. Han eksperimenterede hele dagen – men det endte med at han om aftenen måtte krybe i seng i en isnende kold bolig, irriteret og træt af sit bæredygtige eksperiment.
Men da han vågnede, kom han i tanker om, at han en gang havde hørt om, hvordan der kan danne sig kuldebro og besluttede at teste en mulig løsning: Hvis han lagde briketter ind først og på den måde fik varmet skorstenen op, ville kuldebroen måske forsvinde. Og det virkede!
”Det var en kæmpe sejr – men var samtidig også noget af en læring. Undervejs havde man bare lyst til at krybe i fosterstilling under dynen…”
Det var dog ikke for alvor slut med røg i huset for Anders Boisen. Det viste sig, at også hård vestenvind var i stand til at skabe så meget turbulens i den lille skorsten, at han på de dage heller ikke kunne tænde op i brændeovnen.
”Det har noget at gøre med den måde, mit hus er placeret. Der er virkelig meget praktisk læring undervejs. Især den skorsten har virkelig voldt mig problemer.”
Det endte med, at han måtte gå på kompromis med sine egne ”regler” og skaffe en lille radiator, der via strøm fra elnettet kunne give ham den fornødne varme på de koldeste dage.
En helt anden døgnrytme
”Vinteren gik sådan set fint, det var bare en arbejdskrævende proces at skaffe varme i huset. Til gengæld gav det mig motion og blev en del af min nye forståelse af, hvad et bæredygtigt arbejdsliv også kan være. Et arbejdsliv hvor man ikke nødvendigvis tjener penge, men får dækket sine basale behov, samtidig med at man får noget motion og frisk luft. Det er en stor tilfredsstillelse at vide, at man er nødt til at gøre nogle ting, for at det kan fungere.”
Han understreger, at han intet har imod en livsstil med en fast rytme dikteret af de nødvendige praktiske gøremål. Men så vil det være umuligt at have fast 8-16-job.
”Grundlæggende handler det jo om at komme mere i takt med naturens rytmer. Det fik jeg bare at mærke på en lidt anden måde, end jeg havde regnet med.”
Fordobling af kapaciteten
Ud over køleskabet er den store energisluger den pumpe, der hiver vand op fra tanken under huset. At kunne åbne for vandhanen eller tage sig et brusebad viste sig at være afgørende for, at han følte, at han boede i en rigtig bolig. Men der skal energi til.
I øjeblikket kan han samle strøm i to 12 volts batterier, der ligger under sofaen. Han vil før næste vinter fordoble kapaciteten og slutte et solcelle-panel mere til. Det vil være nok til at drive både vandpumpen og køleskabet.
Balancen mellem forbrug og komfort
Til gengæld overvejer han at droppe den lille fryser, da det viste sig, at den ikke tilføjer nok komfort, i forhold til den energi, den bruger.
”Næste vinter skal jeg kunne klare mig uden at være koblet på elnettet. Så må jeg skære ned på mit forbrug. Det er hele tiden en balance mellem komfort og forbrug. For mig er det stadig en stor del af min læring at finde det niveau.”
Det store spørgsmål er, hvor bæredygtigt man kan leve. Anders Boisen vil gerne vise andre mennesker, at det faktisk kan lade sig gøre at leve fuldt bæredygtigt, men han er samtidig bevidst om, at det skal være muligt at opretholde en grundlæggende komfort i hverdagen.
”Jeg vil jo gerne skabe et eksempel, som andre kan lade sig inspirere af. Derfor må det ikke ligge alt for langt fra andres forståelse af, hvad et rimeligt komfort-niveau er. Den bæredygtige omstilling skal ikke presses igennem af en løftet pegefinger. Det skal føles rart. Ellers står de fleste af, og så ender det med at jeg bare gør det for mig selv. Og det var aldrig tanken.”
Identitet og praktiske færdigheder
Udfordringerne i den kolde og mørke del af året har ikke afskrækket Anders Boisen, som er klar til et år mere i sit lille hjem på hjul.
”Det her første år gav mig en masse viden, og jeg er bestemt klar til at tage det hele videre. Mit mål er jo ikke bare at bygge et sted og så sætte mig med min computer og kigge ud af vinduet. Jeg skal også finde en ny måde at være et arbejdende menneske på.”
Han sagde sidste år sit job op i Aarhus Kommune og ønsker at skabe et arbejdsliv med en bedre balance mellem det arbejde, der ”bare” giver penge, og det han i højere grad oplever som meningsfuldt.
I øjeblikket skriver han på en bog, der på længere sigt skal være med til at skabe indtægter i form af bl.a. kurser og foredrag.
”Det handler for mig om at skabe produktive aktiviteter, der understøtter trivslen og velværen i tilværelsen. Jeg håber, at vi som samfund med tiden bliver bedre til at indrette et arbejdsmarked, der giver os den nødvendige frihed og fleksibilitet.”
For ham har det at lære at bo og leve bæredygtigt foreløbig været en kompleks rejse, hvor han både har skullet udvikle en lang række praktiske færdigheder og finde en ny identitet uden for det velkendte arbejdsmarked.
”Det har ikke været så let, som jeg havde håbet, men jeg ville bestemt ikke have undværet den tid. Det har foreløbig været en dannelsesrejse med en enormt stejl læringskurve.”
