Siden 2010 har Gellerup været under voldsom forandring. Nye gader, bypark, Sports- og Kulturcampus, Den Gyldne Port… Helle Hansen har været med hele vejen som ildsjæl, beboerdemokrat – og som indbygger i det Gellerup, hun kom til som 8-årig i 1973. Men hvem er hun egentlig, Helle Hansen, som stort set alle i Gellerup kender?
Fotos og lydfortælling af Klaus Madsen
Hun er formand for Gellerup Fællesråd. Medlem af afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken. Redaktør af Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet. Mangeårigt medlem af Brabrand Boligforenings bestyrelse. Og initiativtager til et væld af aktiviteter i Gellerup.
Og så er hun også bare Helle. En kvinde med dybe rødder i den bydel, andre elsker at mene noget dårligt om. En ildsjæl med et stort hjerte og et kæmpe netværk i sit lokalområde. Stort set alle i Gellerup kender Helle – og hun kender dem!
Haveforeningen Grønærten, Gellerup Museums Venner, Q-Huset og Perlevennerne er bare nogle af de mange sammenhænge, hun fortsat er aktiv i.
”Helle er en foreningsblæksprutte, som går forrest alle vegne med alle armene næsten uanset opgaven. Det er umuligt at nævne alle ting, Helle er involveret i. Helle Hansen har været dybt engageret i Gellerups beboeres ve og vel gennem mange år,” blev der sagt om Helle Hansen, da hun i 2016 fik Samvirkets ildsjælepris.
Hun har kæmpet for at bevare Gellerupbadet, da det var lukningstruet for 20 år siden – ligesom hun de sidste par år har kæmpet i beboergruppen Almen Modstand for at undgå nedrivning af de syv boligblokke, politikerne i Aarhus Byråd har besluttet at rive ned.
Hvad driver dig til at være aktiv i alle de sammenhænge?
”Jeg synes det er sjovt. Det er som en legeplads. Man kan lave rigtig mange sjove ting, og man møder mange spændende mennesker. Og så er det for mig også en modreaktion, for at vise at der altså også foregår mange gode ting her i området,” svarer hun.
”Noget af det, der sker lige nu, er også drevet af, at jeg er vred over, at man vil rive gode boliger ned og tvinge folk til at flytte. Det er en måde at få afløb på ved at være med til at lave nogle ting.”
Vild kørsel som en del af forandringerne
Vi går gennem ”det nye Gellerup” sammen med fotojournalist Klaus Madsen, som har taget billederne til denne artikel. På hele strækningen fra Fredspladsen til den øverste ende af Karen Blixens Boulevard råber folk ”Hej Helle, hvordan går det” fra den anden side af gaden, mens andre kommer over for at snakke.
Da vi passerer betonblokken, hvor Gellerup Højskole og Ungdomsskolen nu ligger, stopper vi op.
”Der lå mit gamle fritidshjem. Der gik jeg, fra den dag det åbnede i april 1974. Da åbnede Gellerup Bibliotek også.”
Hun var 9 år og var et år tidligere startet i Mudderklirren – en træbygning, der i 2021 blev revet ned for at give plads til parkering for gæsterne i Sports- og Kulturcampus.
Vi går forbi nybyggeriet, der huser det nye bibliotek, Cirkus Tværs, klatreklubben og meget andet. Helle Hansen glæder sig over byggeriet, der dog også har ledt til store frustrationer.
”Der har vi endelig fået det beboerhus, som vi har drømt om siden 2005. Men hvis vi havde vidst, hvilke forhindringer, der er skabt i forhold til at benytte huset, så skulle det aldrig have været bygget på den måde,” siger hun – ikke uden ærgrelse.
”Men jeg synes, det er fint, og biblioteket er blevet rigtig flot. Og der er blevet et fint festlokale og en verdensplads.”
En larmende motorcykel drøner forbi.
”Så kører han bare over for rødt der,” siger hun irriteret. ”Den dér knallert, den drøner frem og tilbage hele tiden med forskellige mennesker på. De kører over for rødt og uden hensyn til noget som helst. En eller anden dag går det galt.”
Udfordringer med vild kørsel gennem Gellerup har beboerne fået med i hatten efter de første fysiske omdannelser. Oprindelig var Gellerupparken bygget med en grundtanke om at holde den kørende trafik ude af bydelen.
