Brabrands håndboldherrer i 3. division fik tirsdag aften ny tro på tilværelsen i rækken, da det blev til en storsejr på 31-21 over JAI. Sejren kom i hus trods talrige afbud, der blandt andet gav den normale fløjspiller Jakob Magne Merrild, mulighed for en succesrig aften som bagspiller.
Brabrands håndboldherrer har de sidste par sæsonen været nærmest kronisk bundhold i 3. Division, men har alligevel formået at klare den i rækken. Og meget tyder på, at det kan ske igen i denne sæson.
Holdet havde inden tirsdagens kamp mod JAI haft en svær start med tre nederlag i fire kampe. Men spillerne havde en god fornemmelse i maven, fortalte 22-årige Jakob Magne Merrild:
”Vi havde en tro på, at vi kunne vinde kampen, men vi blev nok alligevel alligevel lidt usikre, når vi ikke kunne stille med vores normale hold,” sagde han efter kampen.
Holdet måtte blandt andet undvære Malte Larsen, som ofte har været topscorer for holdet, Kasper Sommer og den rutinerede stregspiller Jeppe Søllingvraa.
Det betød blandt andet, at Jakob Magne Merrild selv fik en masse spilletid som bagspiller, og desuden fik holdet til kampen hjælp af den erfarne fløj Mads Boyer, som ellers ikke har tiden til divisionshåndbold i denne sæson.
Ret hurtigt viste det sig, at Brabrand IF også i den alternative opstilling på håndboldbanen havde mere at byde på end gæsterne fra JAI. I første halvleg fik holdet skabt en solid føring, der ved halvleg lød på 19-12.
Væk fra bunden
Gæsterne havde store problemer med at finde huller i Brabrands forsvar, og når det endelig lykkedes var målvogter Nikolaj Clausen ofte klar med en redning.
I den anden ende af banen kunne Brabrand-holdet tillade sig at sjuske lidt med afslutningerne, uden at den store føring skrumpede afgørende ind. Det blev i det hele taget en aften, hvor der blev tanket masser af selvtillid, fortalte Jakob Magne Merrild:
”Det var meget rart endelig at kunne få en sejr, især da vi manglede en del af vores normale spillere. Det var jo ikke fordi vi ligefrem viste topspil, men vi gjorde det da ok,” sagde han.
Han roste blandt andet Mads Boyer for at gøre en forskel i kampen, der endte 31-21, efter at rutinerede Glenn Vestergaard havde sluttet målscoringen af med en hammer af et underhåndsskud.
”Det er mega fedt, at vi ikke længere ligger i bunden af puljen. Nu skal vi bruge det momentum til at komme lidt højere op, så vi er lidt mere sikre i puljen,” sagde Jakob Magne Merrild.
Dansk Håndbold Forbund har op til sæsonen ændret strukturen i 3. division. Tidligere havde man 12-holds puljer, men nu spilles der i 6-holds puljer, som det kendes fra Danmarksserien og nedad. Ændringen betyder mindre kørsel og mere dynamik samt reducerer antallet af kampe uden betydning, lyder begrundelsen.
Når turneringen afsluttes i december, rykker det lavest placerede hold ned i danmarksserien, mens nummer næstsidst skal spille mod et hold fra en anden pulje om at undgå nedrykningen. De øvrige hold opdeles i nye puljer i foråret.
God oplevelse i Portugal
Mens efteråret i Danmark bliver stadig mørkere, har Jakob Magne Merrild stadig masser af gode minder fra begyndelsen af oktober, hvor han sammen med sine holdkammerater i Aarhus Beach var i Porto Santo i Portugal for at spille om EM i beach-håndbold.
Selvom holdet ”kun” blev nummer fem, blev stævnet en særlig stor oplevelse for Jakob Magne Merrild, som blev hele turneringens topscorer og efterfølgende blev udtaget til stævnets all star-hold.
”Vi er nogle venner fra Aarhus som har spillet sammen på eliteniveau og har lavet vores eget beach-hold. Vi fik en andenplads til DM, og det gjorde at vi kunne deltage i EM for klubhold,” fortalte han.
”Det var mega fedt at være med og prøve at spille mod de bedste hold i Europa. Det var virkelig en god oplevelse, og der var også tid til at hygge sammen med mange af dem, vi kender fra andre hold,” sagde Jakob Magne Merrild, som blandt andet har spillet for HEI og Aarhus Håndbold, før han kom til Brabrand.