I dag fejrer vi, at vi nu har nået årets længste dag, og det bliver markeret flere steder i Brabrand. Kl. 11.30 er der midsommer-fejring i Folkehuset Brabrand. Deltagerprisen er 140 kr., og så får du til gengæld en lækker grill-tallerken med tilbehør, et glas vin eller en sodavand/øl – og så er der kaffe/te med jordbærkage til dessert. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
I aften fra kl. 17.00 er der ligeledes Sct. Hans-fest på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Som altid indretter Valhalla-spejderne pladsen med masser af aktiviteter for børn og voksne. Kl. 21.00 tændes voksen-bålet, og Sebastian Kromann, Æblehaven, holder båltalen. Du finder programmet her.
Tirsdag d. 1. juli kl. 16-18 fortsætter Smag á la Gellerup med rækken af mad-workshops. Denne gang kan du lære at folde og fylde somalisk sambusa under kyndig vejledning af Kaltuma fra Somali Food. “Vi arbejder sammen om processen fra start til slut og laver sambusa i fællesskab. Efter workshoppen holder vi somalisk fællesspisning i det gode vejr på pladsen foran Madkiosken. Kaltuma har forberedt et lækkert måltid på forhånd og vi supplerer med vores frisklavede sambusa,” skriver Smag á la Gellerup. Workshop + Fællesspisning koster 200 kr., mens fællesspisning alene koster 140 kr. for voksne og 70,- for børn. Tilmelding her.
For tiden fylder Smukfest meget i Værkstedet på Rørdrumvej, da flere af stedets værksteder har et samarbejde med festivalen. Hos Tekstil Upcykling er der gang i den helt store flag-produktion. “I år har vi nemlig fået til opgave at sy 30 flag, til en smuk, farverig flagallé. Samtlige flag syes udelukkende af genbrugstekstiler, som omhyggeligt sammensættes til 30 individuelle flag. En proces vores borgere tager stor del i og vi hygger os sammen om arbejdet,” skriver Værkstedet på Facebook.
Da oprykningsmuligheden i tirsdags forsvandt for Vatanspor med 2-3-nederlaget til Odder i jyllandsserie 2, gik gassen af ballonen for holdet, og det blev søndag til et 2-5-nederlag til Nørager Boldklub, der allerede inden kampen var rykket ned. Nørager bragte sig hurtigt på 2-0, inden varanspor fik reduceret. I anden halvleg øgede hjemmeholdet til hele 5-1, inden Vatanspor fik pyntet lidt på resultatet.
Heller ikke ACFC i serie 1 havde noget at spille for i sidste runde, hvor det i Hatting blev til et nederlag på 1-3 til hjemmeholdet. Hatting kom foran 3-0, inden ACFC fik reduceret – alt sammen i første halvleg. Og i samme periode var der yderligere dramatik, da ACFC misbrugte et straffespark. ACFC stillede op med bare 11 spillere til kampen.
I Brabrand IF fortsætter andetholdet for mænd nedturen. For få år siden lå holdet i danmarksserien, men holdet er siden rutsjet nedad, og holdet må nu rykke endnu en række ned, da det kun lykkedes holdet at samle 10 points i serie 2. Derfor spiller holdet efter sommerferien i serie 3.



