
Vi står foran en weekend med uhygge, vampyrer med blodige hænder og masser af ’Slik eller ballade’. Men hos Børnehuset Viben på Jettesvej startede fredagen i den anden ende af hygge-skalaen: For fjerde år i træk arrangerede daginstitutionen lanterne-vandring kl. 6.30 afsluttet med varm kakao og friskbagte boller på legepladsen.
Fredag morgen kl. lidt over 6 var der stor aktivitet i Børnehuset Viben. De første medarbejdere var mødt ind og i gang med at gøre klar til stort rykind kl. 6.30.
Bålet skulle tændes, lanternerne skulle sættes klar – og gryden med varm kakao blev sat klar.
Kort efter begyndte det at myldre ind på legepladsen med vampyrer, supermænd og prinsesser med deres forældre og søskende i hånden.

For fjerde år i træk arrangerede Børnehuset Viben lanternefest. År for år er antallet af deltagende familier vokset – på trods af det tidlige tidspunkt.
“Det er bare virkelig hyggeligt. Mange af børnene glæder sig til at komme ud og gå en tur, mens det bliver lyst, og solen forhåbentlig titter frem. Det er en stor oplevelse at gå sammen i mørket, mens vi alle synger lanternesangen,” fortæller pædagog Per Bjerring.
I roligt tempo gik turen ned gennem legepladsen, ud gennem lågen og ned over bakkerne med Gellerup Kirke i baggrunden, mens himlen gradvist blev lysere, og morgensolen gradvist fik mere magt.
Undervejs holdt børnene lanternesangen i gang, mens der også var tid til snak på kryds og tværs, børn og voksne imellem.
Da alle var tilbage på legepladsen, var det tid til en kop varm kakao, og 8-10 forældre havde medbragt boller så der var rigeligt til alle.
Forældrene tog sig god tid til at deltage i samværet, inden de fleste begav sig videre i retning af job og andre gøremål.




