På rekordtid har den lidt triste tunnel, der forbinder J.P. Larsens Vej med Hovedgaden, fået nyt liv. Sammen med over 300 børn fra Engdalskolen og malerfirmaet Helge & Michael Jørgensen har kunstner Anne Katrine Graah Rasmussen skabt et kombineret kunstværk og inspirerende byrum midt i Brabrand.
Den grå tunnel er pludselig blevet et sted, alle må se. I loftet flyver i hundredevis af fugle i samme retning – og væggene prydes af blå, grønne, gule og lilla farver, suppleret med stregtegninger af Brabrands vejnet.
Ideen om den fornyede tunnel opstod i foråret i den såkaldte Hovedgadegruppe, der arbejder på at få skabt en mere levende og indbydende Hovedgade i Brabrand.
Teknik og Miljø greb ideen, fandt penge til projektet – og her, få måneder efter, står tunnelen fornyet, både som et inspirerende kunstværk og som et livligt byrum, der skaber glæde hos de mange, som bruger det.
”Jeg synes, det er stort, det her, for det er jo faktisk kun halvanden måned siden, at jeg blev ringet op og fik at vide, at det var mit projekt, der var blevet valgt. Og nu står vi her, og det hele er færdigt. Og undervejs er der rigtig mange der har hjulpet.”
Det sagde kvinden bag projektet, billedkunstner Anne Katrine Graah Rasmussen, da den fornyede tunnel fredag middag blev fejret med kage og kolde drikke.
Til stede var en del af de mange medvirkende: 1.A og repræsentanter for 6.A på Engdalskolen, de tre malere fra malerfirmaet Helge & Michael Jørgensen, Jette, Vibeke og Hanna, og Cate Bang Fløe fra Aarhus Kommune.
”Over 300 børn har været med til at lave det her. Lokale beboere, Engdalskolen, de tre malere og Teknik og Miljø, der har fået det her til at fungere økonomisk. Alle fløj den samme vej ligesom fuglene inde i tunnelen. Det er rigtig stort,” sagde Anne Katrine Graah Rasmussen.
Blandt de mange fugle på tunnelens loft er også en del såkaldte venskabsfugle, forklarede hun. De er lavet i et samarbejde af elever fra skolens venskabsklasser fra bl.a. 3. og 8. årgang, hvor eleverne med aftryk fra deres hænder har skabt fuglene.
”…om lidt er kaffen klar”
Blandt de mange brugere af tunnelen er skoleleder på Engdalskolen, Anders Munthe, som hver morgen cykler den vej på arbejde.
”Kender I det, at man skal tidligt op, det er lidt mørkt, man er ikke helt vågen, pakker sin taske, op på cyklen – og så kommer man gennem en mørk, træls tunnel…”
”Men så opdagede jeg en dag, at nu var det ikke en træls mørk tunnel, for der var 300 børn fra Engdalskolen, der havde udsmykket den. Og så bliver man helt glad. Og pludselig kom der et vers frem inde i mit hoved,” sagde Anders Munthe og citerede fra ”Svantes lykkelige dag”:
Fuglene flyver i flok
Når de er mange nok
Livet er ikke det værste man har
Og om lidt er kaffen klar
”Den kører oppe i mit hoved, hver gang jeg cykler igennem tunnelen. Så bliver det bare en god start på dagen, for så ved jeg, at nede på skolen, er kaffen klar – og lige om lidt kommer der 1000 børn i skole. Tak for udsmykningen – det er blevet helt fantastisk.”
Glæden ved at lave noget i fællesskab
Også 1.A´s lærer, Tina Elmbæk, var glad og stolt over forløbet og resultatet.
”Læring er mange ting. Allerede kort inde i jeres lange skoleforløb har I nu oplevet glæden ved at skabe noget i fællesskab. Jeg er sikker på at de fugle vil ha´ en helt særlig plads i jeres verden,” sagde hun.
”Tænk en gang at gå på en skole med over 1000 elever, hvor man kan være med til at lave sådan et projekt i fællesskab. Det gør mig glad og stolt!”
Flere af eleverne bekræftede, at de i løbet af de kommende dage skal vise den fornyede tunnel frem for både familien og vennerne.