For de to brødre John Armstrong og Per Pedersen har tog gennem hele livet været først en drengedrøm og så et job – og altid en stor interesse, de har delt med deres far. For få år siden rundede John 40 år hos DSB, og fredag kan Per ligeledes fejre 40 års jubilæum.
”Søg ind til jernbanen, så er du sikker på at have et job!”
Sådan lød det fædrende råd til brødrenes far, Henning Armstrong Pedersen, da han i sin tid skulle vælge erhverv. For ham blev det aldrig et ønskejob men snarere en sikker beskæftigelse hos statsbanerne.
Men for de to sønner, John og Per, har det været helt anderledes. For dem begge var det drengedrømmen, der gik i opfyldelse, da de modtog brevet med besked om ansættelsen hos DSB.
”Jeg var vel kun 5-6 år, da jeg af og til fik lov til at komme med, når fatter skulle køre en MO til Grenå. Jeg var med masser af gange, når børnehaven eller skolen var lukket. Det er nok dér, interessen er blev vakt.”
Mens Per er 57 år, bliver John 70 i år og gik på pension for få år siden. 1. juni 2018 modtog han Dronningens fortjenstmedalje for 40 års ansættelse i DSB. Fredag sker det samme for Per.
Det ville have glædet deres far, Henning, som var tydeligt stolt over, at det lykkedes for dem begge at blive lokomotivførere som ham selv.
Steg på toget med hindbærsnitter
For John var det også i seks-års alderen han fik interessen for tog, da han fik lov til at kravle op i lokomotivet med en E maskine og køre med til Randers for at afhente en kvægtransport.
Han stod sammen med sin mor og brødre klar ved broen ude ved Selkærvej med en pose med tre hindbærsnitter. Faderen stoppede lige under broen, og han kunne rutsje ned ad skråningen og kravle op i lokomotivet.
”Så var jeg solgt. Da vidste jeg godt, hvad jeg ville.”
Det var dengang et krav, at man skulle tage en faglig uddannelse og have aftjent sin værnepligt, før man kunne blive ansat som lokomotivfører. John blev uddannet værktøjsmager hos Dalsø Maskinfabrik på Langdalsvej, før han kunne gå efter drømmen om at blive lokomotivfører.
57-årige Per Pedersen begyndte 1. april 1982 som lærling på centralværkstedet ved Jægergårdsgade og fik lov til at fortsætte, efter at han blev udlært som maskinarbejder. Men ligesom John var det lokomotivfører, han ville være. Og syv år senere kom brevet.
Den gode tid
De kan begge tænke tilbage til de tidligste år, hvor der var masser af selvstændighed og variation i arbejdet. De kunne køre godstog den ene dag, posttog den anden og persontog den tredje.
”Både John og jeg har oplevet den gode tid, hvor vi kørte en MY eller MZ til Nyborg og rangerede vognene om bord på færgen til Sjælland. Nogle gange tog vi med over og tilbage igen og spise på færgen. Så tog vi en overnatning i Nyborg og gjorde lokomotivet klar om morgenen, mens vi ventede på, at færgen Asa-Thor kom ind. Så trak vi vogne i land og kørte hjemad. Måske holdt vi ind i Fredericia og smed et par vogne af. Det tog en halv dag at køre til Aarhus,” fortæller Per. Og John tilføjer:
”Vi havde det jo også sjovt. Det var så afvekslende. I Aarhus kørte vi både nattog og posttog, og vi lå ofte lige efter hinanden om aftenen med en stations afstand. Det var virkelig hyggeligt,” tilføjer John.
”Det hele går meget hurtigere nu”
Godstransporten er nu overtaget af DB Schenker, og DSB transporterer kun passagerer. Det er også slut med overnatninger rundt om i landet.
”Det hele går meget hurtigere nu. Man var ikke smadret på samme måde som i dag, hvor vi kører med 180 km/t for at holde tiden. Det er meget mere anstrengende. Tingene kommer meget hurtigere mod en, og man skal være opmærksom hele tiden,” fortæller Per.
Og så er der generelt flere tog på skinnerne. Det giver ofte problemer ved Slagelse, Ringsted og Roskilde og ind mod København, hvor tæt regional togtrafik også skal have plads.
