
Årslev Kro har mistet en skattet medarbejder, MG-klubben i Årslev en aktiv ildsjæl og kammerat – og mange mennesker i Brabrand en god ven. 73-årige Anders Peter Eeg døde i søndags. Efter 44 år som smed på Lyngbygård var han fortsat meget aktiv og drev blandt andet firmaet Bilgejst.
Flaget var søndag på halv på Årslev Kro efter nyheden om Anders Peter Eegs død.
“Vi har i dag mistet vores højtelskede pedel, Anders Peter. Det er et stort tab for kroen og vi er naturligvis meget påvirkede. Han vil være utrolig savnet af os alle,” skrev kroen på Facebook.
Anders Peter Eeg havde været tilknyttet Årslev Kro som pedel med ansvar for det tekniske på hotellet. Det havde han været siden midt af 1990´erne, hvor Lyngbygård, der var hans primære arbejdsgiver, kortvarigt var medejer af Årslev Kro.
Under forskellige ejerskaber og direktører gennem årene, forblev han på Årslev Kro til det sidste.
Også i bl.a. Brabrand Erhvervsforening og MG-klubben i Østjylland var der stor sorg over Anders Peter Eegs bortgang. I erhvervsforeningen mødte Anders Peter Eeg altid op til arrangementer, og i MG Østjylland var han en skattet kammerat og central figur.

Han havde benzin i blodet. Det blev gennem årene til flere ture til både Formel 1-løb, Le Mans samt speedway grand prix´er i både Danmark og Polen.
Hjemme i Årslev drev han sammen med sin ven og tidligere kollega fra Lyngbygård firmaet Bilgejst, hvor de sammen reparerede biler og skaffede de nødvendige reservedele.
Mødte sin kone i Polen
Anders Peter Eeg, også kaldet AP, var født 10. oktober 1951. Han voksede op på Trøjborg, som den yngste i en søskendeflok på seks, så der var altid liv i barndomshjemmet.
I naboejendommen på Trøjborg lå et stort værksted, hvor der arbejdede en mekaniker, der var krigsflygtning fra Polen. AP blev gode venner med dennes søn, og senere blev han selv udlært mekaniker på samme værksted.
Han blev en del af familien og tog på flere ture til Polen. Her mødte han sin senere kone, Ewa.
I 1974 fik han job på Lyngbygård Gods som smed, og i 1977 flyttede han ind på Rosengården i Årslev, der dengang var ejet af Lyngbygård. I 1978 flyttede Ewa også ind her, få måneder efter hun havde født det første af deres i alt tre børn.
AP arbejdede på Lyngbygård frem til sin pension og nåede blandt andet sammen med to kolleger at fejre et 100 års medarbejderjubilæum. AP selv havde været ansat i 44 år på det tidspunkt.
Fan af AGF og Brabrand IF
Pensionen fra jobbet på Lyngbygård betød dog som nævnt ikke, at AP stoppede med at arbejde. Han fortsatte med at være en skattet medarbejder på Årslev Kro og var med sit gode humør en populær del af medarbejder-fællesskabet på kroen.
Lokalmiljøet optog ham meget gennem årene, og han havde en bred vennekreds i Årslev, Brabrand og Harlev. Blandt andet havde fodbold hans store interesse, og han fulgte med i, hvordan Brabrand IF og AGF klarede sig. Han var blandt andet til stede, da Brabrand IF for nylig sikrede sig oprykning til 2. division i fodbold.
Begravelsen finder sted i Brabrand Kirke tirsdag den 1. juli kl. 12. Kisten bliver efterfølgende nedsat ved Sdr. Årslev Kirke. Der inviteres til gravøl med frokost på Årslev Kro fra kl. 13.30.