Erfaringer fra omdannelsen af Gellerup var i fokus, da de to ministre Kaare Dybvad Bek og Mattias Tesfaye mandag eftermiddag havde inviteret til ”Topmøde om parallelsamfund” i Aarhus Kommunes kontorhus Blixens.
De sorte ministerbiler rullede mandag middag igen op ad Karen Blixens Boulevard i Gellerup. Ud steg indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Sammen med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard var de værter for konferencen ”Topmøde om parallelsamfund”, hvor de blandt andet gjorde status på indsatsen mod parallelsamfund.
Desuden fortalte Jacob Bundsgaard fortæller om, de forandringer, Gellerup i disse år gennemgår med gennemgribende fysiske forandringer og sociale indsatser. Målet er, at Aarhus får en ny bydel med en blandet beboersammensætning, der bidrager til en by i balance.
Der var også tid til at se på nogle af de succesfulde tiltag, der er i gang mange steder. Blandt andet var der fokus på de helhedsorienterede og fremskudte beskæftigelsesindsatser i udsatte boligområder. Undersøgelser viser, at indsatserne kan være med til at bringe ledige tættere på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse.
Blandt oplægsholderne var Pernille Randrup-Thomsen, som er leder af den fremskudte indsats i Gellerup ”Opgang til Opgang”, hvor 60 lokale familier deltager.
”Det handler om mennesker”
Blandt deltagerne i konferencen var familie- og socialordfører for Socialdemokratiet, Camilla Fabricius, som oplevede konferencen som konstruktiv og givende:
”Særligt arbejdet med det sociale i samspil med de øvrige udfordringer ser ud til at give udbytte. Det handler om mennesker og deres mulighed for kunne drømme,” siger hun.
”Jeg synes især godt om tankerne om involvering af de mennesker, som bor i områderne, og at give dem mulighed for, at de kan flytte over i en ejerboliger, når de kommer i arbejde.”
Desuden hæftede hun sig ved tanker om at bygge nyt på en måde, som nye målgrupper er interesserede i. Det kunne for eksempel være at bygge mere miljørigtigt, som det for eksempel sker i Tingbjerg.