Det har været hendes største drøm at blive selvstændig med egen frisørsalon, og her d. 1. maj gik drømmen i opfyldelse. 23-årige Sevah Shojaeipoor har overtaget Salon Lindemark på Hovedgaden i Brabrand og har store planer for, hvordan hun vil udvikle salonen yderligere.
Klokken er 9, og hun låser døren op, sætter skiltet ud på gaden og gør klar til en ny arbejdsdag. I det seneste år har hun været daglig leder af Salon Lindemark på Hovedgaden, men fra 1. maj er hun nu blevet indehaver. Købt for penge som hun selv har sparet sammen.
”Det føles virkelig godt. Med alle de timer, man lægger i det, er det en stor lettelse, at jeg nu kan bruge kræfterne på at skabe mit eget sted,” forklarer Sevah Shojaeipoor.
”Det har altid været min drøm at blive selvstændig. Derfor har jeg knoklet igennem, da jeg blev udlært, for at tjene penge til at overtage salonen. Det er det, jeg brænder for, og så mærker man ikke, at det er hårdt.”
Der står stadig Lindemark på facaden, mens hun spekulerer over, hvad salonen skal hedde.
”Jeg prøver at finde frem til det helt rigtige navn. Det skal være noget, kunderne kan huske – det må ikke være for svært. Så jeg skal nok ikke vælge at bruge mit efternavn, for det er mega-svært at sige”, smiler hun.
Sparede 75.000 kr. sammen til uddannelse
Den fire-årige frisøruddannelse var i første omgang lukket land for Sevah Shojaeipoor, da hun ikke kunne skaffe en praktikplads. Men hun holdt fast i drømmen og ved at arbejde sideløbende i Netto i Tilst sparede hun de 75.000 kroner sammen, det kostede at tage en ét-årig frisøruddannelse i stedet.
Efterfølgende søgte hun igen ind på frisørskolen og overbeviste skolens ledelse om, at hun skulle have lov til at starte på den fireårige uddannelse, selvom hun ikke havde en praktikplads.
Det lykkedes hende senere at komme i praktik hos Malika Lindemark, som driver tre saloner i Højbjerg, Stautrup og Brabrand. Sevah Shojaeipoor kom i praktik i Højbjerg, og da hun for et år siden var færdiguddannet, fortsatte hun som daglig leder af Lindemark-salonen i Brabrand.
”Malika Lindemark ville egentlig lukke salonen i Brabrand, fordi det var for meget at drive tre saloner. Men vi blev heldigvis hurtigt enige om, at det var bedre, hvis jeg overtog den. Jeg har fået lov til at bruge navnet Lindemark i et år – mest for at det ikke skal blive for dyrt for mig. Hun har virkelig været sød ved mig. ”
Familien flygtede fra Iran
Familien stammer fra den kurdiske del af Iran og måtte flygte til en FN-flygtningelejr i Irak, hvor hun er født. Efter nogen tid fik de mulighed for at rejse til Danmark, hvor hendes onkel opholdt sig.
”Det er underligt, men jeg kan slet ikke huske noget om den tid, hvor vi var i flygtningelejren. Men jeg kan huske, da vi satte os ind i flyet til Danmark. Det var et kæmpe fly.”
Efter nogle år i Hjørring flyttede familien til Aarhus, da de ældste af hendes fem søskende skulle videreuddanne sig.
”Vi er en familie, der holder meget sammen, så vi valgte at flytte allsesammen – men vi bor alligevel spredt nu”, siger hun med et smil og forklarer, at hendes bror nu arbejder i et projekt for flygtninge i Spanien, mens en af hendes søstre har bosat sig i Norge.
Næste mål er en kosmetolog-uddannelse
Hun klarer selv det hele i salonen fra tidligt om formiddagen til lukketid. Regnskab, moms og skat får hun hjælp til af sin søster, som er revisor.
Ud over sin frisør-uddannelse er hun også uddannet hårolog. Det betyder, at hun har den specialviden til at kunne udføre hårtest og derefter levere individuel rådgivning og behandling. Hendes næste mål er også at tage kosmetolog-uddannelsen – men det kræver, at hun kan ansætte en frisør, så hun selv kan få fri til uddannelsen.
Hun har store planer med salonen, som hun ønsker skal udvikles til en skønhedssalon med alle former for skønhedsbehandlinger.
”Jeg er ikke bange for at tage chancer. Hvis jeg ved, hvad jeg vil, kaster jeg mig ud i det”, smiler Sevah Shojaeipoor, som håber, at hun kan være rollemodel for andre unge der har en drøm, men ikke ved hvordan de skal komme i gang med at få den opfyldt.