Per fortæller om det pres, der ligger i pludselig at komme bag i køen, mens man venter på et godstog eller Arrivas regionaltog. Det kan hurtigt blive til 6-7 minutters forsinkelse og hobe sig op til et kvarter inden Aalborg, hvor et tog så enten holder og venter – eller er kørt for næsen af passagererne.
Øjeblikket efter at en forsinkelse opstår, dukker der en besked op fra København: Hvorfor er du forsinket? Lokomotivføreren skal så angive en årsag blandt en række forskellige alternativer.
Per Pedersen kører typisk om eftermiddagen og om aftenen og har det egentlig hyggeligt i makkerskabet med togføreren.
”De ved, at de skal komme ud med en kop kaffe til mig, ellers kan de godt komme til at stå lidt længere på perronen,” siger han muntert.
Møgfald, trusler og spytklatter
Og så er der det med at have kontrol over tingene selv. Per Pedersen fortæller om den tid, hvor man i tilfælde af fejl havde op mod 10 min til at løse fejlen selv. I dag går der kun omkring 30 sekunder, efter at København har opdaget forsinkelsen på computeren.
”Det hele går meget hurtigere, og det meste er computerstyret. Det bliver også til en form for pres, når man ikke selv er herre over det. Man føler sig magtesløs. Det kan være et signal eller noget andet. For DSB er det vigtigt straks at få klarlagt, om det er os eller BaneDanmark, der er skyld i fejlen.”
Samtidig er passagerernes tålmodighed også blevet mindre. De kan begge berette om møgfald, trusler og spytklatter, når de har stukket hovedet ud ad vinduet fra lokomotivet.
Endnu alvorligere er de enkelte tilfælde af påkørsler, som de begge har oplevet. Det har påvirket dem, men de har begge hurtigt været på arbejde igen efter episoderne.
Hilste personligt på Dronning Margrethe
Den fælles interesse for tog har ligeledes ført Per og John sammen om at køre museumstog. Da DSB fyldte 150 år, sad John i lokomotivet, mens Per var fyrbøder, da damp-lokomotivet passerede Dronning Margrethe og de øvrige jubilæumsgæster på perronen.
Faktisk har John i en periode været fast lokomotivfører, når Dronningen skulle gennem landet. Blandt andet oplevede han i 2019 glæden ved at køre hende fra Fredericia til Århus, og hun hilste efterfølgende personligt på ham og sagde tak for turen.
”Det var kun et halvt år efter, at jeg havde været på Amalienborg for at takke for min 40-års medalje. Det kunne hun også huske,” fortæller John med stolthed i stemmen.
I det hele taget har han haft store oplevelser med at køre tog for kongehuset. Han var i sin tid lokomotivfører på Dronning Ingrids begravelsestog, og han har også kørt tog for Prins Henrik.
John har dog på ingen måde sluppet interessen for tog. Nu kører han to gange om ugen veterantog i Bryrup, hvor han er dampansvarlig.
Desuden har de begge fortsat også en stor interesse for modeltog.
Regnearkene styrer
De taler begge to positivt om DSB som arbejdsplads. Men de lægger ikke skjul på, at meget har forandret sig i de tidligere statsbaner.
”Da vi startede, var det jernbanefolk, der styrede DSB. Det var en institution med et fast hierarki, der bestemte, hvor højt du kunne stige i graderne. Nu er det DJØF´ere og akademikere, der styrer det,” siger John. Og Per tilføjer:
”De har et regneark, der skal gå op, og så sidder de og træffer beslutninger, ud fra hvad computeren siger. Men sådan er det jo ikke ude i virkeligheden.”
Meget at fejre på Dyssehøjvej
”Jeg kan fortsat godt li´ mit job – det er bare blevet en helt anden tid. Det bedste er, når jeg sidder i førerrummet og gør det, jeg kan og er bedst til. Alt det andet kunne jeg godt undvære. Ja, og så er jeg også utrolig glad for mine kolleger,” siger Per.
Lørdag møder mange af dem op i hjemmet på Dyssehøjvej, når Per Pedersen og hans kone Sofie fejrer 40-års jubilæet. Det bliver en stor fest med 75-80 gæster.
Der er nemlig meget at fejre. Ud over 40-års jubilæet er det også værd at fejre, at det er 70 år siden, deres far, Henning, startede ved jernbanen. Og så er det 30 år siden, han og Sofie lærte hinanden at kende.
Selve 40-års jubilæet er fredag d. 1. april, hvor Per Pedersen modtager Dronningens fortjenstmedalje.
