
Lørdagens Vinterstemmer blev endnu en overvældende dag i Brabrands kulturhus Gasværket, hvor et stort og aldersmæssigt blandet publikum sammen fik mange og meget forskellige oplevelser – fra intense møder med forfattere og digtere til sprælsk performance og koncerter.
To unge mænd med rasta-hår og kedeldragter får hele salen til at lukke øjnene, mens de fortæller i en blanding af rap og performance, samtidig med at en bassist laver underlige lyde i baggrunden.
En forfatter som fortæller at hun er helt almindelig, præsenterer små historier fra hverdagen, hvor der står en mand og en kvinde, der er gift med hinanden, i et rodet køkken.
En ung jazz-crooner med præsenterer klassikere fra The Great American Songbook, bakket op af tre fænomenale musikere, som får alle til at rejse sig spontant og klappe taktfast.
Det var bare tre tilfældige nedslag fra en lang dag og aften på Det Gamle Gasværk, der lagde vægge til et både omskifteligt og intenst program med en masse på hjerte til alle, som tog sig tid til at glemme hverdagen og slippe sanserne fri.
Det var endnu en udgave af kulturfestivalen Vinterstemmer, arrangeret af to af Brabrands kulturaktører, Jazzværket og KulturGas, i fællesskab.
Endnu en gang formåede arrangørerne at samle en broget skare af begge køn, alle aldre og med rødder i lokalområdet og resten af Østjylland. Dagen igennem var de fleste pladser i Gasværkets store sal besat, men publikum blev hen over dagen og aftenen løbende udskiftet: Nogle forsvandt mod weekendens øvrige gøremål, mens andre kom til i en lind strøm.
Her får du en række stemningsbilleder fra lørdagens Vinterstemmer – fanget af fotograf Jørgen Nielsen.
Læs også:
12 timers litteratur, poesi, hiphop, jazz og gademusik på Gasværket