”Vi kæmpede jo mod at få alle de veje ind gennem Gellerup. Og jeg synes stadig ikke, at det er lykkedes politiet og kommunen at få styr på trafikken. De her gennemgående veje er jo en del af det, vi sagde ja til i 2010. Jeg synes, det meste af det er fint, men…”
Vi afbrydes igen af en anden larmende knallert. Da den er kommet lidt på afstand, fortæller hun om de mange irritationsmomenter i hverdagen. Lyssignalerne der trænger til justering, den manglende cykelsti på Karen Blixens Boulevard og de mange parkerede biler på fortovet foran biblioteket.
Hvor kom Karen Blixen fra?
De nye gadenavne fortæller ligeledes historien om en udvikling, der på mange måder gik hen over hovedet på beboerne. Karen Blixen, Inger Christensen og Anna Ancher havde ikke ret mange beboere formentlig hørt om, før de pludselig stod på gadeskiltene.
”Jeg synes, det var fint, at gaden her kom til at hedde Trille Lucassens Gade efter cirkusdirektøren i Cirkus Tværs. Men vi har jo ikke haft nogen indflydelse på, hvad vejene ellers skulle hedde.”
”Hvordan kom Karen Blixen til at give navn til en gade,” spørger Klaus Madsen forundret.
”Vi synes jo alle sammen, at det var mærkeligt, at vejen skulle hedde det. Det er jo nok for at give det hele et finere præg. Det hedder jo også ”gader” nu i stedet for ”veje” som før,” svarer hun.
”Måske spørger jeg lidt dumt – men de mennesker, der bor her, bliver vel ikke anderledes af, at det hedder en boulevard i stedet for en vej,” spørger Klaus Madsen igen.
”Nej, men det er jo ikke for os, de gør det for. Det er jo for omverdenen. Det er jo alle andre, der skal komme til Gellerup, ikke? Ideen er jo for eksempel, at de har bygget en arbejdsplads til 1000 medarbejdere, og de skal jo frem og tilbage. Og århusianerne skal jo også gerne komme herud, fordi de har et ærinde i det dér hus.”
Ingen jord i blomsterkummerne
Vi fortsætter til netop Teknik og Miljøs kontorhus på hjørnet af den før omtalte Karen Blixens Boulevard og tager elevatoren op til fjerde etage og går udendørs, hvor der blandt andet er etableret et stort drivhus, Kokkens Have. Men det står gabende tomt.
Det er en af Helle Hansens nederlag i tiden som lokal ildsjæl. Aarhus Kommune var for voldsom en modstander.
Det var egentlig aftalt, at foreningen Verdenshaverne skulle overtage driften af drivhuset og sammen med det sociale værested, Livsværkstederne, skabe beskæftigelse til folk, der savner den type indhold i tilværelsen.
Med sædvanlig ildhu havde Helle Hansen indledningsvis samlet mange beboere til aktiviteter som grøntsags-bingo, fællessang og sågar modeshow i drivhuset, inden det hele gik i stå.
Kommunens folk har bremset planerne med den begrundelse, at man ikke er sikker på, at bygningens konstruktion kan bære, når der kommer jord i blomsterkasserne…
”Ve´ du mæ i svømmeren”
Hun er født på amtssygehuset i Roskilde, og er vokset op i Ejby mellem Holbæk og Roskilde. Hun kom til Gellerup som otte-årig i 1973. Og det var bestemt ikke kærlighed ved første blik.
”Når vi sejlede med Kalundborg-færgen til Sjælland, stod min søster og jeg på dækket og skreg ud over Kalundborg-bugten: ”Vi er hjemme!” Jeg kunne for eksempel ikke fordrage århusiansk, da vi flyttede herover. ”Ve´ du mæ i svømmeren”, vrænger hun med det sjællandske tonefald, der stadig følger hende.
Ord som ”igå´” og ”træls” var bestemt heller ikke populære. Hun skulle dog senere ændre syn på Gellerupparken og har gennem årene ofte sagt:
”Man kan godt bo i Jylland, hvis bare man bor i Gellerupparken.”
Den lille familie flyttede ind på tredje sal på Jettesvej med udsigt ned over boldbanen midt i Gellerup. Og når man kiggede mellem blokkene, kunne man se ud over Aarhusbugten, toppen af Mols og færgen hjem til Sjælland.
