For to år siden flyttede Vaskeriet i Søvangen ind i den tidligere butiksarkade på Louisevej, og det sidste års tid har de gæve vaskeri-folk knoklet for at indrette en vild have bag de karakteristiske gule boligblokke. Torsdag blev haven overdraget til beboerne i Søvangen.
Vaskeriet leverer ikke bare rent tøj til private og organisationer, men rummer også øvebaner for udviklingshæmmede, der på den måde kommer tættere på en hverdag, hvor de kan klare sig selv. Og så vil Vaskeriet også gerne være med til at dyrke de lokale fællesskaber.
I løbet af det sidste år har Vaskeriet udvidet rammerne og har for 600.000 kr. fra Realdania-fonden Underværker og med bistand fra COWI, arkitektfirmaet C.F. Møller og andre fagfolk forvandlet en almindelig græsplæne til et paradis for både dyr og mennesker.
”Vi ønskede at udvide fællesskabet i Vaskeriet med en vild have, som vi håber, vil være til gavn for både beboerne og biodiversiteten. Det eneste krav vi har haft i forhold til haven er, at den skulle laves med kærlighed. Og det synes vi faktisk godt, man kan se!”
Det sagde Pia Stabell Hjort, Katrine Knudsen og resten af vaskeri-holdet, da de torsdag præsenterede resultatet af anstrengelserne: Vilde blomster i alverdens farver gror, som de har lyst, mens frugttræer og bærbuske også gør sig til over for bier og andre insekter.
”Vi håber, at vi kan inspirere andre til at give en lille bid af deres jord tilbage til naturen. Brumbasser, frøer, harer, råvildt, sommerfugle og et andepar har allerede taget haven i brug. Det er vi vildt taknemmelige for. Vi tror, det er vejen frem at lave de her oaser, som gør, at vi kommer tættere på naturen, selv på sådan en lille plet som Søvangen,” sagde de.
Lodret læringskurve
Men rejsen har været lang. Egentlig havde Vaskeriet søgt Underværker om penge til at renovere de gamle butikslokaler med, men inden der kom svar fra fonden, var de nye lokaler næsten færdige – og hvad gør man så?
Jo, man skaber da bare et nyt storslået projekt, og hos Underværker lød der kun begejstring over at bruge pengene på at omdanne en del Søvangens grønne område til vild have.
Undervejs har der været mange udfordringer, men de blev alle sammen løst. Eksempelvis var de mange små træer og buske lækker aftensmad for de forskellige dyr, som hurtigt blev tiltrukket af haven.
”Vi bad om en vild have, og det fik vi også. Den var så vild, at alle vores træer blev spist af råvildt og harer, så vi vil gerne sige tusind tak til Smag på Aarhus, for at levere en feberredning. Det var virkelig mange træer, de donerede til os.”
Mange af de involverede var mødt op til det festlige arrangement, hvor Vaskeri-fællesskabet havde chance for at sige tak til alle:
”Læringskurven har været stejl, nogle gange nærmest lodret, men det har alligevel været fantastisk at være med til. Tak til alle jer i Søvangen, der i hele forløbet har bakket os op, også når det var op ad bakke. Vi tænker altid på hver eneste af jer med taknemmelighed.”
Læs også: