Beboerne i Gellerupparken håber fortsat at kunne stoppe nedrivninger af boligblokke i deres boligområde. De har anlagt retssager mod bl.a. Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Retssagerne kommer dog ikke til at udsætte nedrivningerne, skriver Borgmesterens Afdeling.
I efteråret 2021 stævnede Afdelingsbestyrelsen Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og den danske stat i forsøget på at undgå de planlagte nedrivninger af 408 boliger. I et forberedende retsmøde i november besluttede Retten i Aarhus at tage hul på en stribe processpørgsmål d. 23. april 2023.
Men hvad nu hvis beboerne vinder retssagen? Hvad sker der så med nedrivningerne, tidsplanen og økonomien i hele udviklingsplanen? Det har byrådsmedlem Solveig Munk, Enhedslisten, spurgt Borgmesterens Afdeling om.
Juristerne har i et par uger tygget på svarene og har nu via Borgmesterens Afdeling afleveret en vurdering.
De understreger indledningsvis, at Aarhus Kommune har handlet i overensstemmelse med gældende lovgivning, og de forpligtelser den pålægger kommunen, i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplanerne for Bispehaven og Gellerup.
Solveig Munk vil især vide, hvad konsekvenserne er af en kendelse afsagt af Østre Landsret d. 7. november om ”præjudiciel forelæggelse” for EU-domstolen, og om retssagerne kan have opsættende virkning i forhold til udmøntning af udviklings- og helhedsplanerne.
”Indledningsvis bemærkes, at de anlagte retssager er afhængige af en lang række faktorer uden for Aarhus Kommunes kontrol, og vurderingen vedrører tænkte fremtidige scenarier,” skriver juristerne forsigtigt.
Ny udviklingsplan hvis beboerne vinder
I svaret fastslår Borgmesterens Afdeling kontant, at de anlagte retssager ikke har opsættende virkning, og at udmøntningen af udviklings- og helhedsplanerne for Gellerup og Bispehaven gennemføres, uden at afvente en afgørelse i sagerne.
Sagsøgerne har anmodet om, at retssagerne udsættes, indtil der foreligger svar fra EU-domstolen. En udsættelse af retssagerne vil heller ikke i sig selv have betydning for realiseringen af udviklingsplanerne, fastslår Borgmesterens Afdeling.
Hvis beboerne i Gellerup og Bispehaven vinder de anlagte retssager, er konsekvenserne usikre, men afhænger sandsynligvis af om nedrivningerne allerede er gennemført, skriver juristerne:
”Hvis nedrivningerne endnu ikke er gennemført, må Aarhus Kommune og de respektive almene boligorganisationer sandsynligvis udarbejde nye udviklingsplaner og derefter nye helhedsplaner for de pågældende områder, som derefter kan udmøntes i nedrivningslokalplaner.”
Hvis nedrivningerne derimod er gennemført, vil afgørelsen til gengæld ingen betydning have, tilføjer de.
De anlagte retssager mod Aarhus Kommune har allerede kostet kommunen kr. 474.000 i advokatudgifter, oplyser Borgmesterens Afdeling. Man vurderer, at de samlet kan løbe op i et beløb mellem 750.000–3.000.000 kr..
Læs også:
Beboere anlægger sag mod boligforening, kommunen og den danske stat