Når politikerne i Aarhus Byråd i slutningen af ugen går i gang med at diskutere det omfattende sparekatalog, skal de også tage stilling til million-besparelser på fritids- og ungdomsskoleindsatsen i kommunen. Besparelserne møder massiv modstand fra organisationer og fagfolk, der arbejder i Gellerup og Toveshøj.
”Jeg kan blive helt grædefærdig, når jeg ser det hele blive spildt. Det er en stor og vigtig indsats, der forsvinder, hvis vi ikke passer på. Det vil give massive bagslag.”
Så skarpt udtrykker tidligere fritids- og ungdomsskoleleder Anders Glahn sig om de besparelser, der truer indsatsen for børn og unge under UngiAarhus.
Som en del af de kommende besparelser på 214 mio. kr. i Aarhus Kommune lægger Børn og Unge op til at spare over 18 mio. kr. på UngiAarhus. Blandt andet vil forvaltningen skære hele 12 mio. kr. på ledelse.
Spareplanerne møder voldsom modstand fra mange af de fagfolk, som arbejder med børn og unge i Aarhus. I et stort antal høringssvar advarer de om, at besparelserne især vil ramme nogle af de unge i Aarhus, der har det allersværest.
Mere end halveret på 15 år
Anders Glahn gik i 2020 på pension, efter at han gennem 40 år har arbejdet for at give Gellerups børn og unge et godt og stærkt fritidsliv. Han er oprigtigt bekymret over de besparelser, der tilsyneladende er på vej.
”Det er en forvaltning, der med de her forslag agerer fuldstændig historieløst. De ved ikke, hvad det er, de her foreslår at spare væk. Og så i en tid hvor vi står med et stærkt stigende antal ensomme og sårbare unge,” siger han.
Anders Glahn fortæller om en lang række besparelser siden 2007 på unge-området, hvor man ellers har en stærk og ambitiøs plan for fritids- og ungdomsskoleområdet. Men nu er der ganske simpelt alt for få til at føre den ud i livet, vurderer han. Med de nye truende besparelser vil UngiAarhus være mere end halveret i løbet af 15 år, påpeger han.
”Man er virkelig inde og skære i benet nu. Man sparer dér, hvor det gør rigtig ondt – på beredskabet og den målrettede indsats især i de udsatte boligområder. Det er den tungere del af vores arbejde, der går ud på at forebygge mod ballade, bilafbrændinger og bandekonflikter. Det er den del, der virkelig koster kassen ressourcemæssigt. Den del vil man ikke kunne mere,” siger Anders Glahn.
”Jeg tror ikke, man kan holde til det her i de udsatte boligområder. Siden 1994 har fritids- og ungdomslivet været en væsentlig central medaktør i boligsociale handleplaner, og vi har stået for en betydelig del af finansieringen. Hvis vi ikke var der, ville en stor del af det boligsociale arbejde heller ikke være der.”
”Det handler om meget andet end åbningstid”
Han betegner fritids- og ungdomsskoleindsatsen i blandt andet Gellerup og Toveshøj som Aarhus Kommunes garant for, at man bevarer fingeren på pulsen. Via aktiviteterne har man en nær kontakt med de mest udsatte unge, og det sikrer, at man hele tiden kan agere med målrettede indsatser – også om aftenen hvor de fleste andre kommunalt ansatte er gået hjem.
”Men det handler jo om meget andet end åbningstid. Det kalder på ledelse, der er tæt på, hvor tingene sker. Det handler om at kunne gå forrest, når der skal koordineres, sikres samtale og dynamik. Og det er her, Børn og Unge nu vil skære så hårdt, at jeg er sikker på, at det vil føre til mærkbare negative konsekvenser.”
Han ser fritids- og ungdomsskole-arbejde som ”den lille kommunale motor med den store effekt”, der gennem årene har været med til at skabe og styrke sammenholdet mellem politi, foreningsliv og de andre vigtige aktører, når det for alvor har brændt på med konflikter i Gellerup og Toveshøj.
Behov for stabilitet og kontinuitet
Ligesom Anders Glahn appellerer en lang række aktører i høringssvar for, at politikerne i Aarhus Byråd ikke vedtager de voldsomme besparelser på UngiAarhus.
Ud over de 12 mio. kr. på ledelse vil man spare millionbeløb på en række andre poster på fritidsbudgettet, herunder lukning af fem pædagogisk ledede legepladser, reduceret andel af pædagogisk uddannede støttepersoner og generel reduktion i serviceniveauet.
Blandt andre Samvirket i Gellerup og Toveshøj advarer mod, at besparelserne vil ramme sårbare unge i de udsatte områder særligt hårdt:
”Samarbejde i Gellerup er komplekst – det kræver kontinuitet i medarbejderstab og organisering at få bygget et robust og fleksibelt samarbejde op, så der er genkendelighed og gode rutiner for samarbejdet. Vejen til en attraktiv bydel med ny skole, blandet beboersammensætning og øvrige visioner for udvikling af Gellerup og Toveshøj, kræver et dedikeret samarbejde med bl.a. boligforening, boligsocial indsats, foreninger samt mange andre lokale aktører,” skriver Samvirket.
Uden det samarbejde og et pædagogfagligt fokus, frygter medlemmerne af Samvirkets styregruppe, at visionen for området ikke kan lykkes.
”De unge i Gellerup og Toveshøj har brug for stabilitet, i et område hvor der er udsathed på spil, og særligt her hvor vi er midt i store forandringer i de unges hverdag.”
Samvirket henviser til, at klubben i området flytter nu og igen om tre år, der kommer ny skole og mange andre fysiske forandringer gør at der er behov for at fokusere på stabilitet og kontinuitet i relation til områdets børn og unge.
”Når unge i ”det normale” almenområde begynder at mistrives, som vi desværre ser i dag, så ved vi, at udsatte unges mistrivsel forværres tilsvarende.”
Tvivl hos A. Enggaard
Også Brabrand Boligforening skriver i et høringssvar om konsekvenserne af besparelserne, der ”generelt kan være bekymrende i en tid, hvor mange unge oplever mistrivsel, og hvor f.eks. foreningsbaserede fritidsfællesskaber har
vanskeligere ved at fastholde de unge.”
Men i Gellerup og Toveshøj er der brug for en særlig indsats, vurderer boligforeningen, fordi en stor andel børn og unge ikke går i skole på deres lokale distriktsskoler, og derfor er ungetilbuddene under UngIAarhus af særligt stor betydning.
Også entreprenørvirksomheden A. Enggaard A/S er nervøse for besparelsernes konsekvenser i Gellerup, hvor man har byggerier i gang for mere end fire mia. kr.
”Når vi tør gå ind i et udsat boligområde med en satsning af dette omfang, skyldes det bl.a. vores tillid til, at kommune, boligforening, politi og øvrige aktører prioriterer det kriminalpræventive arbejde, som er helt nødvendigt for at skabe den forandring i Gellerup, som alle parter ønsker og forventer,” skriver A. Enggaard A/S i et høringssvar.
Virksomheden fremhæver det kriminalpræventive arbejde, der i Aarhus Kommune er forankret i UngiAarhus:
”Vi ved, hvor presset det kriminalpræventive område er, og hvor mange ressourcer det kræver fra især UngiAarhus at holde de spirende bandegrupperinger i området i skak. Vi værdsætter dette arbejde meget og følger det nøje fra sidelinjen,” skriver A. Enggaard.
”Når sparekataloget foreslår så voldsom en reduktion af det kriminalpræventive arbejde, begynder vi at tvivle på Aarhus Kommunes udtalte intention om, at Gellerup skal lykkes. Dette er kontraproduktivt i forhold til de målsætninger, vi alle arbejder ud fra for at få bydelen løftet fra udsat boligområde til attraktiv bydel.”