Brabrands kulturhus Gasværket klarede sig igennem den lange corona-nedlukning, men den manglende udlejning resulterede i et stort underskud. På sidste uges generalforsamling præsenterede bestyrelsen et underskud på knap 50.000 kr.
Gasværkets udlejning er så småt ved at komme tilbage på sporet, men der er stadig et stykke op til det normalt niveau. Og nedlukningen i januar og februar var med til at tegne et samlet billede af endnu et vanskeligt år for Brabrands kultur- og forsamlingshus.
Underskuddet på 48.894,- blev præsenteret af kasserer Esben Andersen med en bemærkning om, at ”underskuddet selvfølgelig er meget utilfredsstillende – men situationen taget i betragtning til at leve med.”
Der er masser af ledige dage i booking-kalenderen i juli, og også i det kommende efterår er der ledige weekends. Bestyrelsen tror dog som nævnt, at udlejningen gradvist bliver bedre, og at husets økonomi igen kommer i balance.
”Men en huslejefritagelse ville gøre det noget nemmere at finansiere forskellige tiltag i huset”, sagde formand Børge Bang på generalforsamlingen.
Gasværket fik af Aarhus Kommune fritagelse for husleje i 2020, og kulturhuset fik i 2021 desuden en særlig kommunal bevilling på 115.000 kr. De penge har været med til at finansiere en større renovering i 2020, men nu er økonomien igen begrænset af, at der hvert år skal betales 137.000 kr. til Teknik og Miljø, der ejer huset.
”Ingen har lyst til at røre ved sagen”
Gasværkets bestyrelse har flere gange anmodet Aarhus Byråd om en ensartet linje for, hvordan kommunen vil behandle de forskellige kultur- og forsamlingshuse.
”De seneste udtalelser vi har fra kommunen, er ikke specielt positive med hensyn til at finde en permanent løsning, hvor vi kunne blive tilgodeset. Der er tilsyneladende ikke nogen, der har lyst til at røre ved sagen, fordi der skal findes flere penge i kommunekassen for at løse det,” sagde Børge Bang.
”Ingen kan rigtigt forestille sig, at der skal tages bevillinger fra nogen for at give dem til andre, for eksempel Gasværket, så hvordan det ender, vides ikke i øjeblikket. Vi lægger dog stadig billet ind på at bede om huslejefritagelse ved de kommende budgetforhandlinger for 2023, som starter i august.”
Regner med balance i det kommende år
På positivlisten kan Gasværkets bestyrelse notere en stor vedholdenhed og velvilje hos medlemmerne af foreningen Det Gamle Gasværk. Gennem corona-nedlukningen er antallet af medlemmer nærmest vokset til over 400, og det betyder et lille plus på årsregnskabet.
Desuden er det strømmet ind med frivillige donationer fra private og firmaer.
”Alt i alt er vi sluppet igennem perioden med skindet på næsen og har fortsat en likvid beholdning, som er fornuftig for at kunne drive Gasværket,” konkluderede Børge Bang.
Bestyrelsen håber, at der i efteråret kommer gang i udlejningen igen og budgetterer med ”et rundt nul” i regnskabet for det kommende år.
Efterlyser yngre kræfter
I juni/juli 2021 havde Gasværket et par uheldige udlejninger til studentergilder, som medførte pæne regninger for rengøring til to lejere. Den ene valgte at betale, og den næste gav sig også efter en rykker fra advokaten. Desuden ligger yderligere en sag fra 2020 hos fogeden.
”De sidste to års dårlige erfaringer med lejere, som synes, at det må være bestyrelsens opgave at rydde op, har medført, at vores depositum er hævet fra 1.000 kr. til 3.000 kr. for ethvert lejemål. Det tror vi, kan løse de fleste af den slags problemer, når lejerne ved, at de allerede ved lejemålets start har betalt for en passende rengøring, hvis de ikke selv kan finde ud af det,” sagde formanden.
På generalforsamlingen genopstillede tre af de garvede kræfter, Børge Bang, Esben Andersen og Ole Zahrtmann endnu en gang. Men formanden lagde ikke skjul på, at Gasværket har brug for yngre kræfter, som vil være med til at drive Brabrands kultur- og forsamlingshus i fremtiden.
Læs også:
Gasværket mistede 170.000 kr. – men klarer sig gennem krisen