Debatten om tyrkerne
Hun begyndte på Nordgårdskolen, spillede håndbold i Nordgårdens IF, gik i Gellerupbadet med veninderne – og blev gradvist glad for Gellerupparken.
”Jeg kom fra en lillebitte landsby, hvor vi ikke rigtig kendte hinanden. Og så kom jeg her til Gellerup, hvor der boede masser af mennesker. Som udgangspunkt var vi jo kun ”gamle” danskere i min klasse. Men jeg vidste jo godt, at der var begyndt at flytte tyrkere ind i nogle af blokkene.”
Hun husker de varme somre i 1976 og 77, hvor alle lokalområdets børn samledes på græsområdet bag hendes blok. Her var også de første tyrkiske børn med. Det var meget eksotisk, husker hun.
Da hun blev ældre og kom tilbage fra efterskole og højskole, var debatten om tyrkerne i fuld gang, og der var også begyndt også at komme flygtninge til Gellerup.
”Ikke den hverdag jeg kendte”
Hun har gennem årene boet flere steder i Gellerup, indtil hun for 35 år siden flyttede til lejligheden, hvor hun nu har boet i 35 år. Den er blandt andet kendetegnet ved en fabelagtige udsigt ud over Aarhus. Hun kalder ofte lejligheden for ”Den syvende himmel”.
Hendes nabo, Lillian, har boet i blokken, siden den blev bygget i 1972. Alle andre er gennem årene flyttet både ind og ud, mens hun selv kun har været væk de tre år, hvor hun arbejdede som journalist i Holbæk. Senere arbejdede hun blandt andet 12 år som kommunikationsmedarbejder i Aarhus Kommune, hvor hun var med til at starte Samvirket i Gellerup og Toveshøj.
Hun har senere fortalt, at det var Århus Stiftstidendes skyld, at hun gik i gang med journalistuddannelsen:
”Avisens måde at skrive om indvandrere i Gellerup på i 1980´erne var lige til at kaste op over. Her er helt anderledes at bo, end folk, der bare ser til udefra, tror,” har hun tidligere sagt til Stiften.
Hun forklarer i dag:
”Jeg synes bare, at den måde man skrev om mine naboer på, ikke var den hverdag, jeg oplevede. Jeg har aldrig nogensinde følt mig utryg ved at bo her i Gellerup. Og jeg kom jo langsomt til at lære mange af de mennesker at kende.”
Hun var aktiv i Nordgårdens Idrætsforening og spillede håndbold. Og senere kom hun til at arbejde i nogle projekter, der skulle få de lokale tyrkiske drenge til at spille fodbold. Det var hendes første indgangsvinkel til at lære de andre kulturer i Gellerup at kende.
”Senere kom der flygtninge fra Libanon. Og man så i fjernsynet, hvad det var, de flygtede fra. Og så kom jeg til at lære nogle muslimske kvinder at kende. Vi lavede en idrætsforening for at få dem til at dyrke sport og begyndte at lave svømning for kvinder.”
”Samtidig lærte jeg mange af de arabiske mænd at kende via det frivillige arbejde i boligforeningen. Og vi kæmpede jo alle sammen for, at det her skulle være et godt sted at bo. Jeg ville gerne bidrage til en anden omtale af Gellerup, end det der prægede medierne. Det har hele tiden været det, der har drevet mig.”
Hun er bestemt ikke blind for, at der er problemer med nogle af beboerne i Gellerup:
”Men sådan ville det også være, hvis de mennesker boede alle mulige andre steder. Det største problem er, at det øvrige samfund er bange for os i Gellerup. Og det er synd for folk. For her bor mange dejlige og spændende mennesker – og vi har det sjovt,” sagde Helle Hansen til Stiften tilbage i 2010, da den første helhedsplan skulle effektueres.
På vej mod den første helhedsplan
Allerede i 2007 begyndte snakken om, at der var brug for massive ændringer af Gellerups fysiske og sociale karakter. Formålet var at ændre Gellerup fra et socialt udsat område til en attraktiv, international bydel.
Gellerup skulle være en integreret del af Aarhus. De sociale indsatser kunne ikke alene ændre på, at mange af beboerne var uden job eller uddannelse.
På det tidspunkt var Helle Hansen nyvalgt formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken. Hun gik til de mange møder med Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune med blandede følelser – men som altid med fuld energi.
Forud var gået fem år med Urbanprogrammet, der med 40 mio. kr. fra EU skulle være med til at skabe trivsel og beskæftigelse i lokalområdet. Men det her var langt mere drastisk. Nu skulle udviklingen grundlæggende forandres i Gellerup.
Helle Hansen og de andre beboerdemokrater blev inviteret med til stribevis af møder, hvor de første ideer og skitser til en total omdannelse af Gellerup blev fremlagt. Centralt i det hele var forestillingen om, at fysiske omdannelser var nøglen til blivende forandring.
Byplanlæggere, arkitekter og beboere mødtes og diskuterede, og fagfolkene gik hjem og regnede og kom tilbage og præsenterede nye oplæg. Helle Hansen var afmålt optimistisk og konstruktiv.
”Vi vidste jo ikke, hvad det skulle ende med. Men det var jo ikke ligesom nu, hvor det hele er blevet trukket ned over hovedet på os,” siger hun. Men hun kunne også godt se, at der skulle ske noget nyt:
”Dér i 2007-2008 gik det gevaldig godt i vores samfund, og så var vi her i Gellerup begyndt at have mange tomme lejligheder. De var ved at være 40 år gamle med utætte vinduer og alt det dér. Og folk begyndte at tjene flere penge, og det kunne bedre betale sig at købe et hus. Og regningen voksede internt i boligforeningen.”
Hun havde kæmpet for at undgå nedrivninger. Men det endte også dengang med, at det alligevel skete.
”Der gik politik og valgkamp i at rive mest muligt ned. Helhedsplanen som den ser ud nu, var hvad vi kunne nå frem til med byrådet. Min opgave er at forklare beboerne, hvad den går ud på – og at vi ikke bare kan sidde med armene over kors og sige nej. Og det skal vi heller ikke, for der er rigtig mange positive ting i planen. Det er første gang, jeg oplever, at der er en seriøs vilje til at gøre noget ved Gellerups problemer,” sagde hun til Stiften i 2010.
”Opgør med 30 års forfejlet boligsocial politik”
Grundtanken var, at Gellerup skulle åbnes op, og en gennemgående bygade skulle være en ny akse gennem boligområdet med erhverv og de kommunale arbejdspladser. Der skulle etableres en bypark og bygges en ny daginstitution og private boliger. Desuden skulle der rives tre boligblokke ned. Samlet pris: ca. 400 millioner kroner.
Venstrerådmand Gert Bjerregaard kaldte aftalen “et markant og endeligt opgør med 30 års forfejlet boligsocial politik”.
Et flertal af beboerne stemte ja til planen. Blandt andre Helle Hansen. Hun kunne se, at en vedtagelse af planen var afgørende for, at boligforeningen kunne slippe ud af den økonomiske klemme, den var havnet i, og kunne begynde at sælge jord til private boliger og erhverv.
Retssag ved EU-Domstolen
Og her står vi så nu – foran en ny omgang nedrivninger, renoveringer, nybyggerier – masser af støv, støj og møg oven i de seneste 10 års forandringer af Gellerup.
Det er tydeligt at den nye helhedsplan, der blev vedtaget i 2019, både har gjort hende vred og arrig og ind i mellem har drænet hende for kræfter.
Ud over sine mange andre gøremål har hun engageret sig i borgergruppen Almen Modstand, der kæmper mod nedrivninger og blandt andet har anlagt en retssag mod Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og den danske stat for at have brudt Grundloven.
En tilsvarende retssag er anlagt af beboerne i Mjølnerparken i København, og denne sag er nu bragt til EU-Domstolen.
Det forarger og ryster hende, at Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening alligevel fortsætter forberedelserne til nedrivning af de første boligblokke i Gellerup senere i 2023.
Artiklen er blevet til i samarbejde med fotojournalist Klaus Madsen, som driver et andet lokalmedie, Navnlig Thy, der handler om thyboerne og deres fortællinger. Klaus Madsens billeder og bidrag til samtalen med Helle Hansen har leveret vigtige bidrag til artiklen.
Denne lyd/billed-fortælling er ligeledes produceret af Klaus Madsen.