Det var ikke kønt, men det var i dén grad effektivt, da Brabrand IF lørdag eftermiddag igen sled sig til en 1-0-sejr i 2. division og tre kærkomne points på en svær udebane i Thisted. Endnu en gang var det Christoffer Maul, der med stort overblik og flot teknik blev matchvinder for Brabrand.
Tre sejre på stribe – den ene godt nok uden at spille – er et flot, ja nærmest overvældende udbytte af Brabrands seneste kampe i 2. division, hvor holdet ellers i en periode har haft det svært.
Også på Sparekassen Thy Arena i Thisted blev det sidste dommerfløjt fulgt at knyttede næver og et herre-brøl af ren forløsning. Det var bestemt ikke tre points, man havde kalkuleret med i Brabrand-lejren, efter at Thisted for få uger siden på Engdalsvej havde sat Brabrand til vægs med hele 3-0.
Og Brabrand havde til kampen flere udskiftninger i startopstillingen. Faysal Halimi, Oscar Emil Pedersen og Christian Helev fik chancen på midtbanen og i angrebet, mens Sebastian Nedergaard tog over for den skadede Daniel Lundholm i midterforsvaret.
Alle tog kampen op fra starten på en bane, som var umådelig tung og vanskelig at spille på. Brabrand valgte bevidst at stå dybt fra starten og lod Thisted have bolden en stor del af tiden.
Efter 10 minutter fik hjemmeholdet lidt tilfældigt en stor målchance, men Brabrand slap med skrækken. Også gæsterne i de sædvanlige orange udebanetrøjer skabte en pæn målchance til Kasper Andersen i en meget lige første halvleg, der dog endte 0-0.
Forrygende flugter gav føringsmål
Efter pausen fortsatte de to hold med stor energi, men betingelserne var vanskelige. Brabrand lykkedes en stor del af tiden med at stresse hjemmeholdet, men en fejl på midten af banen var dog ved at blive kostbar. Målmand Casper Vedel Andersen parerede dog forsøget – direkte ud til en Thisted-spiller, men Sebastian Nedergaard fik i sidste øjeblik tacklet Thisted-spilleren.
Samme Sebastian Nedergaard spillede i øvrigt med stor autoritet og bevarede sammen med Simon Vesterbæk og anfører Michael K. Pedersen koldblodigheden, selvom Thisted pressede mere og mere på.
Midt i anden halvleg var det dog Brabrand, der skabte de største muligheder – især godt styret af en stærkt spillende Kasper Andersen på midten. Han formåede i dén grad at temperere Brabrands spil og tempo, alt efter hvad der var brug for.
Efter 57 minutter burde Brabrand have bragt sig foran. Kasper Andersen kæmpede sig til et hjørnespark, der skabte stor uro i Thisteds forsvar, og bolden endte hos Christian Helev, som fra tre-fire meter bare skulle sparke bolden i nettet – men bolden røg langt over tværstangen.
Men efter 69 minutter kom føringsmålet. Bolden endte midt på Thisteds banehalvdel hos angriber Christoffer Maul, som fra cirka 30 meter havde set, at Thisteds målmand Andreas Raahauge var langt ude af sit mål. Og med en forrygende flugter sendte han med stor kølighed bolden over målmanden og ind i det fjerneste målhjørne. 1-0 til Brabrand.
Stor kølighed i Brabrands forsvar
I de sidste 20 minutter forsøgte Thisted ihærdigt at skabe balance i regnskabet, og presset blev tungere og tungere, som tiden gik. Trods en del udskiftninger var der nu ikke meget, der lykkedes for gæsterne på Thisteds banehalvdel, og Brabrands forsvar fik aldrig ro.
Men sejren blev kørt i hus af Brabrands bageste geledder, der med stor kølighed stod sammen og afviste alt, hvad der kom. Ikke en eneste reel målchance formåede de blåstribede værter at skabe i den sidste del af kampen.
Sejren betød at Brabrand nu har 15 points og kom endnu længere væk fra bunden, hvor Frem ligger med 8 points. På lørdag venter næste udfordring hjemme på Domis Park, hvor AB kommer på besøg kl. 14.00.