Beboerne i Haveforeningen Søvang er bekymrede for, at byudvikling omkring det tidligere Brabrand Mejeri vil omfatte de naturskønne områder ned mod Brabrand Sø. Kolonihavefolket foreslår i stedet, at der etableres bypark og kulturhus i området sydøst for haveforeningen.
En ny bydel er på vej i det spraglede erhvervsområde omkring det lukkede Brabrand Mejer ved Sylbækvej og Gjellerupvej. I første omgang ønsker Aarhus Kommune at ændre kommuneplanen, så det bliver muligt, at det 45.500 kvadratmeter store område kan rumme både erhvervsvirksomheder og private boliger.
Teknik og Miljø har netop gennemført en høringsrunde, hvor alle kunne bidrage med deres ideer og forslag til, hvordan området kan udvikles i fremtiden. Det resulterede i hele 108 høringsforslag.
Blandt andet har havefolket i Haveforeningen Søvang været særdeles aktive og har indsendt et stort antal høringsforslag. Blandt andet har haveforeningen selv indsendt en række forslag baseret på en række møder i løbet af foråret, hvor 50-60 kolonihavefolk har deltaget.
”Med udviklingen af Åby Vest har Aarhus en unik mulighed for at skabe en grøn og bæredygtig bydel, der sætter standarden for, hvordan man skaber bykvalitet for nuværende og kommende generationer af århusianere,” indleder de høringssvaret.
Haveforeningen understreger, at fremtidens bykultur i området skabes i samspil med historien, erhvervslivet, kolonihaverne og vigtigst af alt den herlige natur tæt på Brabrand Sø og Aarhus Å.
”Kulturhistorisk er Åby Vest noget særligt. Et utal af arkæologiske fund tilbage fra stenalderen op gennem vikingetiden og frem til nutiden vidner om et område, der har emmet af aktivitet og været hjem for familier i utallige generationer,” skriver de.
”Og hvem kan ikke forstå det, når man går en tur og oplever alt det dyreliv og biodiversitet, der er omkring søen og åen, der engang var fjord. Gennem tiden har området bl.a. været fangstplads og bosted, og senere er det blevet til landbrug, industri og kolonihavekultur.”
Sylbækken som samlingspunkt
I haveforeningen forestiller man sig en ny bydel, hvor lyden af fuglefløjt overdøver støjen fra bilerne. Et område der bindes sammen af vand og rekreative åndehuller, hvor Sylbækken er et samlingspunkt og livgiver til nye vådområder og opsamler de store mængder af regnvand, der skal ned ad bakken fra Gellerup for at ende i Brabrandsøen og Aarhus Å.
”Vi ser en bydel, hvor de mange nye beboere let kan komme ud i den frie natur på en måde, der respekterer naboerne, både dem i parcelhusene, dem i kolonihaverne og naturen i egen ret. En bydel, der er skabt, ved at lytte og inddrage dem, der i forvejen er i området i alle dele af processen,” skriver kolonihavefolkene.
Helt konkret foreslår haveforeningen, at tre naturområder kan bindes sammen via en såkaldt biodiversitets-korridor. Tanken er at forbinde naturområdet langs Aarhus Å og Brabrand Sø med naturområdet ved Naturcenter Sølyst og Gellerup Skov.
Fire konkrete forslag
På den måde skabes ”et sammenhængende naturområde, som bl.a. bindes sammen af de naturlige vandveje, der lægges fri samt af en faunapassage over eller under jernbanen,” skriver de.
Det vil ifølge haveforeningen indebære følgende konkrete tiltag:
- Etablering af en bred naturkorridor mellem mejerigrunden og haveforeningen. Området er i forvejen et sårbart naturområde med vandløb, stor biodiversitet og fredede planter (bl.a. plettet gøgeurt).
- Sylbækken skal sættes fri af beton og etableres med mange vådområder, der kan rense vandet og klare store mængder vand i tilfælde af ekstremregn.
- En offentlig skov anlægges som grænse mellem ny beboelse og Naturcenter Sølyst, og der etableres faunapassager til Gellerup Skov.
- En offentlige bypark anlægges som en naturlig indgang til Sylbækken og stisystem på en grund, der i dag er natur uden stier og adgang.
Vester Søgaard som kulturhus
Haveforeningen understreger, at tankerne er i tråd med Aarhus Kommunes politik for bykvalitet og arkitektur – ”i modsætning til det eksisterende første udkast til den nye kommuneplan, som lægger op til at inddrage eksisterende grønne områder, der er udlagt til “rekreative formål i form af kolonihaver” til bebyggelse,” påpeger foreningen.
”Vi frygter, at muligheden for at tjene penge på meget boligbyggeri i området vinder over muligheden for at skabe et bæredygtigt kvarter, hvor grundtonen er hensyn til områdets historie og naturværdier,” siger formand for Haveforeningen Søvang, Jesper Nymann.
Han understreger, at havefolket intet har imod, at der fremover kommer flere mennesker i området – men at det skal ske på en bæredygtig måde med respekt for områdets fine natur.
Blandt andet ønsker man at skabe et centralt mødested i Vester Søgaards hovedbygning fra 1780, der stadig ligger midt i byudviklingsområdet. Havefolkene frygter, at ejendommen vil blive inddraget i byudviklingen og revet ned til fordel for nye boliger. I stedet ønsker de, at Vester Søgaard skal være kulturhus.
”For at mennesker kan trives har de brug for fællesskaber. Derfor ser vi det som essentielt, at der skabes et væld af naturlige mødesteder i den nye bydel. Vi ser for os, at vi fremover vil mødes i byparken, langs den rislende Sylbæk og på vejen ned til Brabrandsøen. Vi mødes ved bålhytten og i sansehaverne med de mange frugttræer, og vi mødes i det smukke og historiske kulturhus “Vester Søgaard”, som er det naturlige bindeled til både naturen og historien i området,” skriver de.
Invitation til lokal vandring og aftensmad
Desuden ønsker haveforeningen at videreudvikle det allerede etablerede naturstisystem, der er i store dele af naturområdet Englemarken nær kolonihaverne. Målet er at skabe flere steder til fordybelse i naturen – det foreningen kalder “roligsteder”.
Haveforeningen Søvang vil gerne i dialog med andre, som interesserer sig for udviklingen i området og inviterer onsdag d. 14. juni kl. 16-19 til en vandring rundt i området – efterfulgt af et måltid mad og hyggesnak omkring bålet. Der er ingen tilmelding. Mødestedet er Sylbækvej 38 (se billedet nederst).
”For helt at forstå området er det nødvendigt at gå rundt og opleve det. Vi håber, at mange vil deltage,” siger Jesper Nymann, som også vil invitere de mange andre beboere i området, blandt andet flere religiøse foreninger og kulturhuse.