Brabrands musikfestival GrimFest har i år hævet ambitionerne for både musikprogrammet og publikumsoplevelsen til nye højder. Og mandag aften kunne GrimFest melde ud, at alle cirka 4500 billetter er solgt.
Allerede sidste år kunne festivalens grundlægger og ejer Aage Stokholm og de andre garvede festival-arrangører hos GrimFest mærke medvinden. Da festivalen i 2023 fejrede sit 20-års jubilæum, var det som om, at flere århusianere og andet godtfolk genopdagede den lille festival i Brabrand.
Om fredagen dukkede der omtrent 1.000 flere gæster op end forventet for at fejre festivalen i selskab med blandt andet lokale Johnson.
I de seneste uger er billetsalget ligeledes gået stærkt. Allerede for et par uger siden havde GrimFest solgt alle dagsbilletter til lørdagen samt børnebilletter til festivalen i den kommende weekend, og sidste års billetsalgstal blev hurtigt passeret.
Derfor gik Aage Stokholm og hans hold på kontoret på Grimhøjgaard i gang med at oprette et ventelistesystem til udsolgte billettyper:
”Vi er vant til et stigende billetsalg tæt på festivalen, men i år går det ekstra stærkt. Vi ser os selv som en lille, intim festival og vi mærker en stor interesse for hyggen og nærværet, hvor man kan opleve musikken helt tæt på. Den del har vi stillet særligt skarpt på i år – gæstens oplevelse. Dertil er det måske vores mest ambitiøse musikprogram nogensinde,” fortæller Aage Stokholm.
Årets festival byder på 26 koncertoplevelser fordelt på Skovscenen og Bonzaiscenen, foruden to DJ-sæt fra de erfarne, elektronisk-funderede fyrtårne Den Sorte Skole og AV AV AV.
Vanen tro spænder programmet bredt. Her er både lokale talenter, det bedste fra vækstlaget, charmerende skæverter og store navne i intime, grønne rammer, men lineuppet såvel som de fysiske rammer har i år begge fået en overhaling.
Feminine ikoner
Det absolutte es ser festivalen selv som genforeningen af det folkekære og ærke-århusianske reggaeband BliGlad, som vender tilbage til musikscenen efter 10 års fravær.
BliGlad gæstede sidst GrimFest i 2012 og det er både en personlig sejr og en mangeårig drøm, der går i opfyldelse for Aage Stokholm at se bandet tilbage live og på Skovscenen i Brabrand. Bandet tager desuden et slæng af berømte musikalske venner med sig på scenen.
I andre boldgader finder man feminine ikoner, heriblandt de vel nok største danske, kvindelige navne indenfor henholdsvis rap og black metal – Tessa, Karen Mukupa og Myrkur, som hver især vil få scenerne til at gungre.
Aarhus V-rapperen Baloosh, hvis karriere er eksploderet på ganske få år, sørger sammen med legendariske VETO for ekstra lokalt islæt i toppen af plakaten, men historiens vingesus kan også fornemmes i årets program:
Laid Back, som åbner Skovscenen torsdag eftermiddag, er nemlig med deres 45 år på bagen det ældste band, GrimFest nogensinde har præsenteret. De er sammen med et par stadigt gnistrende vitale 90’er-rocknavne som Baal og Psyched Up Janis lineup´ets mest erfarne ansigter.
Dødsmetal-kometer
Der er en særlig, familiær stemning over GrimFest, og selv nogle af de største navne, som festivalen gennem tiden har præsenteret, har givet udtryk for, at det at spille på Grimhøjgaard simpelthen føles mere som at komme ”hjem” end at komme ”ud”.
I den ånd er der også blandt 2024-plakatens sværvægtere i form af navne som blandt andet Guldimund og Hans Philip zoomet ind på det ømme, intime og blåtonede. Her kommer GrimFests hyggelige og nærmest fortrolige grønne rammer i skovlysningen for alvor til sin ret.
Blandt de yngre, fremadstormende punkter på programmet finder man især overbevisende kvindelige bud indenfor de elektroniske, dansable og poppede genrer. GRETA, LuckyPause, Mekdes, Angående Mig og døtre fører som et samlet femkløver an, og i kontrast dertil står de roste, unge og silkeborgensiske dødsmetalkometer i Nakkeknaekker for programmets absolut mest krasbørstige musikalske kindheste.
Grimhøjgaard opgraderet
Det større rykind kræver også noget ekstra af omgivelserne, selvom Grimhøjgaard gennem 20 år har lagt festivalplads til lidt af hvert. Foruden den årlige festival afholder folkene bag GrimFest eksempelvis også kommunens årlige sidste skoledags-fest for samtlige 9. klasses afgangselever på alle Aarhus’ folkeskoler:
Et alkoholfrit arrangement, der i forsommeren samler mere end 3.000 glade unge med et lineup fra toppen af den danske musikscene, og faktisk dermed er i fuld skala med en enkelt dag på GrimFest.
Så mens århusianerne har nydt foråret og sommersolen, har holdet bag festivalen knoklet med at forbedre Grimhøjgaards faciliteter for bedre at kunne tage imod de forventede mange gæster.
Plænen foran pladsens største sæt skrå brædder, Skovscenen, er blevet sænket og udvidet, så publikum har mere plads til at danse og nyde musikken, og de bagerste rækker har dermed også bedre udsyn. Den mindre Bonzaiscene på gårdspladsen er blevet revet helt ned og bygget op igen fra grunden, så selv programmets mindre musiknavne fremover også har helt optimale betingelser.
Undergrim vender tilbage som festivalens tredje, faste scene, med et, traditionen tro, mangeartet program, der inkluderer spraglede indslag som poetry slam, stand-up og VM i bilkort.
En stor del af Undergrim-oplevelsen er det publikumsinddragende element, og man kan således i år se frem til at være med i bl.a. Den Store Grimme Quiz, Lill & Træbens Voksenbanko, en Lindy Hop-workshop og en ønskekoncert med Jørn Hjorting Jam, der som en live-udgave af Giro 413 i kød og blod tager imod publikums hedeste drømme via sms.
Det hyggelige skovområde omkring Undergrim er i år udvidet med et nyt lydtårn, et større dansegulv og en tydeligere stedidentitet for bedre at kunne favne alle de skæve oplevelser og indtryk.
Hvis du kom for sent til at købe billetter til årets GrimFest, er der håb endnu. Du kan skrive dig på denne venteliste, hvis evt. ledige dagsbilletter kommer til salg.