FC København, FC Midtjylland, OB, Brøndby, Sønderjyske, Vejle Boldklub, Randers… og naturligvis ”byens hold”, AGF – der sidste år vandt turneringen: Alle stiller de op til en god lang fodbolddag på kunstgræsset i Gellerup på lørdag d. 29. februar.
Rygtet har efterhånden spredt sig til hele det danske fodbold-miljø: ACFC i Gellerup arrangerer hvert år i februar et rigtig godt fodboldstævne. Så det har været let for hovedarrangør Mahmoud Dirawi at planlægge programmet for årets Elite Cup Gellerup.
Det er sjette år, ACFC står som arrangør af Elite Cup Gellerup. Også de andre år har de danske topklubber bakket op om turneringen, men det er dog første gang, både Brøndby og FCK er med.
”Sportsligt er det her klart det bedste niveau, vi endnu har haft. Hvis man har lyst til at se nogle af fremtidens superligaspillere, kan jeg klart anbefale at lægge vejen forbi Gellerup den dag”, siger Mahmoud Dirawi.
Han er både bestyrelsesmedlem i Gellerup-klubben ACFC og træner for AGF´s u12-drenge, hvilket kunne ligne et uløseligt dilemma på lørdag. Men denne dag er det Elite Cup Gellerup, der især får hans opmærksomhed. Andre AGF-trænere overtager så ledelsen af AGF-holdet under kampene.
Bidrag til fortællingen om Gellerup
Ud over at tilbyde et godt stævne for Danmarks bedste hold i u12-rækken vil ACFC også gerne vise Gellerup frem for en masse mennesker, som måske ellers ikke ville lægge vejen forbi det udsatte boligområde, forklarer Mahmoud Dirawi:
”Der kommer en masse ressourcestærke familier fra eliteklubberne til Gellerup den dag. De kommer herud og får en oplevelse i et udsat boligområde som vores. Vi inviterer på en kop kaffe og vil gerne fortælle om, hvad det er for et område, de er kommet til. Vi håber, at vi på den måde også kan bidrage til fortællingen om Gellerup.”
Mere intensitet og tempo
Interessen for Elite Cup Gellerup er vokset gennem årene, fortæller Mahmoud Dirawi, og der står hele seks hold på venteliste. Men ind til videre holder man fast i de nuværende rammer med 10 deltagende hold.
Holdene spiller i to puljer á fem hold. Kampene afvikles som én halvleg á 25 minutter, og arrangørerne har desuden ændret lidt på reglerne for at få mere intensitet og tempo: I stedet for indkast må spillerne enten sparke eller drible bolden ind på banen igen. Desuden spilles der i Gellerup også med offside.
Fodbold kan skabe stærkere unge
I løbet af de sidste fem år er det lykkedes ACFC at få 90 unge til at tage en fodbolddommer-uddannelse, og en del af dem har lovet at være dommere lørdagen igennem.
Sponsorer betaler for maden til de mange frivillige, og det betyder, at deltagergebyret, de 10 hold betaler for at være med, går ubeskåret til klubkassen og ungdomsarbejdet i ACFC.
”Vi ønsker at lave en massiv indsats især for aldersgruppen 5-12 år. Vi vil gerne udvikle dem til dygtige fodboldspillere så tidligt som muligt. Hvis de bliver en del af foreningsliv i en tidlig alder, er det med til at forme og danne dem tidligt. Vi håber, at fodbolden kan være med til at skabe stærkere unge.”
Elite Cup Gellerup: Lørdag d. 29. februar kl. 9.30-18.00 på kunstgræsbanen Arena Vest. Finalen spilles kl. 17.30.