Det har været en vild sæson for 11-årige Frederik Rahn Stampe fra Helenelyst. VM-deltagelse i Italien, Yamaha Master Class i Spanien og forleden kåret til Årets Fighter i sin klub, Randers Motor Sport. Men det er en helt fjerde begivenhed, han husker allerbedst.
”Den største oplevelse var nok den i Holland, hvor jeg kom på podiet. Jeg havde aldrig før prøvet at komme på podiet i udlandet.”
Vi sidder omkring køkkenbordet i villaen i Helenelyst, og Frederik Rahn Stampe fortæller om den helt specielle oplevelse, det var pludselig at se sig selv blandt de tre bedste – i et felt af de allerbedste unge motocross-kørere i Europa.
Det var afslutningen på Yamaha Super Finale i oktober i byen Assen i Holland, hvor han efter et dramatisk løb endte på tredjepladsen blandt de 37 deltagere fra det meste af Europa.
”Til at starte med gik det ikke så godt. Jeg væltede, og inden jeg kom i gang igen, var jeg røget ned på sidstepladsen. Jeg tænkte, at det var så dét. Men jeg kom i gang igen, og uden at jeg rigtig lagde mærke til det, overhalede jeg flere og flere. Men jeg havde ikke troet, at jeg var blandt de tre bedste, før de kaldte mig op til podiet. Jeg var helt forvirret.”
Til Spanien trods brækket fod
Den flotte placering i Holland gav det 11-årige motocross-talent endnu en stor oplevelse. For producenten Yamaha tilbød ham så en plads på en eksklusiv træningslejr i Spanien i november – og det sagde han og far Martin naturligvis ja tak til. Men også den tur blev helt speciel for Frederik:
”Jeg havde glædet mig rigtig meget og trænet hårdt på at blive klar til at komme af sted, men desværre brækkede jeg en knogle i min fod til en træning to uger før, så jeg gik med krykker helt op til vi tog af sted. Derfor var jeg også noget nevøs den første dag vi kørte, fordi det var en hård bane, og jeg vidste ikke om min fod helt kunne holde.”
Og ikke nok med det: På vejen mod Spanien brød bilen sammen – men de nåede dog frem til sidst. Og foden nåede at blive klar til, at han kunne deltage i træningen og få gode råd af nogle af Europas største motocross-navne.
Varmen under VM i Italien
Naturligvis rumsterer også deltagelsen i VM i Italien i juli i hovedet, når vi taler om de mange oplevelser i 2019. Mest på grund af den voldsomme varme dernede, for i løbene gik det ikke helt, som han havde håbet på.
”Ens hud brændte bare, og man følte, at man kogte – der var nok 40 grader, når man havde hjelmen på,” fortæller han.
En finaleplads blev det ikke til – men det var tæt på. Faktisk var der kun seks sekunder fra den plads, han endte på og til førstepladsen.
Bliver god til engelsk
Oplevelserne i udlandet har også givet ham rigtig gode venskaber. Blandt andet er han blevet venner med en engelsk kører, og det gode samvær giver i det hele taget gode engelsk-kundskaber.
”Min skole har faktisk været rigtig sød og næsten ikke givet mig lektier for. Når der så har været nogen, har vi lavet det på turen.”
Udenfor huset på Helenelyst holder den store trailer, der har været med på de fleste ture gennem Europa. Martin Stampe lægger ikke skjul på, at det har været lange ture, der har tæret på kræfterne. Men det har samtidig givet store oplevelser, som han ikke ville havde undværet.
”Vi er stadig nye i sporten”
Sæsonen blev afsluttet forleden med et par fine pokaler hos Randers Motor Sport, hvor han kører nu. Ud over at vinde klubmesterskabet fik han overrakt årets fighterpokal. I vandrepokalen er indgraveret massevis af fine motorsportsnavne tilbage fra 1980´erne.
”De gav den til én, der virkelig har fightet – og af alle folk i det rum var det lige mig han nævnte. Det er jeg virkelig stolt over”, fortæller Frederik.
Både han og far Martin er stolte over alt, hvad han har opnået i løbet af året – også selvom der har været skuffelser undervejs. Han lægger ikke skjul på, at temperamentet fortsat koger, når han ikke synes, han gør det godt nok.
”Det kan godt være, at det bare er for sjov. Men det betyder meget for mig”, forklarer han.
”Vi er jo stadig nye i den her sport. Det er kun fjerde sæson, Frederik kører motocross, og det er andet år i den bedste række”, uddyber Martin Stampe.
Race4Hearts
Frederik har en medfødt hjertefejl, der gør hans præstationer ekstra imponerende. Det er ikke livstruende, men lægerne holder øje med ham, og han er på sygehuset til scanning med jævne mellemrum.
Familien har etableret organisationen Race4Hearts, der samler penge ind til børn med hjerteproblemer, og det projekt har også haft en del opmærksomhed i 2019. Blandt andet har Frederik to gange været i tv og fortælle om, hvordan det er at køre motocross, når man har en hjertefejl.
En del af talentprogram i Randers
December måned er nok det nærmeste, familien Rahn Stampe kommer rendyrket hjemlig hygge. Der er ingen motocross-stævner på programmet, men der er dog nogle dages crossfit og mountainbike-træning om ugen.
I foråret venter nye spændende opgaver. Turen kommer blandt andet til at gå til EM-løb i Holland, Belgien og Slovenien.
Han er nu blevet en del af Randers Elite Junior, der er Randers Kommunes støtte til unge talenter. Det betyder blandt andet, at Frederik får støtte til en træningstur til Spanien i det tidlige forår.
Læs også: