Endnu en gang er det lykkedes arrangørerne af Brabrands kulturfestival Vinterstemmer at skabe et varieret og overraskende program. Lørdag d. 25. januar kan du i bydelens kulturhus Gasværket opleve 12 timers litteratur, poesi, hiphop, jazz, gademusik og den store amerikanske sangbog.
Du ved aldrig helt, hvad arrangørerne af Vinterstemmer finder på – men du kan regne med et solidt kultur-mix med indslag, du kan gå og glæde dig til, krydret med oplevelser du ikke havde regnet med at få.
Til den kommende udgave af Vinterstemmer lørdag d. 25. januar har arrangørerne af festivalen, KulturGas og Jazzværket, igen anstrengt sig for at skabe et program med høj kvalitet og med både velkendte og nye, mere ukendte optrædende.
”Det er sjovt at være en del af planlægningen. Hver gang vi har afholdt Vinterstemmer, har vi næsten lige med det samme lyst til at gå i gang med planlægningen af en ny festival, fordi der opstår så mange ideer, og vi får også virkelig mange forslag fra andre,” fortæller Lene Lindegaard Jensen, som gennem årene har været en fast del af arrangørgruppen.
”Der er ved at være nogle rutiner omkring Vinterstemmer. Faste måder vi gør ting på. Men det må heller ikke blive ren rutine. Vi ser altid efter, om der er noget sjovt nyt, vi kan finde på – måske nogle nye navne som bør få chancen for at vise sig frem,” tilføjer hun.
Ud over selve arrangørgruppen møder en lang række frivillige op på dagen sammen med lydfolkene Børge Bang og Lars Baun Frederiksen og er med til at skabe en god stemning med bl.a. friskbagt kage, kaffe og kølig fadøl i baren.
Hvis du kender til Vinterstemmer i forvejen, vil formiddagens program næppe overraske dig. Jazzbrunch er efterhånden en institution i sig selv, og billetterne bliver hurtigt afsat.
Ud over alt, hvad der hører til en god brunchtallerken og hyggelig snak over bordene, kan du denne gang opleve den 28-årige jazz-crooner Victor Peter, som allerede har slået sit navn fast i dansk vokaljazz.
”Pianist og sanger Victor Peter udgav i foråret sit anmelderroste debutalbum, der har været i rotation på P8 og cementeret ham som en af Danmarks nye pop/jazz-sangere,” lyder det om Victor Peter, som problemfrit blander jazz, pop, soul og funk.
På Gasværket stiller han op med Rasmus Frandsen, trommer, Anders Boyr Knudsen, bas, Niels Munk, trompet og Jakob Ottarsson, tenorsax.
Arrangørerne har denne gang valgt at lade hele programmet afvikle i Gasværkets store sal. På den øverste etage vil der i stedet være et stilfærdigt lounge-område, hvor du kan nyde en kop kaffe eller en fadøl og opleve en særlig udstilling af såkaldte skraldekasser.
Efter formiddagens brunch går det løs på scenen med en række aktuelle forfattere, som alle for første gang gæster Gasværket. Her kan du blandt andet opleve forfatteren Karin Heurlin, som vil tale om den særlige historie i det helt almindelig liv, som vi alle kender.
Med en både humoristisk og rørende fortællestil skildrer Karin Heurlin i sine romaner de små dramaer i hverdagen:
”Hendes karakterer er genkendelige – naboen, vennen eller endda os selv – og gennem hendes skarpe, men varme portrætter af menneskers fejl og mangler, skaber hun et hjemligt univers fyldt med kærlighed og forståelse for det uperfekte,” lyder det om hende.
I sit foredrag vil 48-årige Karin Heurlin blandt andet tale om romanen ”Min Kone”, hvor en pertentlig mandlig IT-driftschef kæmper med ægteskabet. Og om sine populære Olga-bøger, hvor den selvoptagne 12-årige Olga fortæller om sin pinlige familie og forfærdelige hund, der altid bøvler med analkirtlerne.
”Karin Heurlins foredrag er en rørende og underholdende rejse ind i menneskelige relationer, hvor humoren altid er med. Det er nemlig med det sjove, at forfatteren fletter det alvorlige ind,” skriver arrangørerne om Karin Heurlin.
Gennem årene har KulturGas gentagne gange fået opfordringer til at invitere forfatteren Elsebeth Egholm til Vinterstemmer. Og nu kommer hun.
Elsebeth Egholm er født 1960 og har en del af sine rødder i Brabrand. Drømmen om at blive enten forfatter eller pianist dukkede tidligt op. Klaveret vandt første runde, og Elsebeth kom i 1981 ind på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun gik i fire år. I 1985 tog skrivetrangen over, og hun søgte ind på Journalisthøjskolen.
