
Søndag eftermiddag var Skovgårdsparken på den anden ende, da organisationen GAME sammen med Det Boligsociale Hus inviterede til sommerfest. Både børn og unge havde en herlig eftermiddag med masser af street-aktiviteter, mens forældrene var samlet om mad, kaffe og hyggelige samtaler.
“Så er vi klar til finalen – skal vi lige gi´ de to en kæmpe hånd?”
Stemningen var høj, og bifaldet fra de mange tilskuere bragede ned mod de to finalister i dagens dance battle, som så både spændte og koncentrerede ud.
Og da musikken kort efter bragede løs fra højttalerne gik de i gang med imponerende hiphop-bevægelser i gang med at overbevise dommerne.
Eftermiddagens dance battle var bare én af de mange aktiviteter, GAME´s unge frivillige stod klar med. Og Skovgårdsparkens børn og unge deltog i det hele med stort energi.

I det hele taget er den årlige sommerfest i boligområdet virkelig blevet en aktivitet, der samler beboerne, fortalte Sahra Ahmed Mohamed, som er forperson for Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelse i boligområdet.
“Det var en succes lige fra starten. Det med, at der er noget lokalt lige her, hvor vi bor, tiltrækker rigtig mange. Mange kommer ikke til så mange aktiviteter andre steder – men når det foregår her, hvor de bor, dukker de altid op,” sagde Sahra Ahmed Mohamed.
Hun tror, det har noget at gøre med, at folk ved, hvad det er for et arrangement, og hvem der står bag det. Der er aktiviteter for både de store og de mindre børn, så forældrene kan slappe af og bare lade børnene løbe rundt, som de vil.
“Det foregår lige her midt i området, hvor alle lægger mærke til det. Folk kigger ud ad vinduet og tænker, at det ser hyggeligt ud – lad os gå ned. Der er noget for alle aldre,” sagde hun.

GAME´s frivillige skabte god stemning
På forhånd havde folk fra organisationen GAME rost Skovgårdsparken for at have en stor forældre-opbakning – og det kunne Sahra Ahmed Mohamed godt nikke genkendende til.
“Her bor mange unge forældre, som kan sproget og deltager i samfundet på lige fod med alle andre. Her bor mange, som jeg selv har gået i folkeskole og i gymnasiet med. De deltager måske mere aktivt end tidligere generationer. Jeg tror, det har en stor betydning,” sagde hun.
Sahra Ahmed Mohamed roste samtidig de unge frivillige fra GAME, som sørgede for at skabe en god aktiv stemning omkring de forskellige aktiviteter.

“Det betyder meget for børnene, at der er nogle lidt ældre unge, de kan spejle sig i,” sagde hun.
“De voksne hygger sig lige så meget som børnene”
De fleste af de voksne søgte i løbet af eftermiddagen mod den del af fælles-området, hvor der var grill, pandekagebagning og andre aktiviteter. Her var de mange bord-bænkesæt fyldt hele eftermiddagen.
“Folk har virkelig været her i lang tid. Familierne kommer ikke bare forbi og får en hotdog og går igen. Børnene har været i gang i flere timer, og de voksne hygger sig tydeligvis lige så meget som børnene,” sagde boligsocial medarbejder Anthon Haag, Det Boligsociale Hus, som var en del af arrangørgruppen.
Organisationen GAME stod for de fleste af aktiviteterne for børn og unge, mens Junior Rangers i Gellerup bidrog med natur-aktiviteter. Desuden bidrog flere andre lokale aktører til arrangementet.




