Alle var vindere, da 78 piger hele søndagen dystede i skolefodbold i Brabrandhallen – og der var derfor guldmedaljer til alle efter en dag, hvor mange af pigerne fik smag for at spille fodbold. Samtidig var det en hyggedag, hvor der blev spist en del hjemmebag i pauserne mellem kampene.
De fem piger løb jublende over og satte sig i en rundkreds, mens fadet med kanelsnegle blev hentet. Det var nok dagens højdepunkt – på niveau med at få hængt en guldmedalje om halsen.
Pigerne i 0.A fra Engdalskolen elsker kanelsnegle, og appetitten var stor efter tre hårde kampe, hvor de havde dystet mod jævnaldrende piger fra lokalområdets skoler.
De havde glædet sig voldsomt til at komme ud og spille fodbold sammen. En af pigerne går i forvejen til fodbold og havde lokke de andre fire med. De havde øvet sig lidt hjemme i den enes køkken, og det viste sig at være nok til at vinde alle de tre kampe, de deltog i.
Skolefodbolden tilbage efter flere års pause
Brabrand IF havde inviteret til skolefodbold-turneringen, der kun var for piger i 0. til 2. klasse. Det er ellers ved at være nogle år siden, at skolefodbold for piger var en stor begivenhed i Aarhus, og de fleste skoler stillede op med godt forberedte hold i ens kampdragter. Men da nøglepersonen bag stævnet ikke længere havde tid, måtte man opgive at fortsætte.
Men da Brabrand IF traditionelt har rekrutteret en del nye medlemmer via stævnet, besluttede en lille gruppe ledere med Henrik Andersen i spidsen at prøve igen i en lokal udgave. Og det blev en stor succes: Hele 17 hold med i alt 78 piger fyldte Hal 2 med liv dagen igennem.
Og hvad syntes pigerne så? Vores Brabrand forsøgte med de traditionelle spørgsmål, sportsjournalister stiller: Hvordan oplevede I det?
”Det var helt vildt sjovt”, svarede én. ”Og hårdt”, pustede en anden. ”Men vi har vundet”, tilføjede en tredje af pigerne – inden de flyttede opmærksomheden over mod kanelsneglene.