
Fredag aften bød på det tredje nederlag i lige så mange kampe i 2. division. Efter en kamp, som Brabrand IF dominerede mod et ikke imponerende Næstved-hold, tabte holdet alligevel 1-0. Trods de triste cifre var der dog grund til optimisme i Brabrand-lejren, hvor mange af holdets nye unge spillere gjorde det godt.
Aaahhrr, endnu et nederlag i den efterhånden berygtede stime af dårlige resultater i begyndelsen af sæsonen. Et Brabrand-hold der som i de seneste halvsæsoner lige skal finde sig selv, før jagten kan gå ind efter points i den vanskelige række.
Faktisk var der efter fredags-opgøret mod Næstved IF nok blandet en god del optimisme i ærgrelsen over endnu en tabt kamp. Der var masser af fine momenter at glæde sig over.
Træner Michéle Demontis er i fuld gang med at gennemføre et generationsskifte på holdet, og flere af de nye unge spillere ser ganske lovende ud.
Der var lagt op til en dejlig sommeraften på AURA Park på Engdalsvej. Lun sommeraften, pølser på grillen, kolde fadøl, fine aktiviteter for børnene. Det kunne næsten kun blive godt.
Men efter bare tre minutter fik hjemmeholdet en dukkert i sommervarmen, da gæsterne bragte sig foran 1-0.
Det skete efter et forsvarskoks af dimensioner. Kantspiller Rasmus Kirkegaard Jensen var uopmærksom, og en modspiller løb bag ham i venstre forsvarsside, hvilket gav en fantastisk mulighed for i ro og mag fra baglinjen at servere en præcis inderside til Christoffer Daluiso, som havde let ved at score.
Ny angriber kan blive stort aktiv
Det var et dejligt rygstød for gæsterne at gå resten af kampen i møde med – og det modsatte var tilfældet for Brabrand, der nu, med alt hvad de havde, forsøgte at komme tilbage i kampen.
Og det var flere af holdets nye spillere, som gik forrest i jagten på gæsternes føring.

Især holdets nye 9´er, spids-angriberen som helst skal score nogle mål, 24-årige Elias Astola, viste, at han kan blive et stort aktiv for holdet. Efter et kvarter af kampen viste han kampens detalje, der fik mange af tilskuerne til at spærre øjnene op:
Delvist med ryggen mod målet tog han bolden til sig med en enkelt berøring, vippede den derefter over hovedet på sin oppasser og hamrede i sin tredje boldberøring bolden mod mål.
Næstveds målmand Albert Gaub-Jakobsen var på sin plads og parerede det hårde men ikke særlig præcise skud. Men alligevel: Her var en spiller, som både kan og vil gøre en forskel for Brabrand IF i denne sæson.
Regn af Brabrand-forsøg
På det tidspunkt var kampen helt åben. Næstved bød også ind med fine forsøg på at fordoble føringen, men holdets nye målmand, Jonathan Hutters, var påpasselig og sikker.
Hjemmeholdet skabte fortsat muligheder foran Næstveds mål. Efter en halv time blev Mikkel Frandsen spillet fri, men han var for længe om at træffe en beslutning og blev tacklet. Elias Astola og endnu en ny-tilkommet, Sebastian Boldt Ernst fulgte op, men Næstved-forsvaret klarede sig gennem regnen af Brabrand-forsøg.
Minutterne efter var Astola og Ernst igen involveret, men sidstnævntes skud sad lige på Næstved-målmanden.
Kort før pausen blev Rasmus Kirkegaard Jensen spillet fri på venstrekanten, men også han tøvede for længe. I det hele taget var Næsteved-spillerne nok tilfredse med at få et pusterum, da dommer Sebastian Tornhøj Nielsen fløjtede til pause.
I anden halvleg blev billedet mere og mere entydigt: Brabrand angreb og angreb, mens Næstved havde rigeligt at gøre med at forsvare.

Den største mulighed kom efter en god times spil, da det stadig mere pressede Næstved-forsvar forærede en stor mulighed til midtbanespiller Marcus Tøfting, som sparkede langt over mål på muligheden.
Heller ikke indskiftede Henrik Borup var klar til at udnytte muligheden kort før tid, da en tilfældig bold havnede hos ham. Og derfor kunne Næstved rejse hjem med de tre points, selvom Brabrand kampen igennem havde 15 afslutninger på mål, mens gæsterne kun havde 7.
Fine præstationer af de nye
Der findes ikke retfærdighed i fodbold – men i Brabrand-lejren kunne man dog glæde sig over fine præstationer af en række af de mange nye på holdet:
Jonathan Hutters ser ud til at blive ny første-målmand og viste sig som en sikker og påpasselig sidste skanse.
Chance Mihigo, som er kommet til Brabrand fra VSK Aarhus, gjorde det fint på midten, teknisk dygtig og et stabilt anker på holdet. Dog lidt for tøvende i enkelte passager.
20-årige Marcus Tøfting spillede fuld tid på midtbanen og viste masser af initiativ og mange gode aktioner. Sammen med Mihigo er han måske løsningen på en ofte lidt for anonym midtbane for Brabrand.
Sebastian Boldt Ernst fik ligeledes chancen fra start igen og begynder så småt at vise kvaliteter, der minder om den tidligere angriber Nemo Thomsens: Fart, dynamik, driblinger og hurtige pasninger.
Og så var der jo Elias Astola, som er kommet sent i gang i Brabrand og først lige skal vænne sig til divisionsfodbold. Men ham er der al mulig grund til at holde øje med. Han skal nok komme til at score mål for Brabrand.
I kampen mod Næstved fik endnu en ny spiller, Johannes Arbøl, debut på kanten, og Jonas Moos blev ligeledes skiftet ind i det sidste kvarter. Ingen af de to nåede dog at sætte et aftryk på kampen.
Kort og godt: “Det skal nok gå”, som de siger i Aarhus Fremad. Næste lørdag går turen til Frederiksberg, hvor Brabrand på kunstgræs møder FA 2000.




