
Der er hektisk aktivitet i den store fem-værelses lejlighed på Gudrunsvej, der huser Gellerup Museum. Nogle få måneder endnu. Lige nu tyder meget på, at en kommende udstilling om aktivisme i Gellerup kan blive det sidste projekt, inden museet må lukke og slukke.
En dialogbænk der lugter af hundetis. En pressening malet som et fodgængerfelt. Slidte postkasser og masser af t-shirts og bannere.
Det er store mængder materiale, der allerede er afleveret til Gellerup Museum, som lørdag d. 21. februar åbner en udstilling om aktivisme i boligområdet gennem årene.
Alle har en stemme – og i Gellerup har de aldrig været bange for at bruge den. Den kommende udstilling kommer til at repræsentere nogle af de mange måder, beboerne har forsøgt at udtrykke sig på.
Den kommende udstilling kan meget vel blive Gellerup Museums sidste i lejligheden på sjette etage på Gudrunsvej.
De seneste år har Aarhus Kommune betalt huslejen på ca. 100.000 kr. årligt til Brabrand Boligforening, men bevillingen er på vej til at udløbe. Som det ser ud lige nu, må museet lukke og slukke ved udgangen af april.
“Jeg har hele tiden haft i tankerne, at hvis vi skal lukke, så skal det sidste, vi fokuserer på, være aktivisme i Gellerup. Jeg synes, at vores fortælling her i Gellerup altid har handlet om, at beboerne var klar til selv at gå i gang, når de var utilfredse med noget,” siger Helle Hansen fra Gellerup Museums Venner.
“Det var også indgangen til, at jeg selv blev aktiv, fortæller hun.
Kamp for kvindesvømning og atomvåbenfri zone
Vi taler blandt andet om presseningen, der er malet som et fodgængerfelt. Det blev malet, da kommunen ville lukke Edwin Rahrs Vej for passage med et hegn på begge sider på en lang strækning hen til Hejredalsvej, så vejen på hele stykket blev umulig at passere. Det ønskede beboerne at protestere imod.

Det var nogenlunde i den samme periode, at en gruppe flittige brugere af Gellerupbadet kæmpede imod, at den lokale svømmehal skulle blive lukket.
Nogle år tidligere blev der kæmpet for, at Gellerup skulle være Atomvåbenfri Zone. Senere var det bevarelse af kvindesvømningen, man kæmpede for. Og bevarelse af nyttehaverne mellem blokkene.
Førnævnte dialogbænk har rødder tilbage i et projekt, der skulle få beboerne i Gellerup og resten af Brabrand til at tale mere med hinanden. Altså endnu et eksempel på, at beboerne altid har haft kreativiteten med, når de har engageret sig i at gøre forholdene bedre, dér hvor de bor.
Og postkasserne var en stille fortælling om de mange menneske, som gennem årene har boet i de boligblokke, der nu skulle rives ned.
Ingen nærmere definition
Et lidt skarpere udtryk har flyttekasserne med “Flyt jer selv” malet på siden – men de skulle gøre opmærksom på den samme sag: At opsigelserne af de mange beboere var både uretfærdig og urimelig.
“Det er en masse interessante og ofte håndlavede genstande, vi har fået ind. Mange gange har det æstetiske udtryk været noget sekundært i produkterne – men jeg synes, at det er meget spændende at se, hvad folk har fundet på. Der er mange kvaliteter i det,” siger billedkunstner Maja Gramstrup Andersen.
Hun er til daglig knyttet til kunstplatformen Sigrids Stue, men står sammen med kunstner og idéhistoriker Benjamin Asger Krog Møller for den kommende udstilling på Gellerup Museum.
Når folk har afleveret de mange forskellige aktivistiske produkter, har de samtidig udfyldt blanketter, hvor de med egne ord har beskrevet genstandene, og de projekter, de indgik i.

“De er virkelig forskelligartede, og det er de tilknyttede tekster også. Det er virkelig interessant at få mulighed for at udstille tingene sammen med folks egne tekster om dem,” siger Benjamin Asger Krog Møller.
“Vi har bare brugt ordet aktivisme uden at definere det nærmere. På den måde har vi ladet det være op til folk selv at definere, hvad begrebet i de konkrete tilfælde har dækket over.”
Du kan stadig nå at indlevere genstande, der kan indgå i udstillingen:
“Det kan være alt fra bannere brugt i aktioner, udprintede artikler, lydklip, rester af en dialogbænk etcetera – med genstande, mener vi både fysiske objekter, tekst, digitale filer, hvad som helst, der ikke er for ulækkert eller for hurtigt går i fordærv,” lyder det fra Gellerup Museum.
Udstillingen er støttet økonomisk af Merkur Fonden.
Du kan aftale aflevering af genstande på museet på tlf. 27 83 27 82, eller mail: hhmh65@hotmail.com. Lyd-, video- og billedfiler kan sendes til BenjaminAKM@gmail.com og majagram@protonmail.com.
Lørdag d. 21. februar kl. 14-16 inviterer Gellerup Museum på fernisering af udstillingen om aktivisme i Gellerup.
Læs også:
