Hele weekenden har den sprøde lyd af ketcher mod fjerbold sørget for en særlig stemning i de to Brabrandhaller. 150 unge badmintonspillere har dystet om flotte pokaler, og arrangørerne fra Brabrand IF Badminton har nu fået lyst til arrangere den type stævner endnu oftere.
Brabrandhallen er et populært sted, når det gælder åbne stævner i både badminton og bordtennis. Idrætsanlægget på Engdalsvej er let at komme til fra hele Østjylland, og de fysiske rammer i hal 1 gør det let for de forskellige klubber at skabe hyggelige rammer for samværet mellem kampene.
Det var medvirkende til, at Brabrand IF Badminton igen i år kunne samle mange børn og unge til det årlige badmintonstævne. De 150 deltagere var en lille nedgang fra sidste år, hvor 200 var med. Men alligevel glædede arrangørerne sig over, at de i år havde rådighed over begge haller:
”Det gør, at vi kan give spillerne en masse kampe. Det er det, de kommer for, og som forældrene betaler for. Det koster selvfølgelig klubben en del penge, for badmintonbolde er dyre, og der bruges minimum én bold pr. kamp. Men vores ønske er at skabe så meget aktivitet i hallerne som muligt,” sagde en af arrangørerne, Dan Kaihøj.
Mod på mere
Brabrand IF Badminton har nu fundet formlen for, hvordan man laver gode badmintonstævner og kunne denne gang byde på endnu højere kvalitet. Blandt andet var pokalerne endnu større og flottere end sidste år. Og bestyrelsen i badmintonafdelingen har fået mod på mere, fortalte Dan Kaihøj:
”Vi kunne sagtens lave et stævne mere, hvis vi kan få rammerne til det. Så kan vi bidrage til endnu mere aktivitet i hallen og dermed sikre flere lejeindtægter til Brabrandhallen,” vurderede han.
Men det kræver, at det bliver lidt lettere at være arrangør, forklarede han. Blandt andet kunne det være rart, hvis hal 2 selv råder over stole og borde, så man ikke skal ud og låne hos Engdalskolens SFO.
”Pengene vil være hurtigt tjent hjem, hvis vi så kan holde et stævne mere i løbet af sæsonen.” sagde han.
Til gengæld har badminton-afdelingen ikke svært ved at skaffe frivillige. Brabrand-spillernes forældre er flittige til at møde op og give en hånd med. Badminton-afdelingen arbejder yderligere på at styrke samarbejdet mellem ungdoms- og seniorafdelingen, så man hjælper hinanden på kryds og tværs, når der er brug for det.
Café BIF tilpasser menuen
Han roser samtidig Café BIF for at være en god samarbejdspartner, når der er badmintonstævne i hallen. Caféen planlægger menuen sådan, at menukortet er tilpasset de sportsgrene, der dyrkes på idrætsanlægget.
”Det ser ud til, at for eksempel badminton- og bordtennisspillere spiser nogenlunde på samme måde, mens håndbold- og fodboldspillerne har andre vaner,” forklarede Dan Kaihøj.
Mens fodbold- og håndboldspillerne typisk går i caféen og hygger sig, når de har spillet deres kampe, spiser badminton- og bordtennis-spillerne dagen igennem lidt mellem kampene. Det kræver en anden slags mad:
”Det du´r ikke for en badmintonspiller at gå op og spiser en bakke pommes frites. Så kan man ikke spille badminton bagefter. Når man er på banen med en puls på 180, så skal kroppen kunne fordøje maden hurtigt, og man skal have noget energi ud af det. Man bruger enormt meget energi i den halve time, man er på banen.”
Derfor tilbyder Café BIF særlige retter, når der er badminton- og bordtennisspillere i hallen. Denne weekend var der blandt andet pastasalat på programmet.
”De er virkelig gode til at tilpasse menuen til, hvad det er for et arrangement, og hvilken sportsgren det er,” sagde Dan Kaihøj.
”Så har vi skrevet ud til de tilmeldte spillere med menuen under stævnet, og spillere og forældre ved så, om de kan undlade at medbringe mad og drikke. Det skulle gerne give lidt mere omsætning i caféen.”