Efter nogle års ansættelse på Berlingske Tidende sagde hun jobbet op, og i 1999 udkom debutromanen ”De frie kvinders klub.” I 2002 udgav hun den første bog med den århusianske journalist Dicte Svendsen.
Efter 11 Dicte-bøger skivtede hun i 2016 stil, og ”Jeg finder dig altid” vandt prisen for Årets bedste danske krimi i 2017.
Som det mandlige islæt i årets forfattertrio kan du opleve 30-årige Elias Sadaq, som er opvokset i Toveshøj i et konservativt religiøst hjem med en far, der stammer fra Marokko, og en mor, der stammer fra Danmark og er konverteret til islam.
Han sprang som 23-årig ud som homoseksuel, hvilket førte til et brud med hans far. Sadaq har været aktiv i foreningen Sabaah, der samler LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund. Han deltager desuden i den offentlige debat om portrætteringen af minoritetsetniske danskere i medierne.
Elias Sadaq debuterede i 2019 som digter med den digitale digtsamling Gadestreger som han udgav på sit eget forlag, Forlaget Gadefilosofi. Den er blevet kaldt “et pionérværk”, som for første gang “fremskriver en muslimsk queer-identitet”.
Hans anden digtsamling Djinn udkom i 2024 på forlaget Gyldendal, og det blev hans gennembrudsværk. Her fortæller han detaljerigt om sin opvækst i og omkring blokkene i Gellerup og Toveshøj. Han modtog senest LGBT+ Danmarks arbejdslegat Årets Søhest for Djinn og blev nomineret til Litteraturprisen ved Danish Rainbow Awards.
Igen i år overrasker Vinterstemmer med flere upcoming navne på den danske musikscene. Du kan blandt andet møde Ny Skole Patina, der kombinerer hiphop, digtoplæsning og teater i en hæsblæsende kombination.
De to gutter, der udgør kernen i Ny Skole Patina, har rødder i Viborg men har efterhånden skabt et fint netværk i Aarhus Vest. I omtalen af gruppen på nettet bliver de omtalt som ”jysk hiphop”, der er ”forskammet charmerende” og meget humoristiske:
”Duoen består af to gæve jyske gutter, Frede Horsholt og Kristoffer Vendelboe, der lever i et hiphop univers et sted i mellem fortiden og fremtiden, som trækker tråde til alt fra Malk De Koijn til Yahya Hassans poesi,” lyder det blandt andet om Ny Skole Patina.
Det kan du blandt andet opleve på EP´en, “Trods Hån og Nærighed, vol. 2”, der emmer af en mangfoldighed af ord pakket ind i punk, elektronisk house, drum & bass mm.
I en helt anden genre kan du ligeledes opleve Gadejørgen og Eva. Gadejørgen, eller Jørgen Ernesto Grønning som han hedder rigtigt, betegner sig selv som ”livslang gademusikant”. Han er blandt andet kendt fra den delvist animerede DR-serie Gadejørgen fra 2018, instrueret af Kristian Nordentoft.
Samme år udkom albummet ”Gadejørgen – Hele mit liv” på pladeselskabet Raske Plader.
På Gasværket kan du opleve Gadejørgen sammen med ”Eva”, som vi i skrivende stund ikke har ret mange informationer om. Vi kan dog love en anderledes, utraditionel oplevelse, hvor du kan opleve gadens musik i kombination med overraskende, finurlige fortællinger.
Som altid på Vinterstemmer vil der være en pause inden aftenens musikalske program. Her kan du i samvær med de andre kulturgængere nyde et aftensmåltid, som du dog skal have bestilt på forhånd, når du alligevel bestiller billet til aftenens koncert.
I år kan du lørdag aften opleve Emil Otto & the Fabulous Trio, som sandsynligvis vil forkæle dig med jazzstandards fra The Great American Songbook i originale arrangementer, der bl.a kombinerer nordiske musiktradition med New Orleansk second-line-swing, flygel med vaskebræt og trommer, kontrabas med kromatisk mundharpe og på toppen af det hele: Emil Ottos vibrerende og inciterende vokal.
Emil Ottos tidligere besøg på Gasværket har været uhyre succesfulde, og det har fået arrangørerne af Vinterstemmer til at invitere ham igen. Han optræder sammen med Jacob Venndt på kontrabas og mundharpe), Pojken Flensborg på piano og Per Kolling på trommer.
Som ved tidligere Vinterstemmer er de fleste af dagens indslag gratis. Undtagelserne er formiddagens Jazzbrunch og lørdag aftens koncert med Emil Otto & the Fabulous Trio. Til de to programpunkter kan du fra på mandag købe billetter her hos Jazzværket.