Den 78-årige klunser i Gellerup, Allan Fisker, har oplevet meget i sit liv – men han havde aldrig tænkt, at han skulle blive det helt store hit på det sociale medie TikTok. Videoer hvor han synger på arabisk, er blevet set, delt og liket flere hundrede tusinde gange.
Allan Fisker er et kendt ansigt i Gellerup, hvor de fleste hilser, når han kommer forbi på sin cykel læsset med genbrugsting. Men nu har hans venlige smil og gode humør også smittet det sociale medie TikTok.
Videoer, hvor han på arabisk synger ”Salam Alaikum” – på dansk oversat “Fred være med jer” – breder sig med lynets hast og er alene i de seneste uger blevet set, liket og kommenteret af flere hundrede tusinde mennesker i Danmark og flere andre lande. Du kan høre et par af de seneste versioner her og her.
”På mit barnebarns skole i Hvidovre går de og synger sangen hver dag. Hendes lillebror siger, at det ikke er normalt, at en gammel mand er på TikTok! Men jeg tror faktisk, de er stolte over, at det er deres morfar,” siger Allan Fisker med det store smil, der er karakteristisk for ham.
Han glæder sig over, at hans sang kommer rundt til så mange mennesker. Han kan se, at stort set alle kommentarer under videoerne er positive, såsom ”han er så nuttet”, ”bless his soul”, ”han er en god mand” og ”nogen skal seriøst give ham et kram”.
Men flere skriver også, at de efterhånden ser ham synge, hver gang de går på TikTok: ”HAN R OVERALT” skriver én, mens en anden kommenterer: ”ser ham i min fyp mere end jeg ser min familie”
Stemningen vendte fuldstændig
Allan Fisker fortæller, at han for flere år siden fandt på sangen, hvor han på melodien Mester Jakob synger ”Salam Alaikum”.
”Første gang, jeg sang den, var på gaden, da nogle unge fra lokalområdet stoppede mig og spillede op, da jeg kom med min cykeltrailer. De skulle jo være seje – det var ikke ondskabsfuldt, men bare lidt træls. Jeg sagde til dem, at hvis de ikke var ordentlige, ville jeg synge for dem på arabisk. Det gjorde jeg så – og så vendte stemningen fuldstændig i en positiv retning.”
Han sang ofte sangen, når han var på besøg hos en familie, som ville donere brugt tøj eller andre ting til hans Fiskers Nødhjælp, og børnene nysgerrigt flokkedes om ham.
Og så, for et par år siden siden, blev han stoppet af en pige, som spurgte, om han ville synge sangen, mens hun optog den på sin telefon. Det skulle blive starten på bølgen på TikTok – men det er først i de sidste par måneder, det for alvor har taget fart. Han gætter på, at der nu nok findes mindst 20 videoer med sangen på TikTok.
”Den første video havde 160.000 likes og flere hundrede tusinder af visninger. ”Jeg var da lidt chokeret over at se det. Jeg havde aldrig regnet med det – og jeg har slet ikke søgt det,” siger han.
“Dit liv er et ekko”
”Uanset hvor jeg kommer, standses jeg af børn og unge, der beder mig synge sangen og optager den på deres telefon. Den er efterhånden nået langt omkring i verden. Det er helt vildt,” siger Allan Fisker ikke uden stolthed.
Allan Fisker har boet i Gellerup i snart 50 år. Han understreger, at han holder meget af muslimer – men ikke af dårlige gerninger.
Han er kendt og vellidt af de fleste af lokalområdets unge og får tit en god snak med dem. Han benytter tit lejligheden til at nævne sit eget motto for dem:
”Dit liv er et ekko. Smiler du til folk, får du smil tilbage. Er du høflig, møder du også høflighed. Men hvis du behandler andre dårligt, gør de det samme mod dig. Og folk der gør det, bliver meget ensomme som gamle!”