De kom til Brabrand for tre år siden, men har allerede involveret sig i alverdens ting i lokalområdet. Blandt andet er de på vej til at udvikle en årlig tradition, hvor folk fra hele bydelen kommer til græskarlygte-skæring i haven på Langdalsvej.
”Medbring græskar til eget forbrug, skæreredskaber og noget til kaffebordet/ eller smid en 20’er i koppen. Vi sørger for bål, snobrødsdej, kaffe og the”, lyder invitationen i al sin enkelhed på Facebook.
Bag invitationen står Pernille og Jakob Sølvhøj Roelsgaard, Langdalsvej 17. De vil godt lære naboer og andre Brabrand-beboere bedre at kende.
Det foregår på søndag d. 22. oktober kl. 14-17. Alle er velkomne. Til gengæld er arrangementet aflyst, hvis det regner, smiler Pernille Sølvhøj Roelsgaard.
”Det startede vel med, at vi snakkede om, at vi godt ville lære nogle folk at kende her i området. Vi kender jo dem fra børnenes klasser – men ikke så meget dem fra lokalområdet”, fortæller Jakob, og Pernille tilføjer:
”Vi vil gerne bo i et stærk nærområde, hvor vi kender hinanden. Også for vores børns skyld, hvor de ved, hvem der bor omkring os, og hvem de kan gå hjem til, hvis de skulle få behov for det.”
Bier og trafik
Ud over at have travlt med fuldtidsjobs og være i fuld gang med at renovere huset fra 1912, har de også fundet tid til at engagere sig i andre aktiviteter.
Jakob har kastet sig over biavl og har nu fem bistader i haven, hvilket giver så stor en produktion af honning, at Langdalens Honning er opstået, og der sælges en del glas i en bod ved vejen. Næste skridt er formentlig en udvidelse med et par bistader ved søen.
Pernille er gået ind i trafikgruppen under Brabrand-Årslev Fællesråd og har været en af de mest aktive i dialogen med kommunen, blandt andet om en trafikløsning ved Tulipgrunden, der nu bliver bebygget.
Impulskøb i Brabrand
Før familien flyttede til Brabrand, boede de på Nørrebro i København, og senere i Hvidovre. De ville gerne flytte til Aarhus, hvorfra Pernille stammer. Men at det lige blev Brabrand, var lidt af et tilfælde. Da de så huset på Langdalsvej, var der dog ingen tvivl om, at det var stedet.
Første gang, familien åbnede dørene var til et møde med naboerne om trafikken på Langdalsvej. Et emne der optager mange omkring den befærdede vej.
De kan begge huske, at det var lidt med blandede følelser, at de inviterede folk ind, for de var midt i en stor ombygning af huset.
”Men alle kunne jo huske, hvordan det var, da de selv byggede om, så det var slet ikke noget problem.”
Senere tog de initiativ til en ”Tour de Hus”, hvor man viste sit hus frem for hinanden. Det var der også en god flok, der gerne ville være med til. Det gav kontakt til yderligere en gruppe naboer i området.
Og så kom ideen til at skære græskarlygter. Det var en hyggelig aktivitet for deres tre piger, Kamille 10, Solvej 6 og Mejse på knap 2. Så hvorfor ikke invitere nogle flere? De lagde en begivenhed ud på Facebook som en åben invitation.
”Folk undrede sig over, at vi turde gøre det. Hvad nu hvis der kommer 500? Men det gik fint. Der kom 50. De fleste var folk, vi kendte i forvejen, men der var også nogle, vi ikke havde set før.”
Hvor mange der kommer på søndag, er ikke til at vide. Nu er invitationen givet videre – både her og på Facebook.