Ejendommen Hovedgaden 32 er solgt efter at have været til salg siden september 2022. Købere er virksomheden Backgrounds, der vil indrette fotostudie i bygningen. De to nye indehavere, Bredo Hjøllund og Klaes Sveistrup er i fuld gang med at renovere de slidte lokaler.
I de seneste weekender har der igen været liv i den slidte hvide bygning, der tidligere har huset BP tankstation, autoværksted, cykelhandler – og senest ejendomsmægler-butik og pop-op-butik.
De to venner tilbage fra skoletiden, Bredo Hjøllund og Klaes Sveistrup, begge 47 år, har overtaget ejendommen og vil indrette lokalerne til fotostudie. Men det kommer til at tage noget tid.
”Vi siger til de kunder, der efterspørger lokaler, at vi åbner sidst på efteråret. Vi har ikke travlt. Vi har også vores familier, vi skal passe og arbejder i det tempo, der nu kan lade sig gøre,” siger Bredo Hjøllund, som selv er uddannet fotograf, mens Klaes Sveistrup er tømrer.
De to driver sammen virksomheden Backgrounds, der i forvejen har et fotostudie på Sylbækvej i den yderste østlige del af Brabrand. Her lejer virksomheder fra bl.a. tøj- og møbelbranchen sig ind på dagsbasis, når de skal producere produkt-fotos til bl.a. webshops og sociale medier.
Brugerne får en kode til døren og låser sig selv ind i studiet, der i virkeligheden bare er et tomt lyst rum, som de så selv indretter til fotooptagelserne. Fotoudstyr medbringer de selv. Der er blot en kaffemaskine til fri afbenyttelse.
”Vi har haft studiet på Sylbækvej i syv år og har en rigtig fin udlejning dér. Derfor har vi i tre år set os om efter et studie mere. Den her bygning stod til en rimelig pris. Vi kunne se nogle muligheder i den, fordi vi selv kan lave det hele,” fortæller de to nye ejere, som gav det første bud lige før jul. Tre måneder senere bød de det samme igen – og så var den deres.
”Man føler sig virkelig velkommen her”
Da de i begyndelsen af maj overtog ejendommen, plantede de allerførst en hæk ud til Hovedgaden – for at vise at nu var der flyttet nogen ind.
”Vi er virkelig blevet taget godt imod. Rigtig mange kommer forbi og spørger om det ene og det andet, naboen er kommet med en kande kaffe til os, og genboen sørgede for at vande hækken, da den så lidt vissen ud. Man føler sig virkelig velkommen her,” fortæller de nye ejere.
Og nu er de i fuld gang med det beskidte arbejde med at bryde alle de gamle materialer ned, før de kan begynde genopbygningen. De går grundigt til værks og skal undervejs blandt andet foretage isolering af bygningen og udskifte taget.
”Man bliver nødt til at gå grundigt til værks, hvis det skal fungere. Jeg tror, mange nok har set opgaven som en stor mundfuld. Der har vist været noget skimmelsvamp ved tagvinduerne, hvor der var utætheder, men vi gør alt, hvad vi kan, for at det fremover ikke er et problem. Nu lægger vi nyt tag på, og så laver vi nogle udluftningskanaler – så regner vi med, at problemet er løst,” siger Bredo Hjøllund.
Mulig udlejning til andre formål
Blandt andet hæves loftet, ovenlys-vinduerne fjernes, og der kommer nye vinduer med et anderledes udtryk ud mod gaden. Inde i bygningen indrettes der ud over selve studiet køkken/opholdsrum og sminkerum.
De nye ejere forventer, at udlejningen af det kommende fotostudie vil blive lige så god som af det nuværende studie. Alligevel regner de med, at lokalerne både aftener, i weekender og enkelte hverdage vil kunne bruges til andre formål.
”Hvis folk har brug for et sted til en pop-op-butik, yoga-undervisning eller måske en 50-års fødselsdag, så er der mulighed for det. Hvis folk har gode ideer, så er vi åbne for det,” siger de.
Læs også:
Tidligere tankstation til salg igen på Hovedgaden i Brabrand