En gruppe borgere har nu i et år arbejdet med ideer til udvikling af Hovedgaden, og de mange ideer bliver nu samlet med bistand fra et lokalt arkitektfirma. En af hovedkræfterne i projektet, Joke Habben, glæder sig desuden over det tætte samarbejde med Teknik og Miljø om projektet.
Brabrands Hovedgade skal igen være et kraftcenter, der samler bydelen og bliver et naturligt knudepunkt, hvor børn og voksne har lyst til at mødes.
Det er det overordnede fokus for den borgergruppe, der siden starten af 2023 har arbejdet med Hovedgadens udvikling. Arbejdet har allerede ført til en kraftig opfriskning af den tidligere lidt grå tunnelforbindelse til J.P. Larsens Vej, mens mange andre ideer stadig er på tegnebrættet.
Hovedgade-gruppen får nu professionel bistand i form af et lokalt arkitekt-firma, der har fået alt materiale fra gruppen og nu arbejder på et oplæg til, hvordan et udviklingsprojekt kan skrues sammen.
I slutningen af januar mødes Hovedgadegruppen med arkitektfirmaet for at diskutere, hvilke løsninger, der er mest oplagte at gå videre med. Repræsentanter for Teknik og Miljø ventes også at deltage i mødet.
”Nu har vi i lang tid diskuteret mange forskellige ideer, så tiden er kommet til, at vi skal prioritere de forskellige muligheder, så vi kan komme videre med blandt andet at søge fonde om økonomisk støtte,” siger Joke Habben, som gennem hele forløbet har været en hovedkraft i arbejdet.
Centralt i arbejdet har været at få bilernes hastighed gennem Hovedgaden ned og få skabt nogle flere mødesteder, hvor folk har lyst til at komme forbi og deltage i forskellige aktiviteter.
En række tanker har tidligere været fremlagt, blandt andet på Vores Brabrands årsmøde i januar, og det har været muligt at byde ind med forslag, for eksempel i forbindelse med Byfesten i Brabrand i september.
En mere sammenhængende bydel
I starten af februar har Hovedgadegruppen et møde med rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som har vist stor interesse for projektet.
I det hele taget roser Joke Habben Teknik og Miljø-forvaltningen for at vise stor interesse og lyst til at indgå i en løbende dialog:
”Det er virkelig fedt, at kommunen er gået så åbent ind i dialogen. Det er en fornøjelse som frivillig at blive taget alvorligt af kommunen, og vi har nu rigtig gode kontakter, som vi til enhver tid kan komme i dialog med – både formelt og uformelt. Vi ved godt, at de bestemmer retningen for arbejdet og har nogle interesser at varetage, men det er virkelig dejligt, at de går ind i det,” siger hun.
Grundlæggende er målet at skabe en mere hel og sammenhængende bydel, der blandt andet er skåret over af jernbanen og Silkeborgvej. Det skal arkitektfirmaet hjælpe med at formulere konkrete løsninger på.
“Enkle ting har betydning”
Desuden har antrololog Charlotte Albrechtsen, vist interesse for projektet. Joke Habben har store forventninger til, at hendes indsats ligeledes kan være med til at guide det kommende arbejde.
”Det afgørende er jo, at vi ved, om folk vil bruge de nye steder og indretninger, der eventuelt etableres. Det kan sagtens være enkle ting, der betyder, at der bliver mere liv i gaden. For eksempel har åbningen af Ibens Kaffehus allerede gjort meget for gadens liv,” siger hun.
Nu nævner også som eksempel de pallemøbler, som A. Enggaard har placeret på det tidligere madtorv i City Vest.
”Jeg kan se, at hver gang jeg kommer forbi, sidder der nogen og hviler sig eller snakker sammen. Der skal ikke nødvendigvis kæmpe projekter og nye belægninger til, før folk har lyst til at bevæge sig ud og mødes – og det er nødvendigt, hvis de tomme lokaler i Hovedgaden skal blive fyldt op. Ingen vil tage nye initiativer, hvis der ikke er mennesker i gaden.”
Planer om forårsmarked og ny byfest
Hovedgadegruppen er blevet et permanent udvalg under Brabrand-Årslev Fællesråd. Det betyder, at fællesrådet løbende kan følge arbejdet og bidrage med viden, når der er brug for det. Berit Secher fra fællesrådet er desuden fast deltager i Hovedgadegruppen.
Joke Habben efterlyser, at flere beboere i Hovedgaden viser interesse for gruppens arbejde. Gruppen består aktuelt af 6-7 personer, og der er plads til flere, understreger hun. Man skal dog forpligte sig til løbende at deltage i gruppens møder.
Joke Habben ser desuden arrangementer i og omkring Hovedgaden som vigtige for at samle interessen for gaden. Der arbejdes på en idé om et forårsmarked i Hovedgaden lørdag d. 4. maj. Målet er en hyggelig formiddag, hvor man kan købe lidt ind, høre musik og fejre at foråret er på vej.
Desuden håber man på, at det kan lykkes at skabe en ny Byfest i Brabrand lørdag d. 7. september, hvor også Brabrand Kulturuge skydes i gang.
Læs også:
Arbejdsgruppe: Hovedgaden skal være et naturligt knudepunkt i Brabrand
Teknik og Miljø på besøg i Hovedgaden: Nu kommer der en plan for gadens udvikling