Søndag d. 2. februar er det præcis 100 år siden, at Brabrand Kirke blev gen-indviet efter en stor ombygning, der præsenterede kirken i sit nuværende udtryk. Her fortæller sognepræst Simon Emil Koefoed om ombygningen, der bliver fejret med en fest-gudstjeneste søndag d. 2. februar.
Tekst: Simon Emil Koefoed
“Kirken er da ældre end 100 år?” spurgte en nysgerrig.
Kirken som fællesskab er vel omkring 2000 år, og dele af Brabrand Kirkes østre korsarm nærmer sig også de 1000 år. Men størstedelen af kirken – det vi kalder hovedskibet – og hele dens nuværende indretning og grundplan er kun 100 år.
Oprindeligt var Brabrand en lille landsby. Det var et bondesamfund med store gårde og frodige marker omkring søen, og dertilhørende en lille landsbykirke af kvadersten på størrelse med Sdr. Årslev Kirke.
Men i løbet af 1800-tallet vokser byen til en større handelsby i udkanten af Aarhus, med trinbræt på den nye jernbane mod Langå og Randers. I takt med at byen vokser, vokser også behovet for flere pladser i kirken, og en ombygning af kirken går derfor i gang i 1923-1925.
Arkitekt Harald Lønborg-Jensen står for den store ombygning, som i samme årti udfører lignende om- og udbygninger af bl.a. Haslev Kirke (Haslev), Skt. Catharinæ Kirke (Aalborg). Senere bygger han også Åbyhøj Kirke og Frederikskirken i Aarhus.
Til Brabrand Kirke tegner Lønborg-Jensen et nyt hovedskib, som bygges vinkelret på kirkens nordside, og tilføjer derved ca. 170 sidde-pladser. Alteret placeres midt i kirken mod syd, og den gamle kirkes kor og hovedskib fungerer nu som korsarme mod øst og vest. Orgelet får ny placering på et pulpitur under hvælvene, og indgangen bliver via et nyt våbenhus mod øst.
Lønborg-Jensen tegner også et klokketårn mod nord, som var større og proportionelt passede bedre til det nye hovedskib end det lille klokketårn mod vest. Klokketårnet blev ikke til noget, og når menighedsråd senere hen (helt frem til 1991) fremlagde nye bud på klokketårne til Brabrand Kirke, blev de stemt ned af lokal-befolkningen, som ville beholde kirken som den var og særligt blikket fra søsiden, hvor kirken fremstår “rigtig” med det lave kor mod øst og det høje tårn mod vest.
Ombygningen “skjules” for det blotte øje med en ensretning af kirkens ydre og indre. Kirken kalkes hvid og får kam-takker på alle gavlene. Indenfor lægges ensartet gulv, og de gamle trælofter udskiftes med murede hvælv, som også kalkes hvide.
Genindvielsen finder sted søndag d. 2. februar 1925 ved en festlig gudstjeneste, ført an af biskop Thomas Schiøler.
Søndag d. 2. februar kl. 11.00 fejres 100 års-jubilæet med en festgudstjeneste. Alle præsterne og Aarhus’ biskop, Henrik Wigh-Poulsen, medvirker, og håbet er, at mange andre vil møde op og fejre kirkens fødselsdag:.
Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært ved en reception, hvortil man skal tilmelde sig senest tirsdag d. 21. januar kl. 13 til kirke-kontoret på brabrand.sogn@km.dk eller tlf. 8626 0645.
Artiklen har tidligere været bragt i kirkebladet for Brabrand Aarslev Kirker.