Musikglade Brabrand-beboere fortsætter med at bakke op om koncerterne på Det gamle Gasværk, og økonomien i musikforeningen Jazzværket er derfor god og sund. Det giver bestyrelsen mulighed for at tage imod spændende musikalske tilbud. Den 20. juni præsenterer Jazzværket eksempelvis en ekstra koncert med en duo, der vil levere den ægte cubanske salsa.
858 gæster myldrede i løbet af 2017 ind til koncerterne på Gasværket med blandt andre Ken Lending Blues Band, Jazz Five, Paparazzis og Lars Jansson Trio og andre gode navne inden for jazz, blues og roots-genrerne.
Det gav igen rent økonomisk et godt og stabilt år i musikforeningen Jazzværket, der mandag aften holdt generalforsamling på Gasværket. Formand Hans Chr. Christensen kunne glæde sig over, at lokalområdet møder stabilt op, også når de mindre kendte navne er på plakaten. Gennemsnitligt kom knap 90 til koncerterne, hvor der typisk er plads til 120.
Rent økonomisk kan koncerterne ikke løbe rundt i sig selv, men Jazzværket nyder godt af Kulturstyrelsens og Aarhus Kommunes støtteordninger, der sammen med trofaste lokale sponsorer sikrer en god og stabil drift. Det resulterede i 2017 i et lille overskud på godt 5.000,-
Forårets musikprogram er allerede skudt i gang, og den næste koncert er allerede på fredag d. 16. marts, hvor svenske Perry Stenbäck med musikalske venner spiller musik inspireret af bl.a. Cornelis Vreeswijk og Evert Taube. Billetter kan reserveres her.
Efterårets musikalske program er også næsten på plads, fortalte Hans Chr. Christensen:
”Musikalsk vil vi som tidligere komme rundt om forskellige genrer. Måske er det næsten lettere at sige, hvad man ikke kan forvente. Det er ikke pop, ikke klassisk – og man kan heller regne med, at der kommer sækkepibemusik!”
Medlemmerne er tilfredse med billetpriserne
Den gode økonomi har også betydet, at Jazzværket har kunnet sige ja tak til en cubansk duo, som i juni er på Europa-turné og vil lægge vejen forbi Brabrand den 20. juni.
Eneste lille mislyd hos Jazzværket er, at bestyrelsen godt kunne bruge lidt flere, som vil hjælpe til, når koncerterne er slut, og der skal ryddes væk og vaskes op. 3. halvleg, kaldte formanden det lokkende.
Bestyrelsen spurgte på generalforsamlingen medlemmerne, om de ønsker at Jazzværket som følge af den gode økonomi sætter prisen ned, eller man i stedet hellere vil have musikalske overraskelser i den lidt dyrere ende. Og svaret var klart og entydigt: Billetpriserne er rimelige i forvejen. Giv os i stedet gerne musik med gode navne for pengene!